Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Viby-StavtrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Viby Centret kan ændre sig markant om nogle år - men hvad bør der ske af nye tiltag, hvis det stod til dig? Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Hvad mener du, at Viby Centret mere skal kunne?

Vi går om ganske få momenter påskeugen i møde. Hurra for helligdage, snapse og ... genopstandelser!

Selv om det kunne være festligt at sætte fokus på en god Høker, skarp Aalborg Akvavit eller noget hjemmebryg, vil jeg i nyhedsbrevet her komme mest omkring sidstnævnte.

Genopstandelse.

For i en tid, hvor man ser et center som City Vest være inde i sin evigt-ond spiral, hvor butikkerne flytter eller forgår på stribe, er det vigtigt for mig at sætte dit fokus på Viby Centrets ve og vel.

Bevares. Jeg tror, at det går udmærket i vores lokale storcenter.

Derfor skader det intet at have fremtiden for øje, for et storcenter skal udvikle og forny sig, så det både bibeholder de gængse brugere og tiltrækker flere nye.

Som vi har nævnt før, er en ny plan for Viby Centret måske på vej. I den ombæring tog jeg ned på centertorvet for at høre, hvad brugerne egentlig mener, at centret mangler.

Hvad synes du selv, at Viby Centret mangler? Måske er lige netop din idé værd at tage med videre, når centret om nogle år skal laves om og herefter rejse sig på ny.

Jeg tager gerne imod dine gode idéer på mail mihje@jfm.dk. Måske vi ses i centret en dag.

En helt anden genopstandelse, som du også finder her i nyhedsbrevet, er den, som Stavtrup IF Fodbold har begået ved at finde en ny formand.

Ingen ny formand havde meldt sig i februar, så meget af marts så dyster ud, i forhold til om klubben så ville overleve eller lukke helt ned.

Men det lykkedes. Gudskelov. Og mig, der ellers ikke er særligt religiøs.

God læselyst - og det mener jeg uden aprilsnar!

Billede af Mikkel Hamann Johnsen
Billede af skribentens underskrift Mikkel Hamann Johnsen Journalist
Hvad siger de forskellige brugere af Viby Centret om centerfaciliteterne? Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Viby Centret skal udvides, men hvad mangler der? Her er, hvad brugerne selv foreslår af ønsker

Lige nu ligger lokalplanansøgningen for, hvordan og hvornår Viby Centret skal udvides, i venteposition hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Der går altså lidt tid, ja, flere år, før centret får sin nye facade og endelige udvidelse.

Imens kan brugerne få lov til at sige, hvad de mener, at det "nye" center skal indeholde: Flere p-pladser, flere specialbutikker, mere ophold og en stor, rigtig café.

Generelt ser de også frem mod muligheden for at få en større biograf til Aarhus Syd, men generelt synes både unge og ældre brugere, at centret allerede indeholder tilstrækkeligt med godt.

Viby Centret står i de kommende år over for en mulig udvidelse, så Viby-StavtrupLIV tog på tur på centertorvet for at høre om, hvad brugerne synes om det - og hvad de mener, de mangler.

Over et halvt år er det nu, siden nyheden om en udvidelse af Viby Centret ramte Viby-StavtrupLIVs spalter og din indbakke.

Nedrivning af Danske Bank-bygningen, nye opholdsrum på torvet, en biograf, en restaurant, endnu en dagligvarebutik, nye lejlighedsboliger og spritny rød facade.

Det er ikke så lidt, som ejendomsselskabet NREP har planlagt i deres forslag til centerudvidelsen. Seneste nyt er dog, at lokalplan-ansøgningen stadig ligger hos Aarhus Kommune.

- Andre sager er af Teknik og Miljøs ledelse blevet prioriteret, og derfor er sagen fortsat i intern behandling ved ledelsen, lyder det i en mail fra projektleder Ninna Møller til Viby-StavtrupLIV.

