Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Viby-StavtrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Axel Schütt

Store planer for Viby Torv: Nu er højhuset med Zleep Hotel blevet solgt

Lad os indlede dagens nyhedsbrev med en lille, hurtig leg, hvis du er frisk: Forestil dig, at du sidder med en gruppe gode venner og spiller det klassiske familiespil Tegn og Gæt. Det er din tur til at tegne. Du trækker et kort, og på kortet står der, at du skal tegne Viby.

Du tænker dig om et øjeblik, griber tuschen og sætter den mod papiret.

Og nu vil jeg så næsten vædde en hundrede-lap og to gode flasker rødvin på, at rigtig mange ville tegne det her: En firkant med otte streger på tværs, som skal ligne etager, og måske et par flag på toppen.

Højhuset på Viby Torv.

Det tror jeg i hvert fald, at jeg ville gøre, for den store, ikoniske bygning på hjørnet af Skanderborgvej og Viby Ringvej er vel noget af det nærmeste, Viby kommer på et vartegn.

Siden 1960'erne har højhuset stået der og tronet med sin tunge modernistiske betonstil til skue for særligt de tusindvis af bilister, der kører forbi Viby Torv hver dag.

Mange kan sikkert huske, at det hedengangne Hotel Mercur har holdt til i bygningen. I dag er det Zleep Hotel, restaurant Asia og bygningens ejer, Aros Forsikring, der bor på etagerne. Eller rettere sagt: Tidligere ejer.

Højhuset er nemlig blevet solgt.

Køberen er det store ejendomsselskab Dades, som også ejer Viby Centret og lige nu går rundt med store planer om at udvide indkøbscentret. Det er som et led i de planer, at selskabet nu har købt højhuset.

Ovre på den anden side af Skanderborgvej ved Vibys andet vartegn, kirken, er der også gang i store udviklingsplaner for den nedslidte og mildest talt forfaldne præstegård på Kirkestien 1.

For selv om den gamle røde murstensbygning muligvis ser storslået ud udefra, er huset hårdt ramt af skimmelsvamp og alverdens skavanker indeni. Men en nystiftet forening har sat sig for at totalrenovere og omdanne den gamle præstegård til et nyt pulserende kulturhus i Viby.

Den plan er for nylig rykket et skridt nærmere, og selv om renoveringen langt fra er gået i gang endnu, håber foreningen at stable de første arrangementer på benene allerede i løbet af vinteren, fortæller projektets frontløber Hans Christian Feindor-Christensen.

Til sidst i nyhedsbrevet har jeg stablet et kort nyhedsoverblik på benene, hvor vi blandt andet kommer forbi de stærkt kritiserede byggeplaner på Bernstorffsvej, multihalsprojektet i Stavtrup, en ny fredagsbar og et ekstra-ekstra billigt supermarked, som snart slår dørene op.

Let’s do it.

Billede af Kristine Dam Johansen
Billede af skribentens underskrift Kristine Dam Johansen Journalist
Højhuset på Viby Torv er blevet købt af ejendomsselskabet Dades, som også har planer om at udvide Viby Centret. Foto: Kim Haugaard

Det ikoniske højhus på Viby Torv er blevet solgt til stort ejendomsselskab - mulighed for flere etager er stadig i spil

Ejendomsselskabet Dades, som blandt andet ejer Viby Centret, har købt højhuset på Viby Torv, som blandt andet rummer Zleep Hotel.

Det sker som led i, at selskabet forbereder sig på at udvide Viby Centret med ny biograf, boliger og butikker.

Aros Forsikring, Zleep Hotel og restaurant Asia forbliver dog i bygningen, men Dades har planer om at give selve højhuset "en overhaling".

Selskabet holder også fast i muligheden for at lægge ekstra etager oven på bygningen, som helhedsplanen for Viby giver mulighed for, selv om der ikke er nogen konkrete planer om at udvide i højden lige nu.

Ejendomsselskabet Dades, som har store planer om at udvide Viby Centret, har opkøbt højhuset på Viby Torv, som blandt andet rummer Zleep Hotel. Planen er fortsat at drive hotel, men at give bygningen ”en overhaling”.

Med sine ni etager i tung modernistisk betonstil står højhuset på Viby Torv, som rummer Zleep Hotel og restaurant Asia, som et vartegn for Viby.

Højhuset har ligget på hjørnet af Skanderborgvej og Viby Ringvej siden 1960’erne og har de seneste 25 år været ejet af Aros Forsikring, som holder til på de to øverste etager af bygningen.

Men nu er det ikoniske højhus blevet opkøbt af ejendomsselskabet Dades, som også ejer Viby Centret og har store planer om at udvide indkøbscentret med op til 25.000 ekstra kvadratmeter med boliger, biograf og nye butikker.

