De findes på næsten alle væggene i det lille kolonihavehus. Malerierne.

Alle minder de Erik om hans kone Jette.

Om hendes kreativitet og skabertrang. Om de utallige momenter, de delte sammen gennem et 36 års forhold. Om de hårde perioder med hendes stress og kræft, hvor mange af malerierne blev til. Om hans sorg over, at hun ikke længere maler her i kolonihavehuset.

Men mest af alt minder de ham om kærlighed.

Søndag 19. marts udstiller han en række af hans yndlings på Constantia2 i Viby ikke langt fra kolonihaven.

- Måske er det mit forsøg på at genoplive hende. At give hende nyt liv i en tid, hvor jeg virkelig savner hende i hverdagens mange timer, forklarer Erik Larsen og kigger lidt stille rundt i det farverige rum.

- Hun var aldrig selv særligt god til at komme ud med sin kunst. Men jeg synes, at jeg gerne vil vise folk, hvilke smukke ting hun satte i verden. Hvor god, positiv og konstruktiv hun var i en tid, som bestemt ikke var nem.

I december 1984 skulle en 29-årig Erik Larsen være med til at opføre midnatscabareten på Øst for Paradis. Stemningen på aftenen var fornøjelig, og i baren stod den to år yngre biografoperatør, Jette Koefoed Jørgensen.

De kom begge fra hvert deres hjørne af Danmark - han fra nordjyske Aars og hun fra sjællandske Ringsted - og den aften slog det gnister mellem dem. De var hver især taget til storbyen for at jagte egen vej ind i kunstens verden.

- Jeg blev uddannet gymnasielærer i musik og spillede i band, mens hun gik på Det Jyske Kunstakademi og malede, fortæller Erik Larsen.

I 1986 fik de første barn, en søn. Året efter deres datter. Og i 1992 fuldendte de børnetrioen med endnu en søn. Alle voksede de op og fandt på en eller anden måde deres vej ind i kunsten også, ligesom forældrene.

- De har jo ikke lært noget fra os. Den slags kan man jo ikke leve af, griner faderen.

Erik Larsen forsøgte sig selv med på flere måder at leve af musikken. Som gymnasievikar. Som musiker på spillesteder. Som booker for bands - endda den første for Michael Learns to Rock.

Men det lykkedes ikke rigtigt. Til gengæld var det godt, at han havde Jette.

Jette Koefoed Jørgensen var ud af en særligt entreprenant familie. Hun skød om sig med idéer, der skulle sættes i verden. Hvor Erik så fuldendte den dynamiske duo med at være god til at eksekvere på idé efter idé.

Det var Jettes idé at købe kolonihavehuset i Viby i sin tid. Hun skulle jo have mulighed for at komme tæt på natur og male. Hun kom også på, at hun ville uddanne sig videre inden for computergrafik.

- Vi lavede et computerspil på en CD-rom, som vi kaldte "De små klikker". Det var sange fra "De små synger", men hvor sange stoppede undervejs, og børnene så skulle gætte og klikke på det rigtige næste ord i sangen, fortæller Erik Larsen og tilføjer:

- Jeg klarede det musiske, mens hun og en veninde klarede det grafiske. Og sådan prøvede vi at lære de klassiske børnesange til børn gennem interaktiv leg.

Det blev ikke en lige så stor succes, som de havde håbet.

- Vi prøvede at sælge det til "De små synger" i anledning af bogens 50-års jubilæum, men det var de ikke interesserede i. Vi solgte en masse eksemplarer til Danmarks Lærerforening, som de delte ud til deres medlemmer, kan han huske.

- Så næh, det var ikke det store, vi tjente. Derfor er det stadig én af de projekter, jeg er mest stolt over, at vi lavede sammen.

I stedet kom den økonomiske sikkerhed gennem restaurationsbranchen. Jettes søster og søsterens ægtefælle åbnede flere caféer i slut-80'erne og 90'erne. Først Café Jorn (i dag Café Jorden), så Café Smagløs, så Café Sidewalk.

- I mig så de en mellemleder, de kunne stole på. Så hver gang en ny café skulle sættes i verden, var jeg blandt andet med til at hjælpe med det. Det var også, hvad der gav Jette idéen om, at vi skulle åbne vores eget på et tidspunkt.

En anden kontrast hos den dynamiske duo var, at Erik havde en ro ved de ting, som han kastede sig ud i. Hvorimod Jette grundet hendes mange tanker havde en tendens til at bekymre sig.

Da parret selv åbnede Suppestegogis ved Åboulevarden i 2007, blev en udbygning ved åen forsinket, som gjorde det svær for århusianerne at tilgå deres café. Året efter ramte finanskrisen.

- Det var nogle hårde år. Vi havde fint med kunder, da åen først "åbnede op", men vi måtte løbe hurtigt, og det var aldrig helt nok, siger Erik Larsen.