Mens vi venter, må det være en god mulighed for at spørge Viby Centrets faste brugere, hvad de håber på, at udvidelsen af centret ellers fører med sig.

Generelt bliver der efterspurgt flere specialbutikker, en boghandel, en café, en børnetøjsbutik og flere lettilgængelige p-pladser.

Men lad os dykke ned i nogle af ønskerne - og personerne bag dem:

Mere tøj til de unge

Sofie Johansen bor i området og kommer ofte i centret, mens hendes følgesvend Sebastian Jakobsen her var i Viby Centret for allerførste gang. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

- Jeg synes egentlig, at der er alt, som jeg forestiller mig. Jeg synes, der er det hele, siger Sebastian Jakobsen.

- Vent, det mener du ikke, vel? Der kunne gøres en masse ting bedre, siger Sofie Johansen og kigger næsten overrasket på sidemakkeren.

Sidstnævnte er også den, som kommer i Viby Centret oftest. Hun bruger mest Føtex og Matas som butikker, for de andre har ikke rigtigt udvalg til hende.

- Jeg synes, at der mangler tøj til yngre kvinder. Der er rigtigt meget herre- og kvindetøj til +50, men der mangler mere fokus på os under 30, siger den 18-årige centerbruger.

Hvad med udsigten til en biograf?

- Det kunne godt være noget, der fik mig til at bruge mere tid i centret, svarer Sofie Johansen.

- Jeg ville nok ikke bruge den, siger Sebastian Jakobsen, mens han ryster på hovedet.

Siddepladser og endnu en sportsbutik

Sara Bryndis (12 år), Emil Bartels (12) og William Christensen (11) bruger tit lidt momenter efter skoletid på at sidde i centret, hygge og slappe af. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

På bænken ikke så langt fra indgangen sidder tre af centrets yngre brugere. Her sidder man ikke særligt behageligt, synes de.

- Vi kunne nok godt bruge flere steder, hvor vi kan sidde. Flere borde og bænke og stole med ryglæn, nævner William Christensen.

Han og vennerne Sara Bryndis og Emil Bartels kommer fra en af de lokale skoler, og de bruger mest af alt Normal-butikken i centret og kan også godt lide maden i centret fra tid til anden.

- Hvis vi skulle bruge centret mere, skulle der nok være en sportsbutik, som sælger fodboldtrøjer og -udstyr, foreslår Emil Bartels, der ligesom de to andre går til fodbold. De nævner især Unisport-butik som en mulighed ligesom den ene, som findes i København.

Da snakken falder på biografen, kigger de tre på hinanden med åbne, overraskede munde og øjne fyldt med forventningens glæde.

- Orgh, det ville være fedt! udbryder Sara Bryndis som den første.

En rigtig café

Steffen Andersen synes, at Viby Centret gemmer på det meste af dét, som er vigtigt. Et apotek, en dagligvarebutik, fitnesscenter, spisesteder og lidt tøjbutikker. Men mere af sidstnævnte ville ikke gøre noget. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

- Om vi mangler noget i centret? Neeej, ikke umiddelbart, siger 40-årige Steffen Andersen.

- Vi har i forvejen rigeligt med spisesteder i området, så det er ikke den slags, vi mangler.

Han slapper lidt af for foden af trappen til Fitness X, hvor han er et par gange om ugen. I den forbindelse plejer han også at købe ind i Føtex, som han er rigtig glad for.

- Jo, vent. Ikke et spisested, men en kaffebar. En rigtig café kunne vi godt bruge, foreslår han.

- Om det bliver noget som Espresso House eller noget mere lokalt, er ikke vigtigt for mig, men vi mangler et større sted, hvor man kan sætte sig i lidt tid og nyde forskellige slags af kaffe.

