Pres på daginstitutioner i Stavtrup sætter forældre i dilemma: Hvornår kan jeg forvente at få en plads til mit barn?
Det kan være svært at få passet sit barn i vuggestue eller dagpleje i Stavtrup.
Lige nu er kapaciteten i samtlige institutioner i Stavtrup Dagtilbud fyldt op. Det tæller Børnehøjen, Vestermarken, Dagplejen, Klokkeskoven, Kælkebakken, Snurretoppen, Paletten og Søskrænten.
Samtidig er der mange børn, der står på venteliste, og det gælder særligt børn, der har ældre søskende i institutionerne.
Presset på daginstitutionerne sætter mange forældre i et svært dilemma: Skal vi have is i maven og vente på en plads i Stavtrup, uden at vide hvornår den kommer – eller takke ja til en plads i for eksempel Viby eller Hasselager og køre med vores barn i stedet for?
Nogle forældre vælger det første, mens andre kører så langt som til midtbyen for at få passet deres børn.
Pladsanvisningen råder forældre i Stavtrup til at skrive deres børn op til de institutioner, de mest ønsker sig – også selv om det kan være svært at få plads.
Når Karina Trosborg fra Stavtrup skal aflevere sine to børn i institution om morgenen, er afstandene meget forskellige.
Hendes datter bliver afleveret i børnehaven Børnehøjen, fem minutter på cykel fra familiens hjem på Ormslevvej. Men når lillebror Viktor på knap et år skal afleveres, skal Karina Trosborg ud på en væsentlig længere tur.
Siden maj har hun cyklet med sin søn i familiens ladcykel til vuggestuen Ny Vimmerby i centrum af Aarhus - otte kilometer frem og tilbage for at hente og bringe ham. Og det var langt fra det scenarie, Karina Trosborg havde forestillet sig, da hun i sin tid skrev Viktor op til pasning.
Allerede dagen efter, han blev født, skrev Karina Trosborg sin dreng op til en række institutioner i Stavtrup med førsteprioritet i Børnehøjen, hvor hans storesøster går, og hvor der er søskendegaranti.
Men et par måneder før den 1. juni 2022, hvor den dengang 10 måneder gamle Viktor efter planen skulle starte, ringede hun til pladsanvisningen og fik en rimelig klar besked:
- Medarbejderen fortalte mig, at jeg på det tidspunkt ikke skulle være optimistisk for at få en plads i Stavtrup overhovedet i 2022 – heller ikke i de andre institutioner i byen, siger hun.
Karina Trosborg fik at vide, at selv om der er søskendegaranti i Børnehøjen, var der, da Viktor skulle starte, kun tre pladser ledige, og seks børn stod i kø – hvoraf flere også havde søskendegaranti.
- Jeg tænkte: ”Hvad gør vi så?”. Jeg er selvstændig og har ikke ekstra barsel eller ferie tilgængelig, så det var nødvendigt for mig at kunne starte på arbejde som planlagt i midten af juni, siger hun.
Mange søskendebørn på venteliste
Derfor har familien fra Stavtrup valgt at takke ja til en vuggestueplads i midtbyen. Og de er ikke de eneste, der mærker, at der er pres på institutionerne.
Ifølge Børn og Unge i Aarhus Kommune er kapaciteten i samtlige institutioner i Stavtrup Dagtilbud pt. fyldt op. Det tæller Børnehøjen, Vestermarken, Dagplejen, Klokkeskoven, Kælkebakken, Snurretoppen, Paletten og Søskrænten.
Samtidig er der mange børn, der står på venteliste, og det gælder særligt børn, der har ældre søskende i institutionerne.
Vicky HennebergJeg synes, det er frustrerende. Stavtrup er en forholdsvis lille by, selv om den er vokset meget, og der er syv institutioner, og så kan man alligevel ikke få en plads, før ens barn er over et år
Børn og Unge oplyser til Viby-StavtrupLIV, at de ikke kan give indsigt i de enkelte ventelister, blandt andet fordi de er cpr-baserede, og det vil være for krævende at anonymisere dem.
Børn og Unge har ikke ønsket at stille op til et mundtligt interview, men skriver i en mail:
- Pt. er ventelisterne til institutionerne i Stavtrup Dagtilbud ikke længere end ventelisterne til institutioner eller dagpleje i andre dagtilbud eller distrikter. Der er dog mange søskende på venteliste til Stavtrup Dagtilbud, og det er umiddelbart ikke muligt at hjælpe disse børn, da der ikke bliver tilsvarende antal pladser ledige.
