Flere boliger, flere biler: Sådan vil kommunen undgå fremtidigt trafikkaos ved Jyllands-Posten
Tusindvis af bilister kører ad Ravnsbjergvej hver eneste dag, og i myldretiden stikker mange bilister inden om Grøndalsvej for at undgå at sidde for meget i kø.
Der er pres på trafikken i området, og i fremtiden kommer der endnu flere biler til, når Jyllands-Postens tidligere grund skal omdannes til boligområde.
Derfor påtænker kommunen blandt andet at etablere flere svingbaner ved Ravnsbjergvej.
Derudover skal der laves cykelsti i begge retninger på Grøndalsvej, hvor hastigheden efter planen skal nedsættes.
Og så er der fortsat tale om at etablere motorvejsramper ved Ravnsbjergvej/Ormslevvej, som også vil få indflydelse på trafikken i området.
Der er pres på trafikken i området omkring Jyllands-Postens tidligere domicil på Grøndalsvej i Viby.
En helt almindelig morgen i myldretiden er det ikke unormalt, at bilister holder i laaaang kø ad Ravnsbjergvej for at komme op til krydset ved Skanderborgvej. Og mange ser deres snit til at bruge Grøndalsvej og andre mindre veje som smutveje for at undgå flaskehalsene.
Det er situationen i dag. Så hvad sker der, når Jyllands-Postens tidligere grund i løbet af de kommende år bliver omdannet til bolig- og erhvervsområde og hundredevis af beboere flytter ind?
Lige nu er planen at opføre cirka 500 nye boliger, butikker og en daginstitution på området, som Viby-StavtrupLIV skrev i sidste uge.
Og det vil uundgåeligt give endnu mere pres på trafikken, mener Viby Grundejerforening, der repræsenterer grundejere i hele Viby.
- Vi må forvente, at der kommer mere trafik, og at vi får et meget ensidigt trafikmønster, siger formand Jan Sillesen.
- Om morgenen vil beboerne prøve at komme ud af området, hvor der i forvejen er rigtig meget kø. I dag holder folk jo ofte i kø på Ravnsbjergvej helt ud til Stavtrup. Så de veje, der går ind og ud af området, vil blive endnu hårdere belastet, end de allerede er, siger han.
Per Lüchtemeier, Aarhus KommuneGrøndalsvej er en del af Vestergårdsskolens skoledistrikt, så derfor er vi meget opsatte på, at hastigheden skal ned, og at det skal være trygt at færdes der som cyklist
Mere lokal trafik på Grøndalsvej
Den nye lokalplan for boligområdet, som er ved at blive udarbejdet, har været undervejs i tre år.
Helt fra start har Aarhus Kommune været optaget af, hvad det kommende byggeri vil have af konsekvenser for trafikken, siger projektleder i Aarhus Kommune Per Lüchtemeier. Blandt andet med tanke på det trafikale pres og den smutvejskørsel, der præger Grøndalsvej i dag.
- Det er ikke sådan, at vi er voldsomt bekymrede over den trafik, som ny bebyggelse i området medfører, men selvfølgelig medfører det trafik, når der kommer boliger, erhverv og en daginstitution, siger han.
- Det særlige ved området er, at den eneste måde, man kan afvikle trafikken til og fra området på, er med indkørsel fra Grøndalsvej.
- Så i stedet for en hurtigt gennemkørende trafik på Grøndalsvej, som vi ser i dag, får vi mere lokal trafik, som enten kører ind eller ud fra bebyggelsen. Derfor har vi snakket om, hvad der skal til for at gøre området sikkert at bevæge sig i – også for cyklister og gående, siger Per Lüchtemeier.
Cykelstier og fartnedsættelse
På Grøndalsvej er der flere tiltag i spil.
Ejendomsselskabet KPC, som står for udviklingen af boligområdet, har tilbudt at lave en såkaldt udbygningsaftale.
- Det indebærer, at vi har tilbudt at etablere cykelsti i begge sider af Grøndalsvej. Tanken er, at skolebørn skal kunne komme tryggere til og fra skole, og at alle dem, der har ærinder på ruten, nemmere kan komme på cykelsti. Det er noget, vi regner med at skulle stå for – selvfølgelig i tæt samarbejde med kommunens rådgivere, fortæller projektdirektør i KPC Johan Gottschalck.