- De år var nok en stor del af det, der knækkede hende, da hun i 2014 gik ned med stress.

Som om de to ikke havde været uheldige nok, blev Jette i 2015 diagnosticeret med lungekræft. Hurtigt blev hun opereret og troede egentlig, at kræften så havde forladt hende, inden den igen dukkede op i 2018.

Ind imellem de to diagnoser blev deres ældste søn ramt af to alvorlige hjernerystelser, hvor Jette måtte tilbringe en del tid i København.

Til gengæld skete der noget med Jette, efter stressen og kræften kom ind i parrets liv, lagde Erik mærke til.

Hvor han kunne abstrahere fra det hele ved at "holde Suppestegogis-biksen flydende" ved åen, fandt hun amerikanske Byron Katies positivpsykologiske tilgang The Work som en stor hjælp til at håndtere situationen.

- Første kemo og stråling, hun fik, var ikke så slem, men det var forløbet anden gang, hvor kræften kom tilbage. Det gjorde hende enormt træt, men alligevel vil jeg aldrig sige, at Jette "kæmpede" med kræft, forklarer Erik Larsen.

- Hun levede med den. Hun kunne jo ikke ændre på det, så hun måtte få det bedste ud af det hele. Leve i nuet.

Hun vinterbadede på Aarhus Ø. Hun cyklede ud til kolonihaven ved Brabrandsøen, hvor hun fandt ekstra ro i havearbejdet. Og hendes malerier blev mange, mange flere i kolonihavehuset - med et helt nyt udtryk.

- Før kræften malede hun meget abstrakt. Ting, som kunne svære at tyde. Men efter diagnosen begyndte hun at male efter motivet på fotos af venner og familie, siger Erik og peger rundt i rummet.

- Som du kan se, er der en del af mig, vores børn og børnebørn. Hun malede dem aldrig præcist, som de var på fotoene. Hun tilføjede farver og fandt forskellige stemninger frem, som kun hun kunne det. Det behøvede ikke at være glade farver, men jeg tror, at hun fandt mest glæde i at male de glade momenter.

- Hun har aldrig snakket så meget om dem, men jeg synes virkelig, at man kan mærke kærligheden til de mennesker, som er på dem.

Det sidste år og de sidste måneder var ikke rare for de to. Igen ramte de ind i uheld, da de i 2021 blev indlagt på Hospice midt under corona-pandemien.

Kun fem gæster var tilladt udefra. Hver dag skulle de gennem corona-tests, og de kunne ikke gå ud til kulturelle arrangementer, som de ellers havde håbet. Der var heller ingen at gå ud til.

- Som om det ikke var nok fik Jette også en blodprop i højre arm. Hendes malehånd. Så det blev umuligt for hende at male det sidste stykke tid, fortæller Erik Larsen.

- Alligevel havde hun mod på livet helt til det sidste.

12. marts 2021 gik Jette Koefoed Jørgensen bort.

Tilbage stod Erik uden den sjæleven, som har sat farve på hans liv de sidste 36 år. Alle hendes idéer, hendes kreativitet og skabertrang. Hendes positive måde at se verden på.

- Hun var et fantastisk nærværende, klogt og søgende menneske, som vores tre dejlige børn og jeg mistede alt for tidligt, siger han.

- Det gør også ondt her to år efter. Jeg mangler hende meget i min hverdag, hvor sorgen stadig fylder. Jeg snakker gerne om dét og vores historie, for jeg kan mærke, at det hjælper på sorgen.

Hvilket også er en af grundene til, at han nu bringer hendes kunst ud i verden.

- Hun lever jo videre i det hav af malerier, tryk og tegninger, hun har frembragt. Det nytter ikke, at de bare står her. De skal ud af kolonihavehuset og opleves, mener Erik Larsen.

Og så håber han, at Jettes historie og udvikling kan være med til at sætte malerierne - og livet - i perspektiv hos dem, der kommer og går i Constantia2. Udstillingen kalder han "Jettesminde".

- En anden overskrift på udstillingen kunne være "Nuets kraft". Ud over at de forestiller de mennesker og momenter, der lå hende allermest nær, er de fleste malet i en periode, hvor hun virkelig arbejdede med sig selv og begyndte at se ting i et helt nyt lys.

Dagen for ferniseringen ligger ikke helt tilfældigt på 19. marts, da det er datoen for Jettes bisættelse.

Erik rejser sig fra stolen og peger ud af vinduet i det lille atelier, hvor han har udsigt over Brabrand Sø.

- Intet var tilfældigt med Jette. Hun blev bisat lige på den anden side af søbredden på Brabrand Kirkegård, fortæller han og kniber en tåre.

- Stedet her var hendes frirum midt i det hele. Hvor hun selv kunne stå og kigge ud over søen, mens hun malede.

