Vuggestue brændte ned til grunden to dage efter den blev solgt: - Timingen er elendig!
To dage. Så længe nåede ejendomsselsskabet Nordstern at eje den tidligere daginstitution på Søndervangs Allé 49 i Viby, før den i søndags brændte ned.
Nordstern havde allerede planer om at rive den gamle vuggestue ned, og derfor kunne man måske tænke, at ejendomsselskabet glæder sig over at stedet brændte ned, fordi de så slipper for at rive lige så meget ned. Men det er ikke tilfældet.
For den nedbrændte grund skal rengøres og det kan tage tid. Derfor kan det ende med, at de planlagte rækkehuse på grunden bliver forsinkede.
Brandvæsnet måtte finde de helt store vandkanoner frem, da en tidligere daginstitution på Søndervangs Allé brændte ned til grunden søndag eftermiddag.
40 mand og otte store brandbiler bidrog til at inddæmme og nedkæmpe den meget voldsomme brand, hvis røgsøjle kunne ses vidt omkring i det østjyske opland.
Den tidligere vuggestue, der ligger lige ved boligblokkene i Kjærslund og Rosenhøj, har stået tom i lang tid. For år tilbage flyttede kommunen nemlig vuggestuen over på den nærliggende Søndervangsskole, og derfor er der heldigvis kun sket materiel skade på bygningen.
Men her stopper heldet også.
For efter flere år med tomme lokaler solgte kommunen for nyligt bygningen til ejendomsselskabet Nordstern, som overtog vuggestue-grunden i fredags.
To dage inden den brændte ned til grunden.
- Timingen er elendig! Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige, siger Henrik Hoffmann, udviklingsdirektør i Nordstern, til Stiften.
Nedbrændt daginstitution var ikke forsikret
De sidste ugers tørre vejrforhold gav branden ekstra gode forudsætninger, og efterhånden som slukningsarbejdet skred frem stod det klart, at den tidligere vuggestue var dødsdømt.
Selvom brandvæsnet fik flammerne under kontrol i løbet af aftenen stod bygningen ikke til at redde. Det betyder, at ejendomsselskabet Nordstern nu står med en nedbrændt grund uden bygning.
Ifølge Henrik Hoffmann har det hele tiden været Nordsterns plan at rive den gamle vuggestue ned.
Derfor kunne det lyde som held i uheld, at den gamle institution nu er brændt ned, så Nordstern slipper for nedrivningsarbejdet, men det er på ingen måde tilfældet, understreger Henrik Hoffman.
- Ejendommen er hverken forsikret eller noget som helst, så vi har ingen interesse i at lade det brænde. Tværtimod. For nu er der jo brandslukningsefterladenskaber på grunden. Så det er kun bøvl for os, og jeg synes, det er mega træls, siger udviklingsdirektøren til Stiften.
Vi er fortsat til stede i Viby, hvor vi er i gang med efterslukning af branden. Der er ikke fare for spredning til andre bygninger. Vi kommer til at være på stedet i flere timer. pic.twitter.com/WewohiS0Ir
— Østjyllands Brandvæsen (@OjylBrand) June 18, 2023
Brand kan forsinke rækkehus-projekt
Nordstern arbejder allerede på et større projekt i området omkring den nedbrændte vuggestue.
Bor du mellem Søndervangs Allé, Ringvej Syd og Matildelundsvej, har du nok allerede opdaget, at der bliver bygget og bygget på det gamle centerområde og ved den gamle tankstation.
Det er punkthuset - et seksetagers højhus - og det tilhørende Netto-supermarked, som skyder op. På et areal, der i alt skal have 140 boliger, erhvervslokaler og også en ny OK-tankstation med vaskehal, hvor den gamle stod.
Et par hundrede meter oppe ad vejen, overfor Søndervangsskolen, ligger den nedbrændte vuggestue.
Det er Nordsterns plan, at der skal bygges seks nye rækkehuse på den tidligere vuggestue-grund, men på grund af branden kan rækkehus-projektet ende med at blive forsinket, vurderer Nordsterns udviklingsdirektør Henrik Hoffmann.
- Det er knald uheldigt. Og vi ved jo ikke, hvad der er sket derude, siger han.
Nordstern er stadig ved at danne sig et overblik over sagen og afventer en byggeteknisk vurdering af den nedbrændte grund, før det står klart, hvorvidt rækkehus-projektet skal udskydes.
Årsagen til branden er stadig ukendt. Østjyllands Brandvæsen skal nu efterforske stedet.