Fortsat fokus på handicapvenlighed

Ægteparret Elisabeth og Bent Strunge bor i Stavtrup og bruger Viby Centret omtrent ugentligt. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Elisabeth Strunge og ægtemanden Bent Strunge har trådt ned af centergulvet, fra før centertorvet fik sit overdækkende tag.

- Som tidligere plejehjemsansat gør det mig glad, at centret er så handicap- og kørestolsvenligt. Det må det gerne fortsætte med, når de udvider centret, ønsker Elisabeth Strunge, som også roser personalet i centret for at være venlige og imødekommende.

Egentlig har de også alt, hvad de skal bruge i Viby Centret. Handlemuligheder, apotek og skoforretninger.

Men hvad med muligheden for restaurant og biograf?

- Altså, nu er vi ikke så tit i biografen. Men det sker da et par gange i løbet af året, og så ville det være rart ikke at skulle helt ind til midtbyen, indrømmer Bent Strunge gerne og tilføjer:

- Bliver der lavet en restaurant til den, kan det sagtens tænke, at vi også vil benytte den i samme forbindelse.

Flere tøjmuligheder

Marie Madsen er tidligere Viby-bo, men tager nu turen fra Hovedgård for at kunne besøge centret - her venter hun blandt andet på, at hendes kæreste skulle få fri. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

For ikke så længe siden flyttede 39-årige Marie Madsen til Hovedgård, men hun kommer fortsat i sin hjemlige Aarhus-bydel for at besøge Viby Centret cirka hver anden fredag.

- Hvis jeg skulle bruge mere tid i centret, måtte der gerne være endnu mere, jeg kunne gå at kigge på. Flere tøjbutikker og -muligheder, siger hun.

For hende vil biograf- og madmuligheder ikke rigtigt betyde det store for at fastholde hende længere.

- Før i tiden gik jeg meget i biografen, men siden mit barn blev lidt ældre og ikke længere vil det, er det lidt kedeligt at gå i biografen alene, griner Marie Madsen.

- Men jeg kan sagtens se, at det ville gøre noget godt for centret. Helt bestemt. Men butiksudvalget er klart vigtigst.

Som den eneste, Viby-StavtrupLIV taler med på dagen, nævner hun også Mercur Kiosk som hendes et af hendes go-to-steder.

Flere madsteder og mere ophold

Mathias Ryberg (tv.), Simon Lindemark og Jakob Laustsen går på handelsskolen ikke så langt fra Viby Centret. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Tre, der til gengæld er glade for madudvalget, er tre handelsskoleelever i form af Mathias Ryberg, Simon Lindemark og Jakob Laustsen.

De bruger næsten hver frokostpause fra skole i Viby Centret på at hente lidt at spise. Gerne hos The Burger Koncept

- Det ville ikke gøre mig noget, at der kom større madudvalg. De laver i forvejen en ond (altså god, red.) shawarma derovre, siger Jakob Laustsen og peger ud mod den anden side af Skanderborgvej.

- Men der kunne godt være et bredere udvalg af mad, som man hurtigt kan tage med.

I forvejen er der sushi, pølsebod og det nævnte burgersted som muligheder i centret.

Fordi ingen af de tre bor i 8260, bruger de ikke centret i deres fritid. Det kunne en biograf dog godt ændre på, men det må gerne være med små, intime biografsale.

- Jeg kan også godt lide, at centret er så kompakt. At det er megahurtigt at gå fra den ene ende til den anden, og at du har det hele her, mener Simon Lindemark, hvortil Mathias Ryberg tilføjer:

- Hvis det bliver udvidet, behøver de ikke at ændre på den del. Det skal ikke tage længere tid at gå igennem det, men de må gerne sørge for, at vi kan være her mere. Mere ophold, flere sidesteder.

