Få overblikket: Her er 10 byggeprojekter, som kommer til at forvandle Viby de kommende år
Der er for alvor planer om nyt byggeri i Viby, som kommer til at ændre bydelen markant de næste 5-10 år.
I det vestlige Viby er der planer om et kæmpe såkaldt innovationsdistrikt kaldet The Spring, som skal huse 100 nye virksomheder og op til 3000 arbejdspladser.
Ved Ravnsbjerg er der boligbyggerier planlagt på Viby Bakke og Store Ravnsbjerg og en ny park ved rensningsanlægget.
Og i Viby C er der planer om et større Viby Center, boliger i op til otte etager samt dagligvareforretninger - og så er det stadig oppe i luften, hvad der skal bygges på henholdsvis Bjørnholms Allé og Bernstorffsvej.
Vi giver dig overblikket over de største byggeprojekter i Viby lige nu.
"Jeg arbejder i The Spring". "Jeg bor på Viby Bakke". "Jeg har et kollegieværelse ved AGF's klubhus". Eller hvad med: "Jeg nyder den smukke natur ved det gamle rensningsanlæg".
Ja, det er der næppe nogen i Viby, der går rundt og siger i dag. Men det kan de meget snart komme til, hvis altså de adskillige byggeprojekter, der er i støbeskeen i bydelen, bliver en realitet inden for de kommende år.
Vi giver dig et overblik og en status på de 10 største byggeplaner her.
Vandets svar på Silicon Walley kommer til Viby
Vi starter længst mod vest på et kæmpestort areal mellem Hasselager Centervej og Genvejen, som om 10-15 år vil være bedre kendt som ”The Spring”.
Her er der ambitioner om at omdanne et 80.000 kvadratmeter stort område til et såkaldt innovationsdistrikt for vandteknologi.
Nærmere bestemt skal området efter planen være hjemsted for over 100 virksomheder og op til 3000 arbejdspladser for iværksættere, danske og globale virksomheder, vandselskaber, forskere og studerende, der arbejder med vandteknologi.
Bag The Spring står Water Valley Denmark, der er en sammenslutning af aktører inden for den danske vandsektor, herunder Aarhus Vand.
Ifølge kommunen skal der efter planen bygges minimum 50.000 nye etagekvadratmeter på området, og det nye innovationsdistrikt kan få betydning for Viby som bydel, mener bystrategisk chef hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bente Lykke Sørensen.
- Forventningen er, at der bliver skabt rigtig mange arbejdspladser, og det vil også være med til at understøtte Viby. Vi håber, at The Spring ikke kun bliver et område med national, men også international interesse, for den måde vi arbejder med vand på.
- Hvis man skal tage store ord i sin mund, kan projektet sætte Viby på et internationalt landkort for innovation og udvikling inden for noget så vigtigt som den grønne omstilling og vandteknologi, siger hun.
Ifølge Bente Lykke Sørensen forventes lokalplansprocessen for området at gå i gang i 2023. Læs mere om projektet her.
Nyt boligkvarter på Ravnsbjergs store grønne område
På området Store Ravnsbjerg, som ligger på det sydlige hjørne af Skanderborgvej og Ringvej Syd, er der også store planer for en enorm grund, der er et af de sidste store byudviklingsområder i Aarhus.
Grunden har tidligere huset Arlas hovedsæde, men tidligere i år blev den købt af ejendomsselskabet 1927 Estate, som planlægger at bygge både boliger og formentlig også en del erhverv på det grønne område, som i dag består af mere eller mindre ufremkommelige skov.
Der er plads til at bygge 80.000 etagekvadratmeter på grunden, men hvad der skal bygges og hvor meget, er endnu uklart. Deleøkonomi er dog en af de værdier, som 1927 Estate kigger på i udviklingen af det nye boligområde.
- Kan vi lave nogle fælles faciliteter, hvor man går på kompromis med det gæsteværelse, man kun skal bruge fem gange om året, og i stedet får adgang til det i fælles regi? Og kan man bo på lidt færre kvadratmeter ved, at vi optimerer boligerne fuldstændig i forhold til de funktioner, som egentlig er vigtige, siger administrerende direktør i selskabet, Søren Hampen Kristensen.
Ifølge ham er Store Ravnsbjerg-grunden attraktiv for 1927 Estate, fordi der er god infrastruktur og gode muligheder for at komme til området med cykel, bil og offentlig transport. Derudover er der gode forbindelsesmuligheder til færgen og motorvejen.
Men området er ifølge kommunen ikke helt uproblematisk. Landskabet og trafikstøjen fra Skanderborgvej og Ringvej Syd sammenlagt med vibrationer fra jernbanen kommer til at lægge begrænsninger på, hvordan området kan bebygges.
