Borgmesteren tøver med nye tryghedstiltag i Rosenhøj: Lige nu lytter vi, og så må vi se
En lokal politistation og et medborgerhus var blandt forslagene, da lokale beboere i Rosenhøj mandag mødte borgmester Jacob Bundsgaard (S) til en snak om, hvordan trygheden i området kan højnes.
Borgmesteren er dog ikke parat til at søsætte nye initiativer med det samme.
- Lige nu lytter vi og tager diskussionen, for der er ikke nogen lette løsninger, som vi bare kan sætte i værk, og så virker det. Det er et langt sejt træk. Her og nu har vi mandet op de steder, vi kan, og så må vi se, om der skal mere til på lang sigt, som kan skabe en bedre udvikling, siger han.
Jacob Bundsgaard peger blandt andet på renoveringer, boligsociale medarbejdere, skoler og fritidsfaciliteter som en del af løsningen.
Men han mener samtidig, at de lokale og boligforeningerne også har et ansvar for at skabe tryghed i området.
En håndfuld beboere fra Rosenhøj-området stimlede mandag eftermiddag sammen om et lille træskur på hjul på parkeringspladsen på hjørnet af Søndervangs Allé og Matildelundsvej.
Borgmester Jakob Bundsgaard (S) havde rullet sit mobile borgmesterkontor til Rosenhøj for at tale om tryghed i området i kølvandet på den seneste tids uro, hvor en 21-årig mand natten til den 8. marts blev dræbt af skud i sin bil. Politiet har efterfølgende indført visitationszone i området, efter en konflikt mellem forskellige grupperinger er blusset op.
Cirka 10 lokale var mødt op for at få en snak med borgmesteren. En af dem var en ældre kvinde, som ikke lagde skjul på, at hun ofte føler sig utryg i Rosenhøj, selv om hun på mange måder er glad for at bo i området, har gode naboskaber og er engageret i beboerforeningen.
- Jeg har boet her i 40 år, og jeg har kun set, at det er blevet værre og værre. I perioder er der trygt, men så sker der sådan noget her (drabet på den 21-årige mand, red.).
- Jeg kan se, hvordan der bliver handlet med stoffer. Der er unge mænd, der kører over for rødt i store sorte biler. Det er mange små ting, der gør, at det bliver utrygt.
- Jeg tænker måske, at nærpoliti kunne være en løsning. Gadeplansmedarbejdere er fint, men de har ingen magt, når der sker noget. Jeg synes, at man skal gøre noget ved problemet i det hele taget i stedet for bare at lave en kortsigtet indsats, sagde hun.
Børnene i kvarteret om aftenen
Visitationszonen i Rosenhøj løber foreløbigt frem til torsdag d. 6. april. Den indebærer, at politiet kan visitere personer og ransage biler uden et mistankegrundlag, og det er tydeligt at politiet er til stede.
Borgmester Jacob BundsgaardHer og nu har vi mandet op de steder, vi kan, og så må vi se, om der skal mere til på lang sigt, som kan skabe en bedre udvikling.
Mens de lokale beboere mandag eftermiddag snakkede med Jacob Bundsgaard ved det lille træskur, kørte to politibiler uafhængigt af hinanden forbi. Senere kom en betjent gående forbi med en hund, der snuste ivrigt langs jorden.
Men på trods af den seneste tids uro, er det ikke alle beboere, der føler sig utrygge.
39-årige Nadia Abdo har boet i området i 18 år. Hun er mor til seks børn, hvor den ældste er 18 år og den mindste – en lille pige på 25 dage – bærer hun på armen.
Nadia Abdo kan mærke, at hun lige for tiden er forbeholden med nogle ting:
- Mine børn skal ikke have lov til at gå igennem kvarteret om aftenen, når der lige er en, der er blevet skudt. Men det skyldes, at oplevelsen er ny og stadig sidder i mig. Det skal man lige over, og så kommer man tilbage til det gamle igen. Jeg tænker ikke, at det er noget, der sker hele tiden, og jeg føler mig ikke utryg i området.
- Jeg er opvokset i Holme, og der var det fuldstændig det samme. Der skulle man også passe på med at gå i Rundhøj om aftenen, siger hun.
Beboerhus ville gøre en forskel
Nadia Abdo anerkender, at der er problemer i området. For eksempel, at der bliver solgt hash. Men hun oplever i lige så høj grad, at der er et godt sammenhold og fællesskab i Rosenhøj, som gør, at hun føler sig tryg.