Det ville være en skam, hvis kunstgræsbanen, som Stavtrup IF Fodbold havde kæmpet for, nu skulle til at stå helt stille efter Peter Kaarups farvel til formandsposten. Heldigvis for ham og klubben trådte Lasse Gross-Nielsen, et barn af byen, samt flere nye bestyrelsesmedlemmer til. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Klubbens fremtid hang i en tynd tråd, men nu træder et barn af byen til som formand: - Når folk ser ild, stimler de sammen og slukker den

Stavtrup IF Fodbold har fået en ny formand i form af Lasse Gross-Nielsen, som er født og opvokset i byen, men i dag bor i Skanderborg.

Det betyder, at fodboldklubbens fremtid nu er sikret, hvad ellers så lidt usikkert ud før.

Ud over at have fået en erhvervsdrivende og bestyrelseserfaren person i spidsen har selve klubbestyrelsen fået en fordobling af medlemmer.

Den tidligere formand bifalder skiftet og glæder sig til at følge den unge aftager og de nye bestyrelsesmedlemmers arbejde i de kommende år. Noget, som ifølge ham kun kan blive godt for klubben og for byen.

Medlemmer hos Stavtrup IF Fodbold kan ånde lettet op, for de har ikke blot fået ny formand, men også én, der har mange kampe for klubben og en masse andet relevant på cv'et.

I februar skulle Stavtrup IF's fodboldafdeling have haft en ny formand, da Peter Kaarup efter ni år på posten takkede af.

Ingen meldte sig dog til posten til generalforsamlingen, og derfor måtte klubben ud i en ekstraordinær én af slagsen tirsdag 28. marts, som skulle afgøre klubbens fremtid.

For uden formand - ingen fodboldtræning, ingen fodboldkampe, ingen brug af den nye bæredygtige kunstgræsbane. Kort sagt ingen fodboldklub.

Heldigvis for foreningen og alle dens spillere meldte en ny formand sig i denne omgang: Lasse Gross-Nielsen, som er tidligere spiller i klubben.

- Ja, jeg synes, at det blev lige lidt for spændende. Men når folk ser ild, er det ofte sådan, at de stimler sammen og slukker den, før tingene udvikler sig, siger den nu tidligere formand, Peter Kaarup.

- Man gør sin indflydelse gældende. Og det er, hvad der skete her. Lasse bliver en god formand, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at det her nok skal blive godt.

Ham, der tackler

Hvem er så Stavtrup IF Fodbolds nye formand? Vi må hellere lade hovedpersonen selv være med til at fortælle.

- Jeg er født og opvokset i Stavtrup. Først på Stavtrupvej, så på Rosendalvej. I seksårsalderen begyndte jeg at spille fodbold i selvsamme klub, lyder det fra Lasse Gross-Nielsen, som er årgang 1989.

Stavtrup IF Fodbolds ungdomshold med en ung Lasse Gross-Nielsen som nr. 3 fra højre. Det var sæsonen, hvor de vandt Jysk Mesterskab for anden gang. Desuden så kan klubbens nuværende førsteholdstræner, Henrik Hviid, ses som nr. 5 fra højre. Privatfoto

Som breddespiller flakkede han lidt mellem A- og B-holdet i klubben, inden han slog sig mere fast i begyndelsen af teenageårene for sine stærke tacklinger og løbevillighed på fløjen.

- Vi vandt flere rækker omkring ynglingealderen og havde nogle gode ungdomsår i klubben, hvor vi også formåede at imponere senior-førsteholdet til Stautrup Cup, husker han.

- Men oprykningsfesten som senior til serie 2 står som et af de absolut stærkeste minder.

I 2014 kom han ud for en korsbåndsskade, som satte en stopper for fodbolden. Han nåede kun en enkelt sæson mere - denne gang som målmand - inden han var nødt til at vende sig mod en anden sportsgren i form af golf.

Bestyrelsesmedlemmer fordoblet i antal

Ud over sportskarrieren har den nye fodboldformand gået på Viby Gymnasiums HHX-innovationslinje. På Erhvervsakademiet har det ligeså handlet om markedsføring og innovation.

