Der er flere hundredetusinde kroner på spil for Stavtrup IF, hvis bankocentret i Viby lukker: - Det er en uvurderlig støtte for os
Aarhus og Omegns Bankocenter i Viby er blevet politianmeldt og står i værste fald overfor en lukning.
Sker det, kan det få vidtrækkende konsekvenser. Ikke kun for de mange hundrede mennesker, der dagligt gæster bankocentret, men også de idrætsforeninger, som nyder godt af bankocentrets udbetaling af overskud.
En af dem er Stavtrup IF Håndbold, som i det seneste år har modtaget næsten 200.000 kroner i støtte fra Aarhus og Omegns bankocenter. Hvad sker der, hvis pengene pludselig forsvinder?
Gamle Ole, nimmer nutten og Dronning Ingrid.
Det fyger rundt med interne bankoudtryk, når hundredevis af dedikerede bankospillere mødes i Aarhus og Omegns Bankocenter på Gunnar Clausens Vej i Rosenhøj. Men snart kan det være slut.
For Aarhus Banko Center er, sammen med 37 andre bankocentre rundt om i Danmark, blevet politianmeldt. Det sker, fordi Spillemyndigheden mener, at det er ulovligt at spille så meget banko, som de gør.
Og det kan få alvorlige konsekvenser. Ikke bare for Aarhus og Omegns Bankocenter, der i yderste konsekvens kan blive tvunget til at lukke, men også for de idrætsforeninger, der nyder godt af bankocentrets udbetalinger til almennyttige formål.
En af dem er Stavtrup IF Håndbold med omtrent 380 medlemmer. Hvis klubben mister indtægterne fra bankospillet, vil det have mærkbare konsekvenser for klubbens aktivitetsniveau.
- De penge vi får fra bankospillet er en uvurderlig støtte for vores klub. Det ligger helt fast, at hvis deres donationer forsvandt fra budgettet, så ville vi ikke kunne tilbyde det samme aktivitetsniveau til vores medlemmer, siger Flemming Hansen, bestyrelsesformand i klubben.
Samme besked giver Morten Salling Sørensen, formand for bowlingklubben Team Aarhus, der også modtager donationer fra Aarhus og Omegns Bankocenter.
- Vi er jo en mindre sportsgren, vi har ikke så mange sponsorer, der kan komme ind og støtte os. Så det vil helt sikkert påvirke os. Vores kontingent ville stige, og så er spørgsmålet, hvor mange der stadig vil være med til at spille.
Derfor kan banko være ulovligt
Danske Spil har monopol på at drive spilvirksomhed i Danmark.
Og det går bankoforeningerne ind og blander sig i, hvis deres hovedaktivitet er banko, for så er de ifølge myndighederne snarere spilvirksomheder.
I dag er bankoklubberne registrerede som almennyttige foreninger, fordi de donerer al overskud til lokale klubber og andre velgørende formål. Spilmyndigheden mener dog, at nogle af klubberne har meget lidt overskud at donere væk, når gevinster, husleje og andre udgifter er betalt.
- 200.000 kroner er sindssygt mange penge i et foreningsbudget
Det er ikke småpenge, idrætsforeningerne står til at miste, hvis myndighederne sætter en stopper for bankospillet på Gunnar Clausens Vej.
Udbetalingerne varierer fra år til år, alt efter hvor mange penge, bankoforeningen skraber sammen i entréindtægter, men i Stavtrup IF Håndbold er donationen fra bankocenteret før løbet op i 200.000 kroner.
Det er et beløb, som gør en kæmpe forskel i håndboldklubben, fortæller formand Flemming Hansen.
- 200.000 kroner er sindssygt mange penge i et foreningsbudget. Det er forskellen på, om vi kan lave en sindssygt god idrætsklub med et højt aktivitetsniveau eller om vi skal drosle ned.
Det er især idrætsforeningens sociale aktiviteter, der står for skud, hvis det er slut med pengene fra bankospillet, og alene tanken om at drosle ned ærgrer Flemming Hansen.
- Det er ingen tvivl om, at vi ikke ville kunne tilbyde de sociale ting, vi gør i dag, hvis bankocenteret blev lukket ned. Pengene fra bankocenteret går direkte til, at vi på hvert hold kan afholde sociale arrangementer som fællesspisning med spillernes familier og ture til stævner. Vi kan lave nogle ekstra ting, der styrker sammenholdet.
Og det er vigtigt, for det gode sammenhold er noget, man lægger mærke til i lokalsamfundet. Det gør det meget nemmere at tiltrække nye frivillige, fortæller Flemming Hansen.
