Stavtrup vokser. De seneste 10 år er befolkningstallet steget med 37 procent, og byen mangler bedre faciliteter til de mange børn og voksne, som gerne vil spille bold og dyrke idræt.
Men Haludvalget under Stavtrup IF, som står i spidsen for arbejdet med at opføre en ny multihal, drømmer om meget mere end bare en idrætshal.
De drømmer om en hal, der kan være et kulturelt samlingspunkt for byen og rumme bibliotek, lokalhistorisk arkiv, café og meget mere.
Og det koster. 63,6 millioner kroner for at være helt nøjagtig.
Det er i hvert fald det beløb, som Haludvalget har afsat i det samlede anlægsbudget til hallen - altså det beløb, som de forventer, at den nye multihal kommer til at koste, før den står helt færdig.
Byggeriet skal imidlertid deles op i flere faser og for at realisere den første fase - som efter planen skal rumme blandt andet idrætshal, gymnastik- og opvarmningshal, to indendørs padeltennisbaner og en café - har Haludvalget budgetteret med 56 millioner kroner, excl. omkostninger til arkitekter, som der er fundet donationer til.
- Over halvdelen af de 56 millioner er allerede i hus, siger formand, Per Bo Nørgaard Andersen.
Selskabet AAA United, som er ejet af administrerende direktør i Bestseller, Anders Holch Povlsen, har sagt ja til at dække halvdelen af omkostningerne til byggeriet, altså 28 millioner kroner, samt udgifter til arkitekter.
Aarhus Kommune har for nylig givet et tilskud på 9 millioner kroner til projektet, og derudover har Stavtrup IF selv indsamlet en million kroner til hallen i forbindelse med indsamlingen til byens nye kunstgræsbane, fortæller formand for haludvalget, Per Bo Nørgaard Andersen.
- Den million er blandt andet indsamlet ved salg af juletræer, krudt og sprut til nytår, Stavtrup øl og Stavtrup vin samt et overskud fra Stavtrup-festen. Derudover har vi fået en donation fra den nu nedlagte fond Støttefonden af 1987, siger han.
Øget kontingent
Det betyder, at haludvalget lige nu mangler 18 millioner kroner, før der er penge nok til at stikke spaden i jorden og begynde byggeriet af den nye hal.
Haludvalget forventer, at finansieringen kommer på plads i løbet af 2022, så byggeriet kan gå i gang i 2023.
De resterende penge skal hovedsageligt rejses via fonde, og Haludvalget planlægger blandt andet at søge Lokale og Anlægsfonden, Salling Fondene og Nordea-fonden om tilskud til projektet, fortæller Per Bo Nørgaard Andersen.
- Derudover vil vi også tage fat i store virksomheder uden for Stavtrup-området med henblik på samarbejde. Herefter vil vi lave lokale sponsoraftaler og en lokal indsamling.
- Endelig vil idrætsforeningens medlemmer også spytte penge i kassen til projektet fra deres aktivitetskasse, som er penge, der er indhentet via kontingenterne. Kontingentet i Stavtrup IF er øget i årene, hvor vi indsamler penge til hallen, og det vil formentlig forblive på det niveau, det er nu, efter at hallen er bygget færdig, da pengene derefter skal bidrage til at drive hallen, siger han.
Hvordan skal hallen køre rundt?
Hvis alt går, som Haludvalget håber, vil Stavtrup Multihal stå færdig i sommeren 2024.
Når hallen er færdig, planlægger udvalget, at en nyoprettet fond skal drive hallen som en selvejende institution.
Det rejser et andet stort spørgsmål: Hvordan skal hallen tjene penge, når først den står færdig?
Haludvalget regner med fire store indtægtskilder. De to største indtægtskilder bliver driftstilskuddet fra Aarhus Kommune og indtægter fra halleje fra idrætsforeningerne.
Den tredje indtægt bliver et forventet årligt overskud på 250.000 fra det, Haludvalget kalder foreningsfitness, som er træning på maskiner samt holdfitness som spinning, yoga og aerobic drevet af frivillige instruktører fra lokalområdet.
Den fjerde indtægtskilde er, at der i første del af byggeriet bliver opført to indendørs padeltennisbaner, som kan lejes ud. Når hallen er fuldt udbygget, vil der efter planen være fire indendørs og to indendørs padeltennisbaner.
Derudover er der i budgettet indregnet mindre indtægtskilder fra sponsorer og fra Stavtrup-festen, som Haludvalget forventer vil give et overskud på cirka 100.000 kroner om året.
Skal multihallen tjene penge på store fester?
Hos foreningen Den Grønne Kile, som har mange medlemmer, der bor i området omkring ”Bispemarken”, hvor Haludvalget ønsker at placere multihallen, har driften af hallen ellers givet anledning til bekymring.
Foreningen frygter, at multihallen er blevet så stort et projekt, at det bliver dyrt at drifte hallen, når den står færdig, og at man dermed kommer til at blive afhængig af at leje hallens lokaler ud til julefrokoster, firmafester, koncerter og andre store arrangementer for at få penge nok i kassen.
Arrangementer, der larmer, og som ikke harmonerer med den stemning og ro, der er i området.
Det scenarie afviser Per Bo Nørgaard Andersen.
- Vi planlægger én fest om året, nemlig Stavtrup-festen, og derudover et eller to loppemarkeder, som kan afvikles inde i hallen eller udenfor, hvis vi kan komme overens med naboerne om det. Det er den slags aktiviteter, der er regnet ind i driftsbudgettet, siger han og tilføjer:
- Det har vi også sagt til Den Grønne Kile, men det er klart, at de bekymrer sig, fordi de tror, der er noget skjult. Det kan jeg totalt afvise.
Men det driftsbudget, I har lagt, kan jo skride. Hvis det sker, hvem skal så betale regningen, hvis I ikke vil leje hallens lokaler ud til for eksempel festarrangementer?
- I vores budget har vi en opbygning af vores egenkapital på cirka 600.000 kroner om året. Det er penge, som vi kan bruge til at udbygge hallen, hvis vi er i en god situation. Hvis vi er i en mindre god situation, kan egenkapitalen være en buffer, som kan sikre, at hallen ikke ender med at blive en ”selskabslokalevirksomhed”. For det er ikke meningen, siger han.
- Så de cirka 600.000 kroner om året er sikkerheden for os, AAA United, Aarhus Kommune, Den Grønne Kile og alle andre for, at vi ikke kommer til at gå den vej, siger Per Bo Nørgaard Andersen.