- Jeg har altid haft en drøm om at være selvstændig, siger Lasse Gross-Nielsen, som i dag også driver Mokkahouse, der både indbefatter kafferisteri og kaffesalgsvirksomhed i Skødstrup.

Samtidig bor han i Skanderborg, har en søn på 1,5 år og sidder også i andre erhvervsmæssige bestyrelser.

Lasse Gross-Nielsen med sin bedre halvdel Nadia og søn Liam. Privatfoto

Det lyder, som om du har en noget spækket kalender. Hvorfor har du valgt også at være foreningsformand?

- Nu skal det siges, at jeg også har en bedre halvdel, der hjælper mig med at få hverdagen til at hænge sammen. Men der er da lidt at se til, indrømmer han gerne og griner.

- Mit hjerte kunne bare ikke have, at klubfodbolden skulle lukke ned i min by. Så der måtte jeg gøre noget.

Netop med henblik på travlheden havde han nogle krav, som han fremlagde til generalforsamlingen, hvis han skulle sætte sig i stolen som formand.

- Det måtte ikke være for tidskrævende en rolle. Derfor foreslog jeg, at vi skulle udvide bestyrelsen, så vi kunne fordele foreningsarbejdet på flere hænder, siger han.

- Heldigvis var bestyrelsen helt med på dette, og hvor bestyrelsen før havde fem medlemmer, blev vi så nu over 10.

Fokus på én bold

I praksis betyder det, at Stavtrup IF Fodbolds bestyrelsesmedlemmer får mere alene-ansvar, men samtidig et mere præcist fokus på enkelte arbejdsposter.

- Nu skal vi bruge den næste periode på at konstituere os som bestyrelse, men planen er at fordele fokusområder ud. Man skal vide meget om lidt i stedet for lidt om meget, forklarer Lasse Gross-Nielsen.

- På den måde får de andre i bestyrelsen mere ro, når den ene ikke skal koncentrere sig om de andres bolde, men kun sin egen. Og hvis hele bestyrelsen skal tage stilling til en sag, så klarer vi det på vores møder.

Den beslutning kunne klubbens afgående fodboldformand også godt lidt.

- Det er en klart bedre løsning, og godt, at Lasse fik proklameret det tidligt. På den måde sørger man for, at hverken han eller de andre i bestyrelsen brænder ud, fortæller Peter Kaarup, der selv mærkede udbrændtheden og stressen i sine første år som formand.

- Samtidig er der kommet nye kræfter og energier ind i bestyrelsen. De har børn, der spiller på holdene, er trænere og meget andet. Jeg ser, at klubben er i gode hænder.

Peter Kaarup afslører også for Viby-StavtrupLIV, at hvis Stavtrup IF Fodbold ikke havde fundet en ny formand i denne ombæring, så havde han "godt kunnet overtales" til at tage en tørn til på et halvt år, så klubben fik en forlænget chance. Men han er lykkelig for, at Lasse Gross-Nielsen har meldt sig som en stærk afløser. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Tre konkrete kæpheste

Ildsjæle af byen og klubben, som Lasse Gross-Nielsen ville kalde de nye i bestyrelsen.

Hvad byder fremtiden så helt konkret på?

- Vi vil gerne fokusere på at tiltrække flere og udvide vores ungdomsafdeling. Egen fodboldavl sikrer bredde i klubben samt en loyalitet, som kan komme os til gode, når de unge skal til at prioritere tiden i forhold til studiejob, fester og alt herimellem. Det er supervigtigt, så vi kan bibeholde en stor og attraktiv senior-afdeling, siger den selvstændige kaffemand.

- Derudover vil jeg gerne gå i dybden med vores sponsorater. Se på, hvordan vi forbliver en sund forening og tiltrækker sponsorer.

For som han siger, vil han som ny formand ikke ændre noget fundamentalt i Stavtrup IF Fodbold.