Af samme grund bruger Erik stort set hver dag nogle timer i kolonihavehuset.

- Når jeg så sidder her og spiller på mine instrumenter, kan jeg kigge over til hende. Jeg kan kigge rundt på malerierne og alle vores minder. Mindes Jette og alt, hun var.

Smadrede kælderrumsruder. Påsatte containerbrande. Fyrværkeri skudt mod omgivelser og ordensmagten.

Hærværk i Rosenhøj kan næppe siges at være en nyhed, og ej heller kan huslejestigninger grundet mængden af vandalisme.

I år har beboerne i boligforeningen Århus Omegns afdeling i Rosenhøj fået en huslejestigning på lidt over fem procent.

En af grundene til dette er netop, at man har måttet betale 108.500 kroner på udbedring af hærværk.

- Vi har personligt været udsat for hærværk ved vores egen adresse. For eksempel navne overstreget med tusch på dørtelefonen, navneskilte på postkassen ødelagt, skiltet ved vores dør i opgangen brændt af, fortæller Gudrun Björk Marinosdottir, som også på et tidspunkt fik smadret tre ruder i hendes families egen bil.

- Ud over alt dette efterlader og smider nogle beboere utrolig meget skrald ud på vores fælles arealer, som gør, at vores viceværter skal bruge tid på at samle det op.

Gudrun Björk Marinosdottir har boet i Rosenhøj siden 2019 med sin mand og to børn, hvor den ene nu er flyttet hjemmefra.

- Vi er utroligt glade for at bo herude, især fordi vi kan være uden bil og har gode offentlige transportmuligheder, siger Rosenhøj-borgeren.

Efter de mange containerafbrændinger i området og urolighederne nytårsaften har hun dog grublet en del over, hvad den slags koster.

- Vi er nervøse for, hvor meget hærværket kommer til at betyde for den fremtidige husleje.

Før hendes families tid i området var 2017 det hidtil slemmeste år, hvad angår hærværk. 700.000 kroner lød hærværksudgifterne dengang på, hvilket dengang også kunne mærkes på huslejen.

Skal - og må - huslejen justeres efter hærværk, og hvornår bliver nok egentlig nok?

- Ja. Når vi har med almene boligbyggerier at gøre, gælder andre regler end den private lejelov, siger Hans Henrik Edlund, som er juraprofessor ved Aarhus Universitet og desuden formand for Huslejenævnets nordre nævn i Aarhus.

- Udgifter skal afspejles i huslejen. Ellers er der ikke andre, som betaler for udbedringer af hærværket.

Han henviser til almenlejeloven og fortæller, at regnskab og huslejestigninger desuden skal godkendes af afdelingsbestyrelsen og beboerne.

- Nogle gange kan der også findes løsninger, hvor det ikke fører til huslejestigninger, men kan trækkes fra andre poster. Eller udgifterne kan spredes ud over tid og gøre stigningen mindre, siger Hans Henrik Edlund.

- Sidstnævnte hjælper bare ikke, hvis hærværkmagerne bliver ved år efter år med at udøve hærværk.

En løsning kan også være en bedre og mere dækkende forsikring hos boligforeningen, der udbedrer alle skader.

- Men også dette koster jo ekstra penge, som falder tilbage på beboernes huslejer, forklarer juraprofessoren.

- I forvejen er huslejen af samme grund ofte ret lav i områder som Rosenhøj.

Er der ellers noget, beboerne kan gøre for, at udgifterne for hærværk ikke går direkte til dem?

- Der er sådan set ikke så meget at gøre end at finde frem til, hvem uromagerne er. Enten ved at oplyse, hvem de er, eller ved at fange dem på kamera eller andet, siger Hans Henrik Edlund og tilføjer:

- Mange private som almene boligbyggerier har eksempelvis kameraer i dag. Nogle budgetterer også bare med, at der er en pulje til udbedringer af hærværk. Så ligger det mere fast hvert år.

Selv hvis man fanger personen bag hærværket og retsforfølger denne, er det ikke altid ligetil at få personen til at betale.

- En dom for hærværk ændrer ikke på noget for beboerne, hvis den dømte ikke har nogen midler til at kompensere for skaderne, forklarer Hans Henrik Edlund.

- Så står boligforeningen ikke bare med udgiften til hærværket, men man skal så også betale sagsomkostningerne. Derfor er det ikke altid det værd at gå i gang med en sag.

Sidste - og måske mest effektive - middel er at stoppe hærværket, før det sker. Hvad man også ser Østjyllands Politi, beboere i Rosenhøj og lokalpolitikerne prøve på.

Viby-StavtrupLIV har forsøgt at få en kommentar fra formanden for afdelingsbestyrelsen i Rosenhøj, men dette har ikke været muligt.

ㅤㅤㅤㅤㅤ