Udbygningsaftalen indeholder desuden en hævet eller markeret plads på midten af Grøndalsvej med en anden type belægning. Pladsen skal forbinde de nye områder nord og syd for Grøndalsvej og samtidig være med til at få bilister til at sænke hastigheden på vejen.
Desuden planlægger Aarhus Kommune at sænke hastighedsbegrænsningen på Grøndalsvej.
- Grøndalsvej er en del af Vestergårdsskolens skoledistrikt, så derfor er vi meget opsatte på, at hastigheden skal ned, og at det skal være trygt at færdes der som cyklist, siger Per Lüchtemeier.
- Vi starter med Grøndalsvej, men på sigt skal vi også se på Ormslevvej og sammenhængen mellem de to, og hvordan vi i det hele taget får gjort ruten til Vestergårdsskolen mere sikker for eleverne, siger han.
Der kommer fortsat til at være busstop på Grøndalsvej.
Svingbaner og motorvejsramper
På Ravnsbjergvej bliver der indlagt ekstra svingbaner i krydset ved Ravnsbjergvej/Skanderborgvej for at kunne afvikle trafikken ind og ud af det nye boligområde.
Derudover forsøger Aarhus Kommune at indtænke de – måske – kommende motorvejsramper ved Ravnsbjergvej/Ormslevvej i projektet.
Motorvejsramperne har i årevis været et ønske fra Aarhus Kommune og vil betyde, at Ravnsbjergvej skal udvides fra en tosporet til en firesporet vej.
- Ramperne har haft indflydelse på planlægningen af Viby Bakke (det nye boligområde ved Jyllands-Posten, red). Vi har blandt andet været nødt til at trække bebyggelsen lidt længere tilbage for at skabe plads til, at Ravnsbjergvej potentielt kan blive udbygget til at være firesporet i fremtiden, fortæller Per Lüchtemeier fra Aarhus Kommune.
Ser I på ramperne som en mulig god løsning i forhold til trafikafviklingen?
- I helhedsplanen ”Bedre by i Viby” er ramperne en del af forudsætningen for at kunne gøre området omkring Viby Torv og Viby C roligere med mindre trafik.
- Men der kan være andre lokale ulemper ved det. Sådan er det, når man arbejder med det helhedsorienterede blik. Vi kan jo ikke fjerne trafikken – selv om vi nogle gange gerne ville – så det handler om at få det løst bedst muligt, siger Per Lüchtemeier.
Hvis ramperne kommer, og Ravnsbjergvej udvides, skal der blandt andet findes en løsning på, hvordan skolebørn fra blandt andet Grøfthøjparken trygt kan krydse den firesporede vej for at komme til Vestergårdsskolen, tilføjer Per Lüchtemeier.
Forslag om busterminal ved Store Ravnsbjerg
Hos Viby Grundejerforening mener formand Jan Sillesen, at det er helt afgørende at få etableret motorvejsramperne – og gerne i en ”light udgave”, hvor Ravnsbjergvej forbliver tosporet, som foreningen tidligere har foreslået.
- Med det nye boligområde ved Jyllands-Posten bliver trafikmønstret endnu mere ensidigt om morgenen og eftermiddagen, hvor alle skal den samme vej. Samtidig er der også planer om at bygge boliger på Store Ravnsbjerg.
- Derfor er vi simpelthen nødt til at få bragt de ramper i spil for at få en del af trafikken op på motorvejen i stedet for, siger han.
Foruden ramperne håber Jan Sillesen, at kommunen vil sikre gode forbindelser til den kollektive trafik.
- Vi har foreslået kommunen at etablere en busterminal på Store Ravnsbjerg-grunden, så vi kan få noget kollektiv trafik derop, som beboerne på Jyllands-Posten-grunden formentlig også vil bruge.
- Man har talt om, at der skulle laves en busterminal på Viby Torv, og det synes vi, er en virkelig dårlig idé. I vores øjne ville det være mere oplagt at flytte en eventuel busterminal til Store Ravnsbjerg, siger han.