Velkommen til Viby-StavtrupLIV
Der sker noget i Viby og Stavtrup.
Den nye event- og naturpark Eskelunden er for nylig blevet indviet.
Hos Aarhus Kommune har man store planer om at give Viby et ansigtsløft – blandt andet ved at omdanne Viby Torv, lave bedre forhold for trafik og kollektiv transport og genskabe Skanderborgvej som en allé med vejtræer.
I Stavtrup er der fuld gang i lokale initiativer om at skabe mere outdoorliv og vild natur i byen, og så er der fortsat debat om pukkelbump og det store multihalsprojekt.
Så ja, der sker noget i Viby og Stavtrup. Også meget mere end jeg kan nævne her.
Alt det kan du fremover følge med i lige her på Viby-StavtrupLIV.
Vi er et spritnyt lokalmedie, som er sat i verden for at fortælle historier om livet i Viby og Stavtrup, og derfor er jeg glad for, at du læser disse linjer - særligt hvis du selv bor i postnummer 8260.
For det er dig, vi er til for.
Hos Viby-StavtrupLIV kommer vi ikke til at sætte fokus på, hvad der sker i Aarhus og Østjylland generelt. Hvis vi gør, er det i hvert fald kun fordi, det har betydning for dig, der bor i Viby og Stavtrup.
Vi er et ultralokalt medie, og vi udkommer som et overskueligt nyhedsbrev, som du kan tilmelde dig og modtage direkte i din mailboks.
Det er i nyhedsbrevet, vi serverer de bedste historier om de store dagsordener i dit lokalområde kombineret med personlige fortællinger om de mennesker, der bor i Viby og Stavtrup.
Og hvem er jeg så? Mit navn er Kristine Dam Johansen. Jeg er journalist, 32 år, bosat i Aarhus C og har tidligere arbejdet på blandt andet Politiken og Ritzaus Bureau.
Jeg har boet i Aarhus i mange år, men lad mig sige det, som det er: Jeg kender ikke Viby og Stavtrup lige så godt, som du gør. Ikke endnu i hvert fald.
Derfor går jeg til opgaven med ydmyghed, og jeg håber, at du vil hjælpe mig med at blive klogere på, hvad vi skal sætte fokus på i Viby-StavtrupLIV.
Det kan du gøre ved at sende mig en mail på kridj@viby-stavtrupliv.dk og fortælle, hvad der kunne være relevant for dig at læse om.
Når det er sagt, skal vi jo starte et sted, og i det første nyhedsbrev, som vi udgiver i løbet af de kommende dage, sætter vi fokus på Vibys nye, store bypark Eskelunden.
I nyhedsbrevet får du en detaljeret guide til, hvad du kan opleve i området. Derudover kan du læse et interview med NorthSide-direktør Flemming Myllerup, som jubler over, at festivalen flytter fra Ådalen til Eskelunden i 2022. Og så kan du læse, hvad kommunen siger til de naboer omkring Eskelunden, som frygter, at deres villakvarterer bliver oversvømmet af biler, når der fremover skal være store events i parken.
Endelig tager vi også et smut forbi Constantinsborg, hvor der er udsat vilde heste og kvæg i en ny indhegning.
I begyndelsen kommer Viby-StavtrupLIV til at være gratis, men på sigt vil det koste i omegnen af en god kop kaffe på en café at modtage nyhedsbrevet. Til gengæld bliver det fri for forstyrrende annoncer.
Jeg håber, at du har lyst til at tilmelde dig og læse med. Jeg vil i hvert fald gøre mit for, at vores historier giver dig større indsigt i, hvad der foregår i dit lokalområde.
Og hvis du kan lide det, du læser, så spred endelig ordet om Viby-StavtrupLIV.