Hvis man aldrig har været i Trine og Emre Patatoglus hjem i Stavtrup, skal man ikke være nogen mesterdetektiv for at spotte, at der bor et iværksætterpar.

På gulvet i det lyse, moderne køkkenalrum står store papkasser fyldt med sammenrullede badehåndklæder i alverdens farver.

På spisebordet ligger et par vamsede badekåber i samme multifarvede stil, og fra diverse små bunker og kasser i køkkenet trækker ægteparret det ene tyrkisk-inspirerede håndklæde efter det andet frem og breder det ud på køkkenøen for at vise, hvad de producerer i deres virksomhed Lykïa.

- Idéen kom til os på en rejse til Tyrkiet i 2020, fortæller Emre Patatoglu.

- Vi så nogle farverige håndklæder i den lokale basar, og så begyndte vi at tale om, at det kunne være fedt, hvis vi selv kunne udvikle nogle lignende i forskellige farver, fortæller han.

Sådan en samtale ville formentlig ikke opstå mellem alle ægtepar på en familieferie i Tyrkiet, men for Trine og Emre Patatoglu lå det rimelig meget til højrebenet at tænke i de baner.

Trine Egeskov Patatoglu arbejder selv i tekstilbranchen som modelkonstruktør, og Emre Patatoglu arbejder som lønchef i en it-virksomhed, men har altid haft en ”iværksætterflamme i maven”. Samtidig har Emre Patatoglu altid haft en drøm om at arbejde med Tyrkiet, hvor han stammer fra.

Så fra basaren købte parret 20-30 håndklæder med hjem i de farver, de kunne lide.

- Jeg startede med at skrive rundt til mine veninder og spørge, hvad de synes om dem, og vi kunne ret hurtigt fornemme, at der var mange, der var interesseret i dem. Så efter noget tid turde vi at kaste os ud i at starte en virksomhed, fortæller Trine Egeskov Patatoglu.

I begyndelsen købte parret håndklæder hjem fra Tyrkiet og solgte dem videre. Men kvaliteten var ikke, som de gerne ville have den, så de sadlede om og begyndte at designe og producere håndklæderne selv.

Parret opkøber restgarn, som er til overs fra andre produktioner, og får det farvet på et oeko-tex-certificeret farveri, hvor de selv bestemmer farvekombinationen.

Når garnet er farvet, bliver det håndvævet på gammeldags, halvautomatiske trævæve i den tyrkiske by Denizli, hvor der er en gammel vævetradition.

- Forestil dig en by med en helt masse gamle to-etagers huse, hvor næsten alle har en gammeldags trævæv stående i kælderen eller i udestuen. Når man går rundt i byen, kan man høre lyden fra vævene, fortæller Emre Patatoglu.

Det er typisk mænd, der væver, men når de er færdige med håndklæderne, sidder kvinder og husmødre i deres egne hjem og syr kanter, binder knuder på enderne og laver kvalitetskontrol.

- Det er meget vigtigt for os, at håndklæderne ikke bliver produceret på en fabrik, men at det er helt almindelige mennesker, der knokler med det i hænderne, siger Trine Egeskov Patatoglu.

- Vi kan godt lide, at det er produceret langsomt, og at vi kan støtte op om den vævetradition, de har, som har gjort dem til dygtige håndværkere. I Denizli står der mange kasserede væve rundt omkring, for eksempel på parkeringspladser, fordi fabrikker har overtaget produktionen. Så vi er glade for, at vi kan være med til at beskæftige folk i byen og særligt kvinderne, som ellers kan have svært ved at finde arbejde, siger hun.

Når håndklæderne er færdigproducerede i Tyrkiet, kommer de med lastbil til Danmark, og bliver solgt via Lykïas webshop og cirka fysiske 10 butikker, som forhandler produkterne.

Emre og Trine Egeskov Patatoglu har selv stået for alle elementer af virksomheden: Design, produktion, webshop, regnskab, bogføring, forsendelse og markedsføring.

Parret har tre lagre i Viby og pakker selv de 50-60 ordrer, som de modtager om måneden og sender pakkerne fra kiosken i Stavtrup. Virksomheden er vokset betragteligt siden 2020.

- Vi vidste nok ikke, hvad vi gik ind til rent tidsmæssigt, da vi startede, siger Trine Egeskov Patatoglu.

- Vi tænkte bare, ”det er sjovt”, så nu laver vi en webshop og tager nogle billeder og opretter en Facebook-side. Så vi har lært hen ad vejen, at det kræver rigtig meget tid, og at der også er nogle bekymringer forbundet med det, når noget lige pludselig fylder mere, end man regner med, siger hun.

I oktober fik parret eksempelvis 70-80 kasser sendt fra Tyrkiet i tre forsendelser, som Emre Patatoglu skulle hente og pakke ud, efter han kom hjem fra sit fuldtidsjob og havde lavet aftensmad og været sammen med familien. Foruden alle de daglige ordrer, som også skal håndteres.

- Jeg synes udfordringen er, at vi nogle gange ikke har tid, hvis vores børn mangler et eller andet. Selvfølgelig prioriterer vi dem altid, men hvis jeg skal nå et eller andet, må jeg tit sige ”du må lige vente en halv time eller en time, til jeg er færdig”. Så får man lidt dårlig samvittighed.

- Så tid er den største udfordring. Vi har nok arbejde i virksomheden til, at én af os kunne være fuldtidsbeskæftiget, men indtil videre kører vi videre, som vi gør nu, siger Emre Patatoglu.

Drivkraften og glæden kommer ved at se noget, man selv har skabt fra en idé, der opstod en tilfældig dag i en tyrkisk basar.

- Virksomheden er som et barn. Det er noget, vi selv har skabt fra nul, og nu har vi en række forskellige produkter, som vi selv designer og bestemmer, hvordan skal være, siger Emre Patatoglu.

- Vi bliver stolte, når vi kan se, at kunderne vender tilbage og køber mere. Det er ligesom at få ros af chefen at høre kunderne sige, at de gerne vil have mere af det, vi selv har udviklet. Det giver energi, siger han.

ㅤㅤㅤㅤㅤ