- Folk hilser og siger hej og snakker med hinanden, og jeg tænker selv meget over at hilse og smile, når jeg kommer forbi nogen. Der kan sagtens stå tre-fire drenge sammen på et hjørne, og så går jeg nogle gange hen og hilser pænt. Folk er jo ikke farlige, bare fordi de har en anden etnisk baggrund, men den opfattelse er svær at vende, siger hun.
Nadia Abdo er ked af det negative fokus, der ofte er på Rosenhøj.
- Jeg tror, at det gør en forskel at tale positivt om hinanden i stedet for at tale negativt, siger hun.
Og så tror hun, at et fælles beboerhus i området kunne gøre noget godt for trygheden.
- Jeg tror, det kunne gøre en forskel at have et sted at mødes på tværs. Der har for eksempel være lidt en holdning til, at Kjærslund er for sig, og Rosenhøj er for sig, men vi kan jo godt have det godt sammen, selv om vi bor på forskellige sider af vejen, siger Nadia Abdo.
I forbindelse med en ny lokalplan for Rosenhøj, der for nylig er blevet vedtaget, var der planer om at opføre et stort medborgerhus i træ, foruden nye etageboliger, rækkehuse og en dagligvarebutik. Men projektet blev droppet på grund af økonomien.
Aarhus Kommune og Boligforeningen Århus Omegn arbejder dog på et alternativ til det planlagte medborgerhus, som er delvis finansieret af Landsbyggefonden.
Borgmester Jacob BundsgaardBoligforeningerne og beboerne har også selv et ansvar for aktivt at arbejde for at skabe et godt naboskab og et sammenhold, der gør, at man kan få afvist nogle af de negative kræfter
Borgmesteren tøver med nye initiativer
I Jacob Bundsgaards øjne er det et sammensurium af indsatser, der skal til for at skabe tryghed i Rosenhøj, og borgmesteren vil ikke sætte nye tiltag i værk lige nu og her.
- Jeg er herude for at lytte til nogle af de bekymringer, der er. Det er klart, at i øjeblikket er der stor utryghed, blandt andet på grund af det tragiske skyderi, hvor en ung mand blev dræbt, og vi er nødt til at insistere på, at der skal være tryghed i alle vores boligområder.
- Men lige nu lytter vi og tager diskussionen, for der er ikke nogen lette løsninger, som vi bare kan sætte i værk, og så virker det. Det er et langt sejt træk. Her og nu har vi mandet op de steder, vi kan, og så må vi se, om der skal mere til på lang sigt, som kan skabe en bedre udvikling, siger han.
Borgmesteren peger blandt andet på den nye lokalplan som et af initiativerne, der i hans øjne kan batte noget.
- Når halvdelen af torvet står tomt, som det gør lige nu, så er det utryghedsskabende. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Det har taget alt for lang tid, men nu er det faldet på plads. Når vi i sin tid var med til at skubbe på, at man lavede en stor renovering af boligforeningen herude, så er det også for at gøre det mere attraktivt at bo her.
- Nu kommer der private boliger, som kan være med til at skubbe lidt til beboersammensætningen. Så det er mange ting, vi skal have til at spille sammen på samme tid, siger Jacob Bundsgaard.
De lokale har også selv et ansvar
Derudover peger borgmesteren på, at kommunen skal være med til at sikre gode fritidsfaciliteter til de unge, lige som boligsociale medarbejdere kan være en del af løsningen.
- Viby Gymnasium springer en årgang over til næste skoleår, hvor de ikke får nye elever, og derfor kan skolen bruge et helt års kræfter på at komme til at stå stærkere i lokalområdet. Det kan også hjælpe. Det er mange ting, der skal til for, at vi kan lykkes med det her.
Men, siger Jacob Bundsgaard:
- Boligforeningerne og beboerne har også selv et ansvar for aktivt at arbejde for at skabe et godt naboskab og et sammenhold, der gør, at man kan få afvist nogle af de negative kræfter og holde fast i de unge mennesker, der ellers kunne blive tiltrukket af miljøer, hvor de kan komme rigtig galt afsted.
Hvad tænker du om at oprette en lokal politistation i Rosenhøj?
- Jeg passer lidt på med at blande mig alt for meget i politiets arbejde. Det er de bedre til selv. Men det er klart, at synligt politi - i hvert fald i en periode - er med til at skabe tryghed.
- Men uanset om de har en politistation i området eller ej, kan de jo ikke være her 24/7. Det er også i høj grad lokalsamfundet, der skal være med til at løfte, selv om det er svært, siger Jacob Bundsgaard.