- Da søskendebørn prioriteres højere på ventelisterne end børn uden søskende i den ønskede institution eller dagpleje, betyder det, at børn uden søskende vil opleve, at det er vanskeligt at få plads i Stavtrup Dagtilbud.
Sådan fordeles institutionspladserne
Pladserne til dagtilbud fordeles efter Byrådets anvisningsregler:
1) Børn med særlige behov - børnene bliver vurderet af PPR
2) Børn, der er indskrevet i et obligatorisk læringstilbud i den ønskede institution, og som ønsker at blive indskrevet i et almindeligt dagtilbud
3) Børn med søskende i samme institution eller dagpleje
4) Det barn, der først er skrevet op til en garantiplads i sit anvisningsdistrikt
5) Det barn, der først er skrevet op til en garantiplads i sit eget garantidistrikt
6) Det barn, der først er skrevet op til en garantiplads fra andre garantidistrikter
7) Det barn, der har stået længst tid på ventelisten til en plads, også selvom barnet har en plads i forvejen
Pladsanvisningen skal i øvrigt tage højde for, at der maksimalt må være 30 procent børn bosat i de udsatte områder i de enkelte institutioner. Samt at børn, der skal gå i et obligatorisk læringstilbud, skal have en plads, inden der anvises plads efter ventelisten.
Kilde: Aarhus Kommune
Må tage ekstra ferie for at vente på en plads
Det sidste har Vicky Henneberg mærket. Hun har kun ét barn, og i november skrev hun sin datter op til fem institutioner i Stavtrup, som er det maksimale, man kan ønske, og satte sin behovsdato til den 1. juni 2022.
- Men da jeg snakkede med pladsanvisningen, kunne jeg godt høre, at det var umuligt. Medarbejderen fik mig overtalt til at ændre behovsdatoen til den 1. august, fordi det ikke var realistisk, at min datter kunne starte før. Hun fortalte, at der på det tidspunkt kun var to pladser ledige i hele Stavtrup, som ikke gik til søskendebørn, fortæller hun.
Vicky Henneberg er solomor og har planlagt at starte på arbejde den 15. august. Hendes barsel sluttede den 20. juni, og siden har hun holdt ferie for at kunne passe sin datter.
- Pladsanvisningen blev ved med at spørge: Kan du vente med en plads til den 1. eller 15. september? Men det kan jeg ikke. Jeg skal starte på arbejde, siger hun.
Det er nu lykkedes Vicky Henneberg at få en plads til sin datter i Stavtrup med start den 16. august.
Hun har været nødt til at tage ekstra selvbetalte fridage for at have tid til indkøring af sin datter, som vil være knap 13 måneder, når hun starter i institution.
- Jeg synes, det er frustrerende. Stavtrup er en forholdsvis lille by, selv om den er vokset meget, og der er syv institutioner, og så kan man alligevel ikke få en plads, før ens barn er over et år. Jeg har mange veninder, der har sendt deres børn afsted, da de var ni måneder, men det virker ikke til, at det overhovedet er muligt i Stavtrup, siger hun.
Dilemma: Vente på en plads eller køre efter en?
I Aarhus Kommune er systemet sådan, at alle forældre er garanteret pasning til deres barn inden for tre måneder, efter barnet er skrevet op. Men ikke nødvendigvis i den by eller bydel, hvor man bor.
Pasningsgarantien gælder inden for det såkaldte garantidistrikt, man tilhører. Forældre i Stavtrup tilhører garantidistriktet Skanderborgvej, som går fra Kolt-Hasselager i vest til det inderste Viby i øst.
Børn, der ikke kan få deres ønske opfyldt til en plads i Stavtrup, tilbydes altså i stedet plads i de omkringliggende dagtilbud, for eksempel i Hasselager eller Viby.
Og ser man på tallene, er der nogle forældre, der vælger den løsning.
Ifølge kommunens tal passes 17 ud af 189 børn i vuggestuealderen fra Højvang lige nu i andre kommunale dagtilbudsafdelinger end Stavtrup, heriblandt i Viby, Holme-Rundhøj, Frederiksbjerg og midtbyen.
Det skal dog siges, at kommunen ikke ved, om forældrene kører deres børn til et andet pasningstilbud af nød, fordi de ikke kan få en plads i Stavtrup, eller om forældrene selv har valgt en institution et andet sted i kommunen.