I forbindelse med planerne om at udvide centret gav det mening at købe højhuset, fortæller Mohamad Awad, investeringsdirektør i ejendomsselskabet NREP, som forvalter Viby Centret på vegne af Dades.

- Først og fremmest har det været en fornuftig handel for Dades. Men når man forbereder sig på et større udviklingsprojekt på Viby Centret, så letter det typisk også processen at kontrollere hele området. Så købet har været en del af forberedelsen på den videre udvikling af centret, siger Mohamad Awad.

Der skal fortsat være hotel

For ejerne af højhuset, Aros Forsikring, gav det samtidig mening at sælge, fortæller administrerende direktør Morten Dissing.

- Vi har gennem tiden fået mange henvendelser fra nogen, der var interesserede i at købe bygningen. Nu følte vi, at vi fik et godt tilbud, som fik os til at overveje, om vi virkelig skulle blive ved med at forpagte et hotel og en restaurant - vi er jo først og fremmest et forsikringsselskab. Samtidig giver salget os mulighed for at sprede vores investeringer mere i stedet for at have så stort et aktiv i en enkelt ejendom, siger han.

- Så sammen med bestyrelsen valgte vi at sige ja til at sælge ejendommen til nogen, der både har lyst til og forstand på at udvikle og drive den, siger han.

Aros Forsikring bliver ved med at bo på de to øverste etager med deres cirka 60 ansatte, og Zleep Hotel fortsætter med at drive hotel i bygningen.

På den måde indgår højhuset ikke som sådan i planerne for udvidelsen af Viby Centret, fortæller udviklingsdirektør i NREP, Rasmus Meyhoff.

- Vi synes, det er rigtig, rigtig fint, at der ligger et hotel, og vi har ikke planer eller ønsker om, at der skal ske noget andet med bygningen end det. Vi er glade og tilfredse med de lejere og funktioner, der er i bygningen lige nu, siger han.

- Men en forskønnelse og en opdatering af den ejendom, som hotellet ligger i, indgår i overvejelserne omkring det samlede projekt. Vi vil rigtig gerne give højhuset en overhaling, siger han.

Udvide med flere etager?

I helhedsplanen ”Bedre by i Viby”, som tegner stregerne for den langsigtede udvikling af Viby, er der beskrevet en mulighed for at udvide højhuset opad med flere etager.

Den mulighed har den nu tidligere ejer Aros Forsikring tidligere undersøgt - uden at planerne blev realiseret.

Hos NREP er der dog ikke nogen aktuelle planer for at lægge ekstra etager ovenpå, siger Rasmus Meyhoff.

- Vi holder fast i muligheden for at udvide med ekstra etager, men vi er ikke sikre på, at vi vil gøre det. Der er nogle byggetekniske overvejelser i det. Derudover har der været eksempler på, at man har gjort noget lignende andre steder, hvor det er endt med at blive nogle meget, meget dyre kvadratmeter.

- Så spørgsmålet er, om man skal bruge krudtet på en anden måde for at løfte området, siger han.

Hans Christian Feindor-Christensen og foreningen Kulturhuset Viby C har sat sig for at totalrenovere Viby Præstegård og omdanne bygningen til et kulturhus, som kan give vibygenserne et nyt samlingssted. Foto: Kristine Dam Johansen

Forvandlingen af Vibys nedslidte præstegård til nyt kulturhus rykker et skridt nærmere

Den nystiftede forening Kulturhuset Viby C har nu købt den gamle præstegård ved Viby Kirke, som foreningen planlægger at totalrenovere og omdanne til et nyt kulturhus.

Foreningen drømmer om, at huset kan danne ramme om alt fra koncerter til foredrag, kunstudstillinger og fodbold på storskærm - og samtidig spille sammen med kommunens plan om at give Viby Torv mere liv og landsbystemning.

Efter den gamle præstebolig nu er købt, overtager foreningen huset 1. november, og formand Hans Christian Feindor-Christensen håber at kunne åbne dørene for de første arrangementer allerede denne vinter.

Der er dog lang vej igen med selve omdannelsen af bygningen til kulturhus. Næste skridt bliver at samle flere penge ind og komme i gang med projekteringen.

Den nystiftede forening Kulturhuset Viby C, som arbejder for at forvandle den gamle præstegård ved Viby Kirke til et kulturhus, har nu overtaget bygningen. Næste skridt er at komme i gang med projekteringen. Foreningen håber allerede at kunne afholde de første arrangementer til vinter.

Guderne skal vide, at den gamle præstegård ved Viby Kirke godt kunne bruge en kærlig hånd.