- Nej, jeg har ikke sat mig i rollen for at ændre på en maskine, som er så velsmurt, som den er, slår Lasse Gross-Nielsen fast.

- Vi skal bibeholde de gode relationer, tage et fælles ansvar sammen med alle de gode medlemmer og sikre, at Stavtrup er et godt og stortrivende sted. Ikke kun som fodboldklub, men også som by.

- Om klubben reelt kunne lukke helt ned? I teorien kunne den godt, men i praksis slet ikke. Så havde vi fundet en løsning af en art, for noget, der fungerer så godt, lader man ikke bare gå til, siger den tidligere Stavtrup IF Fodbold-formand, Peter Kaarup. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Det skal du også vide: Nyt pandekagehus i Viby og mulighed for 134 nye boliger

Dit lokale nyhedsoverblik:

ㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤ

Pandekagehus er åbnet i Viby

Billedet snyder lidt. Det er her i Flame Burgers lokaler, hvorfra Crepe Huset vil sælge milkshakes med til de sød-salte snacks. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Skulle det være en crepe, nogle churros eller belgiske vafler?

Et nyt koncept har set dagens lys i Viby på Grundtvigsvej 55. Her har nogle unge madiværksættere sat sig for at åbne et pandekagehus ved navn Crepe Huset.

De åbnede fredag 24. marts, og det foregår i Flame Burgers grilllokaler ved Byvangen, hvor den tidligere pølsegrillbar Nuggi's lukkede i midt-2022.

Ifølge Viby-StavtrupLIVs oplysninger arbejder de unge i forvejen hos Flame Burger og har så fået lov til at bruge køkkenfaciliteterne af Flame Burger-ejeren.

Vi har prøvet at kontakte Crepe Huset, men grundet skole, arbejde og klargørelse af Crepe Huset har personerne bag ikke endnu haft tid til at fortælle nærmere om dem og deres projekt.

De har endnu ikke en hjemmeside eller et telefonnummer, der kan kontaktes, men ifølge Crepe Husets sociale medier har de åbent fra kl. 20.30 til 23.30.

De er mest aktive på Instagram, hvor her-og-nu-åbningstider bliver fra dag til dag.

Larm langs jernbanen

Nedramningen af betonelementer kræver meget kraft og tyngde, og derfor larmer maskinerne her om natten. Foto: Henrik Lund

Lige nu er det formentlig ikke særligt sjovt at bo langs jernbanen, mens der gøres klar til elektrificerede tog.

I hvert fald ikke for Jens Rasmussen fra Viby, som har snakket med Århus Stiftstidende og fortæller om de gentagende og højlydte "dunk! dunk! dunk!".

- Det er primært det, at de arbejder om natten, som generer. I flere tilfælde er jeg blevet vækket om natten på grund af støjen, fortæller han videre.

Banedanmark har fået mange henvendelser, som kritiserer støjen, men ifølge dem er der ingenting at gøre. Nattearbejdet er det, der generer færrest, fordi det er her, hvor togtrafikken generes mindst.

Heldigvis er arbejdet snart færdigt i det sydlige Aarhus - for nu.

Der skal nemlig også i fremtiden arbejdes ved jernbanen i Kongsvang, når Aarhus H skal gøres klar til elektrificering. Men det ligger nogle år fra nu.

134 nye boliger måske på vej

Sådan er det planen, at det nye område ved Lemmingvej og Genvejen skal se ud. Illustration: Aarhus Kommune

Dette byudviklingsprojekt ligger godt nok en anelse uden for 8260, men det kan være, at du stadig er interesseret i at læse om nye boligområder som dette, der er på vej.

Helt præcist 134 boliger er der lagt i støbeskeen til at blive opført øst for Hasselager og syd for Lemming lige ved Genvejen.

Lokalplanforslaget var for Magistraten i Aarhus Kommune mandag, hvor det blev sendt videre til byrådet.