1927 Estate regner med at kunne gå i gang med at bygge på Store Ravnsbjerg om et par år.
Jyllands-Posten bliver til Viby Bakke
Jyllands-Postens tidligere avishus, som står øde hen bag tunge terrorhegn på Grøndalsvej, skal i de kommende år rives ned, så nye beboere kan flytte ind i et nyt boligområde, som er blevet døbt Viby Bakke.
Ejendomsudvikleren KPC's plan er at bygge omkring 500 boliger på området i en kombination af lejligheder og rækkehuse, hvoraf cirka 10 procent bliver almene boliger. Derudover skal der gøres plads til erhverv.
Det samlede areal er på cirka 70.000 kvadratmeter og tæller dels grunden, hvor Jyllands-Postens tidligere hovedsæde ligger i dag samt grunden nord for Grøndalsvej, hvor store dele i dag er bevokset med træer.
Foruden boliger planlægges der en daginstitution med tilhørende legeplads og et offentlig tilgængeligt grønt områder med blandt andet regnvandssøer.
- Med kombinationen af rækkehuse, etageboliger, almene boliger og en daginstitution tænker vi, at området kan blive attraktivt for mange forskellige aldersgrupper. Vi vil gerne udvikle området, så det bliver så blandet som muligt, og vi arbejder også med, hvordan vi kan indpasse seniorer i området, siger Johan Gottschalck, udviklingsdirektør i KPC.
Et færdigt lokalplansforslag for området forventes at blive fremlagt for byrådet inden årsskiftet.
Fra rensningsanlæg til grønt parkområde
De nye beboere på Viby Bakke og resten af beboerne omkring Ravnsbjerg får ikke langt til et nyt grønt parkområde, som i de kommende år skal opføres på arealet, hvor Viby Rensningsanlæg ligger i dag.
Rensningsanlægget skal lukkes, og i stedet skal der etableres større regnvandssøer, som dels kan opsamle og forsinke og de store mængder regnvand, som forventes at løbe igennem Viby i fremtiden og dels fungere som et rekreativt område.
Det er Aarhus Vand, som er primus motor på projektet, og foruden regnvandssøerne kommer der beplantning og stiforbindelser igennem det meste af området, så det bliver muligt at lufte hunden eller løbe rundt om søerne.
På den måde bliver området åbnet i modsætning til i dag, hvor der er hegn hele vejen rundt om Viby Rensningsanlæg.
Etageboliger langs Søndervangs Allé
Kører du en tur forbi Viby Gymnasium, kan du se, at området på den anden side af Søndervangs Allé lige for tiden er spærret af hegn, hvor gravkøer og håndværkere er i gang med at rive ned for at gøre plads til at bygge nyt.
Den gamle OK-tank på hjørnet af Søndervangs Allé og Ringvej Syd er allerede jævnet med jorden, og her skal der opføres et boligtårn i fem etager med en ny, stor Netto i stueetagen.
Bygningen skal i fremtiden fungere som et slags vartegn, der markerer indgangen til Viby Syd.
Længere nede ad Søndervangs Allé skal det gamle, nedslidte og grafittimalede centerområde erstattes af etageboliger med cirka 35 moderne lejligheder samt grønne torveområder.
Derudover skal der opføres cirka 23 nye rækkehuse, som etableres i to etager og placeres i klynger med fælles gårdrum.
KPC står for byggeriet, og her kan du læse hele planen for udviklingen på området, som byrådet vedtog i marts.
Et helt nyt Viby Center
Viby Centret, som vi kender det, kan komme til at se markant anderledes ud i løbet af de kommende år.
Ejendomsselskabet NREP, som forvalter indkøbscentret ved Viby Torv, har anmodet Aarhus Kommune om at udvikle og udvide Viby Centret med op til 25.000 kvadratmeter.
Blandt planerne er at etablere en biograf, en ny dagligvareforretning, restauranter og caféer i bygningen, som i dag ligger ved siden af centret og blandt andet rummer Danske Bank. Det indebærer formentlig, at bygningen skal rives ned og bygges op fra ny.
Derudover ønsker NREP af lave en tilbygning til centret ud mod Viby Ringvej, hvor der i dag er parkeringspladser. Her lægger ejendomsselskabet op til at bygge etageboliger i fem etager og helt op til otte etager på hjørnet af ringvejen og Ormslevvej.
Aarhus Kommune har dog endnu ikke taget endelig stilling til, om planerne holder sig inden for kommuneplanens rammer, og om der kan igangsættes en egentlig lokalplansproces for omdannelsen af Viby Centret. Projektet er derfor fortsat på et tidligt stadie.
Ny dagligvarebutik og lejligheder langs Viby Ringvej
Over for Viby Centret på parkeringspladsen mellem McDonalds og Q8-tanken langs Viby Ringvej, skal to nye boligbyggerier efter planen skyde op i de kommende år.