Den røde murstensbygning fra 1881 ser muligvis flot ud udefra, men indeni er kælderen ramt af skimmelsvamp, vinduerne er rådne, og huset er i det hele taget i så dårlig forfatning, at det ikke kan bruges som præstebolig.

Men den nystiftede forening Kulturhuset Viby C med menighedsrådsformand Hans Christian Feindor-Christensen i spidsen ser muligheder i huset.

Foreningen har store ambitioner om at totalrenovere og omdanne den gamle præstegård til et kultur- og forsamlingshus i Viby, som kan danne ramme om alt fra koncerter til foredrag, kunstudstillinger og fodbold på storskærm - og samtidig spille sammen med kommunens plan om at give Viby Torv mere liv og landsbystemning.

Foreningen drømmer også om at tilknytte en restaurant til huset, så det kan blive et sted, hvor vibygenserne kan gå ud at spise.

Den plan er nu rykket et skridt tættere på.

Foreningen har netop købt den gamle præstebolig af Viby Sogn og overtager den 1. november.

Flere kasketter

I forhold til overtagelsen af huset, er det vigtigt at bruge et øjeblik på at forstå Hans Christian Feindor-Christensens kasketter.

På den ene side sidder han som formand for foreningen Kulturhuset Viby C, der har købt præsteboligen. Samtidig er han menighedsrådsformand i Viby Sogn, som har solgt huset.

Salget har desuden skullet godkendes af Søndre Provsti, som blandt andet har til formål at føre tilsyn med sognets administration og økonomi, og her sidder Hans Christian Feindor-Christensen som medlem.

Hvordan har du undgået interessekonflikter i den her proces?

- Jeg har ladet andre godkende idé og planer om omdannelsen af præstegården til kulturhus. I menighedsrådet er der 13 medlemmer med stemmeret. I provstiet drøftes og besluttes en sådan sag uden min tilstedeværelse. Hvis de mener noget andet end jeg, kan de gennemtvinge stort set alt.

- Hele sagen og salget har også været en tur omkring stiftsjuristen, som har sagt god for processen, siger Hans Christian Feindor-Christensen.

Undgå boligbyggeri på grunden

Præsteboligen - uden brugsret til arealerne omkring huset - har været udbudt offentligt til salg til 1,5 millioner kroner baseret på en vurdering fra ejendomsmæglere.

Handlen har dog været behæftet med en betingelse om, at der skal drives kulturhus i bygningen, samt at huset skal renoveres. 

- Det har vi i sognet gjort for at gardere os imod, at nogle kunne finde på at lave en lokalplan med et helt andet sigte, for eksempel at bygge boliger eller erhverv på grunden midt i det kirkelige område. Udbudsbetingelserne gør, at der så vidt jeg ved, ikke har været andre mulige købere, der har henvendt sig, siger Hans Christian Feindor-Christensen.

Laves tilbygning med en scene

For at få penge til at købe præsteboligen har foreningen Kulturhuset Viby C samlet midler ind til en udbetaling via 10 sponsorer, heriblandt en række lokale virksomheder og foreninger i Viby.

Resten af beløbet for huset betales igennem pantebrev.

Foreningen har blandt andet åbnet for, at privatpersoner og virksomheder kan melde sig som medlemmer for at støtte projektet.

Næste skridt bliver at samle flere penge ind og komme i gang med projekteringen af selve ombygningen af huset.

Foreningen forestiller sig, at bygningen så vidt muligt skal bevares, som den er, men en del af ydermuren ud mod Viby Kirke skal efter planen fjernes for at etablere en tilbygning i haven med plads til en scene.

Den nystiftede forening Kulturhus Viby C planlægger at opføre en tilbygning (markeret med gul) til den nuværende præstebolig med plads til en scene (midtfor), mødelokale (tv), garderobe, toilet og tekøkken (th). Illustration: Jens-Jørn Rodevad, JJR Arkitektur

Derudover skal der blandt andet etableres nyt professionelt køkken, garderobe og toiletter, ligesom førstesalen skal renoveres, så der kan laves 3-5 rum, der for eksempel kan lejes af foreninger, som har brug for et sted at mødes.

Det afhænger dog alt sammen af, hvad kommunen giver byggetilladelse til.

Første arrangementer til vinter

Lige nu regner foreningen med, at hele projektet med renovering og etablering af kulturhuset vil koste mellem 20 og 25 millioner kroner.

Hvis alt går efter planen, kan det stå klar i løbet af to-tre år.

Men ifølge Hans Christian Feindor-Christensen ser foreningen lige nu på, om man allerede kan stable de første små arrangementer på benene i løbet af denne vinter.

