Black metal på legepladsen eller en strygerkoncert hjemme i haven? Mads Stobberup vil skabe mere kulturliv i Viby
Mads Stobberup driver pladeselskabet Mastermindrec fra en kælder på hjørnet af Skanderborgvej og Clausholms Allé i Kongsvang. Han er en begejstret musiknørd, og så har han en mission.
Mads Stobberup vil forsøge at stable flere kulturarrangementer på benene i Viby-området, og derfor har han startet initiativet "Vild i Viby", hvor han håber at kunne agere fødselshjælper for alt fra skolekoncerter til kunstudstillinger og fællessang på lokalcentret.
Næsten hvad som helst, så længe det smager af kultur.
- Det handler kort sagt om, at der gerne må ske noget i Viby og også gerne noget skævt, siger han.
Men det kræver, at der er nogen, der vil være med. Derfor søger Mads Stobberup lige nu efter lokale samarbejdspartnere.
Mads Stobberup viser vej ned ad trappen til kælderen under den røde bygning på hjørnet af Skanderborgvej og Clausholms Alle i Kongsvang, hvor han holder til.
Han åbner døren til lokalet. Indenfor er væggene i rå beton, og rør, ledninger og faldstammer løber side om side med lysstoflamperne i loftet. En diskokugle svæver midt i rummet.
Men det første, man for alvor bemærker, når man træder ind i det halvmørke kælderlokale, er stribevis af trækasser fyldt med LP'er.
Kasserne står på rad og række stablet på europaller, og man får instinktivt lyst til at bladre igennem pladerne med fingrene.
Kælderlokalet i den røde bygning går under navnet Skivbolaget, og herfra driver Mads Stobberup sit pladeselskab Mastermindrec.
Pladeselskabet udgiver danske og udenlandske kunstnere inden for et bredt udsnit af genrer - fra hiphop til black metal og jazz – og Mads Stobberup deler lokalerne med sin kammerat Claus Kristensen, som driver sit eget pladeselskab, Wouldn’t Waste Records.
På væggene hænger pladecovers med bands som Narcosatanicos og Rådne Lunger, som Mads Stobberup har udgivet. Der er også blevet plads til hans egen plade ”Blod, sved og sæd”, som han har udgivet med sit band, Smertegrænsens Toldere, som spiller hardcore punk.
Udover at drive et pladeselskab udlejer Mads Stobberup øvelokaler rundt omkring i Aarhus, og så har han en mission.
Mads Stobberup vil skabe mere kulturliv i Viby, og det behøver ikke nødvendigvis at være vred punkrock, som han selv spiller.
- Jeg synes, at det ville være lige så fedt at være med til at lave fællessang på lokalcentret, en jazzkoncert på biblioteket eller en Black Metal-koncert på en legeplads.
- Jeg vil bare gerne være med til at skabe noget liv og noget stolthed over at bo i Viby, siger han.
Vild i Viby
Derfor har Mads Stobberup startet initiativet ”Vild i Viby”, som har til formål at stable små og store kulturarrangementer på benene i bydelen.
Projektet har kørt i et par år, men har været på standby under corona.
- Det startede med, at jeg havde lyst til at lave nogle koncerter og kulturarrangementer i Viby. I starten havde jeg en kammerat med, som senere bakkede ud, men jeg kunne mærke, at jeg synes, det var sjovt at arrangere noget herude, så jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke ville droppe det. Det skulle køre videre, fortæller Mads Stobberup.
Det vigtigste med ”Vild i Viby” er at trække liv til Viby, og det behøver ikke kun at være igennem musik.
- Hvis jeg faldt over et menneske, som var i gang med at lave en sindssygt fed skulptur eller en lysinstallation, så ville jeg gerne hjælpe med at få det hængt op. Det handler bare om, at der gerne må ske noget i Viby og også gerne noget skævt.
- Viby er jo en ret god blanding af forskellige mennesker og mange kulturer, og jeg holder rigtig meget af området. Jeg ved godt, at der også er nogle udfordringer herude med kriminalitet og så videre, men det er der overalt, og Viby er meget mere end det. Det vil jeg gerne være med til at vise, siger han.
Koncerter kan også være uden for ringgaden
Mads Stobberup har sammen med makkeren Claus Kristensen blandt andet arrangeret koncerter i kælderlokalet under den røde bygning på hjørnet af Clausholms Allé og Skanderborgvej.
Mads StobberupJeg er hundrede procent klar, hvis der sidder en erhvervsdrivende eller en skole et sted i Viby, som gerne vil lave et sjovt kulturarrangement
Først med det hollandske band Lewsberg og den unge danske solist Holm, og den 3. marts har de arrangeret en koncert med sanger og sangskriver Henrik Olesen.
- Ved den første koncert lykkedes det os faktisk at trække en del unge mennesker herud. Jeg var ellers lidt spændt på, om det kunne lade sig gøre, fordi man altid siger, at koncerter i Aarhus kun kan være inden for ringgaden. Men det tror jeg ikke på.
- Man kan cykle fra Banegårdspladsen til Viby på et kvarter. Så jeg tror bare, at det handler om at prøve at stable nogle arrangementer på benene, siger Mads Stobberup.
Musik på skoler og plejehjem
De to kammerater sysler også med tanken om at lave et arrangement under Spot Festival 6. - 7. maj og måske senere hen under NorthSide, hvor der naturligt kommer mennesker til Viby.
- Lige nu er den største udfordring, at alting skal i gang igen efter corona. De etablerede steder skal op på niveau igen, så der rasler noget af i siderne, som vi kan gribe.
- Derudover er vi jo i en by, så lige meget hvor man går hen, er der risiko for at få støjklager. Det prøver vi at tage hensyn til og respektere naboerne, siger Mads Stobberup.
Han vil også rigtig gerne arrangere flere koncerter på Vibys plejehjem eller på skolerne i området.
- Det kunne være rigtig fedt at hive fat i nogle af de unge på skolerne og spørge, hvilken kunstner de kunne tænke sig at høre, og så prøve at stable en koncert på benene. Der har nogle gange været koncert på Viby Skole, hvor mine børn går, og jeg kan høre på dem, at de synes, det er fedt, siger han.
- Der sker mere i Viby, end man tror
I det hele taget sker der allerede en masse på kulturfronten i Viby, selv om det ikke bugner med etablerede spillesteder på hvert et gadehjørne, tilføjer Mads Stobberup.
Han nævner blandt andet, at der er et ungt hiphopmiljø i Rosenhøj, arrangementer på værtshuset Dick Turpin, byfester i Viby Syd, fastelavnsfest i Viby Centret, koncerter på lokalcentrene og musik- og litteraturarrangementer på biblioteket.
Han håber, at ”Vild i Viby” kan være med til at skabe endnu mere liv i bydelen, og at alle med en god idé vil tage fat i ham.
- Jeg er hundrede procent klar, hvis der sidder en erhvervsdrivende eller en skole et sted i Viby, som gerne vil lave et sjovt kulturarrangement – eller en privatperson, der tænker: ”Det kunne sgu da være fedt med en strygerkoncert i min pavillon ude i haven”. Så er jeg med på den. Det kunne være fedt at få nogle lokale samarbejdspartnere, siger han.
Viby-StavtrupLIV er et nyhedsbrevsmedie og udkommer ugentligt med artikler om Viby og Stavtrup direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.