- Vi har nemt ved at finde frivillige, men også kun fordi de ved, at klubben fungerer så godt. Og det gør den, fordi vi kan tilbyde vores unge lidt mere, end hvad normalt er.
Kan man spille for meget banko?
Stavtrup IF Håndbold og bowlingklubben Team Aarhus er ikke de eneste, der nyder godt af Aarhus og Omegns Bankocenters donationer.
Dansk Dyreværn, hospitalsklovnene på Skejby og forskellige bosteder nyder også godt af foreningens overskud, fortæller Tove Lilmoës, bestyrelsesmedlem i Aarhus og Omegns Bankocenter.
Hun mener, at konsekvenserne ved et bankoforbud vil være uoverskuelige.
- Man ville slet ikke kunne forestille sig, hvor mange det vil påvirke. Både i idrætsforeningerne, men også i Bankocenteret. Der er så mange, der har hele deres netværk her og det kan man ikke bare fjerne.
Men det er ikke desto mindre det, Spillemyndigheden har lagt op til ved at politianmelde bankocenteret i Viby.
For Spillemyndigheden mener, at bankocenterets primære formål er at spille banko.
Og det er ulovligt.
Det kan måske lyde helt ulogisk, at banko ikke må være et bankocenters primære formål, men det er faktisk i strid med bekendtgørelsen om almennyttige lotterier. Loven bekendtgør, at bankocentrets primære formål skal være at samle penge ind til almennyttige formål. Ikke at spille banko. Spiller man for meget banko og udlodder for lidt af sit overskud, kan klubben nemlig betegnes som en spilleklub, og det er ulovligt, da Danske Spil har monopol.
- Hvis man vil have en spilleklub, hvor man afholder bankospil mange gange om ugen, så vil vi vurdere, at det er i strid med vores regler, siger Linda Lomborg, der er kontorchef i afdelingen for almene lotterier hos Spillemyndigheden til Aarhus Stiftstidende.
- Det vil i praksis betyde, at vi må lukke ned
Hos Aarhus og Omegns Bankocenter spiller man banko syv gange om ugen, og det er for meget, mener Spillemyndigheden, som kræver, at bankocenteret betaler et sekscifret beløb i bøde.
Men det kan ikke lade sig gøre, fortæller Tove Lilmoës. For bankocenteret har slet ikke penge nok på kistebunden - de bliver alle udbetalt til Stavtrup IF Håndbold, bowlingklubben Team Aarhus og andre almennyttige formål.
- Det vil i praksis betyde, at vi må lukke ned, fortæller Tove Lilmoës.
Spillemyndighed begyndte at politianmelde bankoforeninger helt tilbage i 2019, og der er stadig ikke kommet en endelig afklaring på sagerne. Det ærgrer Tove Lilmoës, som er træt af at have en sort sky hængende over hovedet.
- Vi vil gerne ind og have lavet nogle klare og tydelige retningslinjer, så vi kan spille banko, som man har gjort siden Ruder Konge var knægt, siger bestyrelsesmedlemmet i Aarhus og Omegns Bankocenter.
Skatteminister Jeppe Bruus (S)Der har været noget tvivl om reglerne, og derfor er vi også politisk set på Christiansborg med alle partierne ved at kigge på dem (...) Det skal være nemt, enkelt og uden alt for meget bøvl og besvær at lave et bankospil i en social sammenhæng, hvor pengene går til et almennyttigt formål.
Uden tilskud kan man ikke drive en idrætsforening
Tilbage i Stavtrup IF Håndbold håber Flemming Hansen, at Aarhus og Omegns Bankocenter - og lignende bankoforeninger rundt om i Danmark - får lov at fortsætte i fremtiden.
Ellers risikerer man, at det bliver meget sværere at drive idrætsforeninger.
- I dag er det umuligt at drive en idrætsforening uden ekstra penge i form af tilskud. Det kan ikke drives kun på kontingent og aktivitetsstøtte fra kommunen. Det er helt umuligt, for det er simpelthen for dyrt. Lokale og materialeomkostninger løber op, så bundlinjen vil være negativ, hvis vi ikke finder penge ude fra, siger formanden for Stavtrup IF Håndbold.
Og noget tyder på, at Flemming Hansen ikke er ene om at have den holdning.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) er for nyligt gået ind i sagen.
- Der har været noget tvivl om reglerne, og derfor er vi også politisk set på Christiansborg med alle partierne ved at kigge på dem (...) Det skal være nemt, enkelt og uden alt for meget bøvl og besvær at lave et bankospil i en social sammenhæng, hvor pengene går til et almennyttigt formål, siger han til TV2.