Projektet kan løbende følges på www.kulturhusetviby.dk.

Byggeprojekt på Bernstorffsvej lagt i graven, borgermøde om Stavtrup Multihal og nyt supermarked i Viby

Her kommer et kort nyhedsoverblik.

Byggeprojekt mellem Skanderborgvej og Bernstorffsvej afvist

Foto: Kristine Dam Johansen

De stærkt kritiserede planer om at opføre boliger i 3-4 etager i kilen mellem Skanderborgvej og Bernstorffsvej i Viby er blevet endeligt afvist i byrådet. 

Da byggeprojektet først blev fremlagt for lokalpolitikerne for fire uger siden, mødte det stor kritik og blev kaldt en "klar ommer", blandt andet fordi projektet ikke tager tilstrækkelig hensyn til privatlivet for naboerne på Bernstorffsvej.

Efter en tur omkring byrådets tekniske udvalg har politikerne nu valgt at afvise forslaget til byggeriet helt. 

Derfor sendes det nu tilbage til forvaltningen, som sammen med bygherre skal komme med et nyt bud på udvikling på strækningen langs Skanderborgvej fra krydset ved Bernstorffsvej til Alboas gule murstensbygning Grønnegården.

- Udviklingen på området skal ske med respekt, og det er det signal, vi nu sender projektet tilbage til forvaltningen med, sagde løsgænger Jakob Søgaard Clausen på byrådets møde onsdag. 

Borgermøde om Stavtrup Multihal

Visualisering: Sleth

Hvis du vil blive klogere på multihalsprojektet i Stavtrup, kan du med fordel sætte kryds i kalenderen torsdag den 3. november.

Her inviterer Haludvalget under Stavtrup IF til borgermøde om halprojektet på Højvangskolen fra klokken 19 til 20.30.

På mødet vil udvalget blandt andet præsentere de næste skridt i projektet, efter Aarhus Kommune officielt har sat arbejdet med en ny lokalplan på Bispemarken i gang. 

Det bliver også muligt at se Sleth Arkitekternes tegninger over, hvordan hallen og arealerne omkring hallen skal se ud, som planen står lige nu.

Ny fredagsbar i Stavtrup

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Foreningen Kulturgryden har taget initiativ til en fredagsbar for alle borgere i Stavtrup tre gange i løbet af efteråret.

Den første fredagsbar løber af stablen nu på fredag den 7. oktober.

Det kommer til at foregå i fodboldklubben, hvor der vil være øl, sodavand og livemusik med "Grydebandet" fra klokken 15.30. Både børn og voksne er velkomne, skriver foreningen på Facebook.

De næste to fredagsbarsarrangementer er planlagt til den 4. og den 25. november.

Nordea Fonden uddeler penge til naturprojekter

Foto: Jan Knudsen 

Hvis du har idéerne, har vi pengene.

Sådan lyder budskabet fra Nordea Fonden til øst- og midtjyder - for eksempel i Viby og Stavtrup - som har en god idé til at skabe grønne åndehuller i deres lokalområde.

Med den såkaldte "Her gror vi-pulje" har Nordea-fonden øremærket 50 millioner kroner til initiativer, der flytter naturen ind i byerne og skaber grønne og blå samlingssteder, for eksempel vandlegepladser, byhaver eller lommeparker. Det skriver fonden i en pressemeddelelse.

Den 12. oktober inviterer Nordea Fonden til dialogmøde i Domen på havnen i Aarhus, hvor man kan få sparring på sin idé.

Der kan søges fra 200.000 kroner og op til 1 million kroner per projekt og både foreninger, bysamfund samt selvejende- og offentlige institutioner kan søge.

Der er to ansøgningsfrister: 16. november 2022 og 22. februar 2023.

Læs mere her.

Nyt discountsupermarked i Viby

Foto: Morten Ravn

Onsdag den 12. oktober åbner en helt ny type discountbutik i Danmark kaldet Basalt, og en af de første butikker kommer til at ligge på Viby Ringvej, hvor der tidligere lå en Netto.

Det skriver Århus Stiftstidende

Salling Group, som står bag den nye butikskæde, lover at hakke 15 procent yderligere af prisen i forhold til det prisleje, man i dag finder i de billigste discountforretninger som eksempelvis Netto.

For at lykkedes med det, kommer der ikke til at være varer på køl eller frost i butikkerne, da man på den måde kan nedsætte strømforbruget.

Derimod vil Basalt fokusere på at have et bredt udvalg af de mest basale dagligvarer på hylderne - pasta, havregryn, toiletpapir, bleer, tandpasta, langtidsholdbar mælk, mel og brød samt et grundlæggende udvalg af frugt og grønt.