- Formålet med lokalplanen er at udvikle området til et landskabeligt boligområde med attraktive udendørs opholdsarealer og fællesfaciliteter, står der i planen.

Centrale temaer i planen er at håndtere vejtrafikstøj og overfladevand, hvilket betyder, at den private bygherre vil opføre støjvold og lave en stor sø på området.

Hvis du vil læse om hele lokalplanforslaget, kan du finde det her på kommunens hjemmeside.

Viby Kirke udsat for pulverslukker-hærværk

Viby Kirke, Kirkevej tæt ved Viby Torv. Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Et "par midt i 50'erne" har ifølge sognepræst Line T. Villefrance begået hærværk i Viby Kirke.

Det skriver Din Avis Aarhus.

Før har kirken været ramt af hærværk med tuschtegnerier på væggene, brændemærker på porten og væltede gravsten, men denne gang fangede et overvågningskamera et midaldrende par tømme en pulverslukker over alteret.

- Vores største bekymring er, at vi en dag møder op i kirken og ikke kan gennemføre en planlagt handling, fordi der er blevet begået hærværk. Det kan have store konsekvenser for den familie, som står i sorg, eller den familie, som skal fejre deres barns dåb, siger Line T. Villefrance til Din Avis Aarhus.

Sognepræsten nævner også, at konsekvensen kan blive, at Viby Kirke ikke længere vil stå åben for alle.

Hærværket er nu meldt til Østjyllands Politi, som efterforsker sagen.

Aarsleff er endeligt ude af Rusland

Administrerende Aarsleff-direktør Jesper Kristian Jacobsen. PR-foto: Aarsleff

- Efter en knap et år lang proces har Aarsleff nu opnået alle de påkrævede godkendelser i både Danmark og Rusland, og salget af Aarsleffs russiske forretninger er nu gennemført.

Det skriver entreprenørkoncernen, der ligger i Viby, i en pressemeddelelse.

Virksomheden lovede i forbindelse med invasionen af og krigen i Ukraine, at de ville forlade Rusland, og med de sidste solgte aktiver er dette nu en realitet.

- Salget er sket til den lokale ledelse, skriver de blandt andet.

Tre gange vejarbejde kan forstyrre trafik

Kører du ad Holme Ringvej, Christian X's Vej eller Jyllands Allé på daglig basis, kan du godt se frem til at skulle kante dig forbi vejarbejde flere steder.

Tre trafikale færdselsknuder vil afdelingen for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune nemlig begynde at arbejde på, så de står klar til sommerperioden.

Det drejer sig om følgende tre, som du også kan se på kortet:

  1. Krydset mellem Colbjørnsensvej og Holme Ringvej: Her er der i forvejen vejlukning ind til Colbjørnsensvej, men alligevel sniger biler sig forbi og ud på Holme Ringvej. Derfor skal vejlukningen laves om, så det ikke længere kan lade sig gøre at køre ud.
  2. Krydset mellem Kirkevej og Christian X's Vej: Flere borgere har henvendt sig om, at det er svært og usikkert at krydse Christian X's Vej, så derfor bliver der her lavet en krydsningshelle midt på vejen. Det ligger lige ved en sti til fodbold- og parkområdet ved Vidtskuevej, så der er en del, som har brug for at krydse vejen her.
  3. Fredensvang Runddel: Sidst, men ikke mindst, har vi den store rundkørsel ved Lidl. Viby-StavtrupLIV har tidligere skrevet om, at den skal ændres, så du kan læse mere om ændringerne via linket. Runddelen ændres, fordi der i rundkørslen sker mange uheld med cyklister, og derfor skal den gøres mere sikker.

De trafikale udbedringer sker, fordi kommunen har fået henvendelser fra borgere, og fordi Viby Fællesråd henvender sig med samme problemstillinger.

Vejarbejdet begynder allerede nu og forløber som sagt - efter planen - frem til sommer.