En ny lokalplan er ved at blive udarbejdet for arealet, som i dag primært består af en stor parkeringsplads. Her ønsker ejendomsselskabet Innovator at opføre etageboliger med 60-70 nye lejligheder, tagterrasser med drivhuse og en dagligvareforretning i stueetagen.
To nye bygninger er på tegnebrættet: Den ene bygning bliver kaldt Længehuset og skal løbe langs med Viby Ringvej umiddelbart foran Alboas gule lejlighedskompleks på Vestergårdsvej, som ligger på området i dag.
Den anden bygning kaldes Hjørnehuset og skal placeres længst oppe mod Q8-tanken. Den skal ifølge forslaget være i fem etager.
Forslaget til den nye lokalplan blev for nylig diskuteret i byrådet, hvor de fleste politikere var positivt stemte, men til dels også bekymrede for blandt andet trafikafviklingen på arealet, som ligger lige ved Viby Torv.
Lokalplansforslaget er i høring frem til 31. oktober, hvor du kan give dit besyv med.
Kollegiebolig til AGF's unge talenter
Et mindre byggeprojekt, som er på tegnebrættet i Viby, planlægges ved AGF's klubhus på Terp Skovvej i Fredensvang.
Her ønsker AGF at opføre en kollegiebygning til unge fodboldtalenter i umiddelbar forlængelse af deres klubhus ud mod Midtagervej.
I første omgang var der lagt op til at etablere 60 kollegieboliger, men efter en indledende høringsfase i 2021 og en del protester fra naboerne, er projektet nu reduceret til 19 mindre boliger.
Kollegieværelserne vil give klubbens unge spillere på 15 til 18 år mulighed for at bo helt tæt på træningsfaciliteterne, og det har stor værdi for klubben, siger projektleder Bo Jensen.
- Hvis vi skal være konkurrencedygtige med de andre klubber i Danmark, der er dygtige til talentudvikling, så kræver det, at vi har akademiboliger, hvor spillerne kan bo og træne samme sted, så de får en sammenhængende hverdag.
Han forventer, at den planlagte kollegiebolig i alt vil kunne rumme unge 36 spillere og en fastboende leder.
Det endelige forslag til en ny lokalplan for området er netop færdiggjort og bliver efter planen fremlagt for byrådet i løbet af de kommende uger.
Ny plan for byggeri mellem Skanderborgvej og Bernstorffsvej
Det sker ikke så tit, at byrådet beslutter helt at afvise et forslag til et nyt byggeri, men det er imidlertid tilfældet med det stærkt omdiskuterede lokalplansforslag for området mellem Skanderborgvej og Bernstorffsvej i Viby.
Her har Raundahl & Moesby A/S ellers i tre år arbejdet med planer om at etablere et etagebyggeri, som i det endelige forslag endte på 3-4 etager med altaner og gårdhave ind mod de bagvedliggende villaer og haver på Bernstorffsvej.
Naboerne har dog hele vejen igennem kæmpet imod planerne, som de mener fratager dem deres privatliv og ikke passer ind i kvarteret, som primært består af villaer fra 1920'erne og 1930'erne. Og det var byrådet altså enige i.
Lokalplansforslaget er derfor nu sendt tilbage til forvaltningen i Aarhus Kommune, som sammen med bygherre skal komme med et nyt forslag til byggeriet. Naboerne har selv forslået at opføre rækkehuse med respektafstand til de eksisterende villaer.
Faldefærdigt og utrygt område ved Bjørnholms Allé skal omdannes - men hvordan?
På Bjørnholms Allé i Viby er et andet byggeprojekt for nylig blevet droppet. Byrådet vedtog ellers i 2021 en ny lokalplan for området omkring det gamle gasværk. Planen var at opføre 300 boliger - heraf 200 private boliger i op til fem etager og 100 almene ungdomsboliger.
Men borgere og grundejerforeninger klagede over byggeprojektet til Planklagenævnet, som for nylig gav medhold. Ifølge nævnet er lokalplanen nemlig i strid med Planloven, fordi den ikke lever op til kravene til, hvor meget togstøj der må være i et nyt boligområde.
Derfor skal Aarhus Kommune nu til at finde ud af, hvad der så kan bygges på området.
I mellemtiden klager naboer over, at de føler sig utrygge i området, hvor hærværk og forfald breder sig.
Bygherren Høgh & Rousing har dog ifølge Århus Stiftstidende endnu ikke taget stilling til, om man vil sikre - eller måske ligefrem bulldoze - de hærgede ejendomme nu, hvor der let kommer til at gå mindst et år, før der bliver vedtaget en ny lokalplan for boligbyggeri på grunden.