Men når der er pres på institutionerne det sted, man bor, er mange forældre efterladt i et dilemma: Skal vi have is i maven og vente, til der kommer en plads lokalt – uden at vide præcis hvornår det bliver? Eller skal vi sige ja til en garantiplads og risikere at skulle køre med vores barn?
Følger der en masse bøvl med?
For Karina Trosborgs vedkommende kunne hun have takket ja til en garantiplads og fået en plads til sin søn Viktor – eventuelt i Viby eller Hasselager. Hun har selv valgt at cykle med ham til midtbyen hver dag.
- Vi valgte det, fordi det er en institution, vi kender, fordi vores datter har gået der, og den ligger tæt på mit arbejde. Samtidig vidste jeg, at der ikke er lige så meget pres på i midtbyen, så vi forholdsvis hurtigt kunne få en plads, forklarer hun.
Men hun havde foretrukket en plads i Stavtrup.
- Det var fint nok for mig at få beskeden om, at der er pres på i Stavtrup, så vi kunne tage en beslutning ud fra det. Men alt det bøvl, der følger med, kommer nu. Jeg har været i gang med en rigtig lang og svær indkøring i institutionen i midtbyen, så hvis jeg får en plads i Børnehøjen til efteråret, er jeg i tvivl, om jeg vil takke ja. Det betyder, at vi skal flytte vores dreng til en ny institution, og jeg skal i gang med en ny indkøring, og kommer der så en masse bøvl på bagkant af det?
- Jeg ved godt, at kommunen ikke kan trylle med pladserne, og jeg er rationel nok til at forstå, at det kan være udfordrende. Men det gør det ikke mindre besværligt for os alle sammen. Min mand og jeg har fleksible arbejdstider, som gør det muligt for os at få det til at gå op, men jeg kan sagtens se, at det kan være sværere for andre familier at få puslespillet til at gå op.
Hvad skal man stille op som forælder?
Viby-StavtrupLIV ville gerne have lavet et mundtligt interview med pladsanvisningen under Børn og Unge om, hvad man som forælder i Stavtrup skal stille op, hvis man har et barn på venteliste eller snart skal skrive sit barn op til pasning.
De har ikke ønsket at stille op, men svarer i stedet skriftligt på følgende spørgsmål:
Hvad vil I sige til de forældre, der lige nu har deres børn på venteliste i Stavtrup Dagtilbud og ikke ved, hvornår de kan få en plads? Mange forældre er efterladt i stor uvished og har svært ved at planlægge deres familie- og arbejdsliv, når de ikke ved, hvornår der kommer en plads.
- Aarhus Kommune har pasningsgaranti, og man er altid sikret tilbud om en alderssvarende plads inden for tre måneder efter, barnet er skrevet op. Hvis man har skrevet sit barn rettidigt op, er man med andre ord også garanteret et pladstilbud til ens behovsdato.
- Det er naturligvis op til familierne selv, om de vælger at tage imod den tilbudte plads, så de for eksempel kan komme tilbage til deres arbejdsliv, eller om de ønsker at vente på en mere lokal plads. Ved Pladsanvisningen går vi i gang med anvisningen cirka to måneder før barnets behovsdato, og vi tilstræber os altid på at have sendt et tilbud afsted senest én måned før familiens behovsdato.
Hvad vil jeres råd være til forældre i Stavtrup, der står over for at skrive deres første barn eller en søskende op til pasning? Skal man indstille sig på, at det kan være svært at få plads i Stavtrup Dagtilbud og kigge mod andre dagtilbud eller distrikter?
- Som tidligere nævnt er der mange søskende på ventelisten til en plads i Stavtrup, men der er ikke særlig mange pladser, som bliver ledige. Nogle familier vil opleve at få tilbudt plads i Stavtrup, mens andre bliver tilbudt plads længere væk – oftest i Viby. Hvis familierne ønsker andre alternativer end Stavtrup og Viby, er de velkommen til at kontakte Pladsanvisningen med deres ønsker.
- Ved Pladsanvisningen vil vi dog altid opfordre forældre til at skrive sig op til deres ønskeinstitutioner, da det er dem, vi bruger som grundlag for anvisningen. Man skal derfor ikke bruge sine ønsker på institutioner, som man reelt ikke ønsker sig. Hvis det ikke er muligt at tilbyde en plads i et af barnets ønsker, tilbydes barnet i stedet en anden plads så tæt på hjemmet, som det kan lade sig gøre, hvilket desværre for nogle kan være længere væk end Stavtrup.