Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Viby-StavtrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Det er i krydset her, hvor Ravnsbjergvej går hen over Aarhus Syd Motorvejen, at kommunen ønsker at etablere motorvejsramper. Det kan få stor betydning for både Viby og Stavtrup. Foto: Kristine Dam Johansen

Nyt om motorvejsramper og mere natur til Stavtrup

Jeg kan nogle gange blive forbløffet over, hvor mange år, der kan gå, fra et problem opstår, til der rent faktisk bliver fundet en løsning på det.

Støjen fra motorvejen i Stavtrup og dele af Viby er et godt eksempel, og det samme er affæren, ønsket, behovet – hvad vi nu skal kalde det – for at bygge motorvejsramper ved Ravnsbjergvej for at mindske trafikken igennem Viby.

11 år er der gået, siden kommunen for første gang luftede idéen, og det er stadig ikke afklaret, om projektet kan lykkedes.

Her i nyhedsbrevet har vi efterhånden skrevet om sagen mange gange, selv om det er sparsomt, hvad der kommer af ny information. Vi ved, at Aarhus Kommune og Vejdirektoratet stadig holder møder om ramperne og forsøger at afklare, om de kan bygges eller ej. Men et projekt af den størrelse tager tydeligvis tid. Lang tid.

En lille udvikling i projektet kan vi dog fortælle om i den her uge. Tilbage i februar skrev vi, at Vejdirektoratet havde udtrykt bekymring om, at de nye ramper ville komme til at ligge for tæt på de allerede eksisterende ramper ved Viby Ringvej, og at det kunne give bøvl og et ekstra pres på trafikken.

Det har Vejdirektoratet og Aarhus Kommunen imidlertid drøftet en mulig løsning på, og det indebærer at etablere et ekstra motorvejsspor mellem de to rampeanlæg. Det kan du læse mere om.

I Stavtrup kan der modsat nye veje være mere natur på vej. I forbindelse med at byrådet for nylig fordelte kommunens mange milliarder i næste års budget, blev Stavtrup-området nemlig nævnt som et oplagt sted at etablere nye ”blå-grønne”-parker, som kommunen ynder at kalde dem. Altså parker med træer, buske og mere natur, men også med vand. Formålet med de nye parker er blandt andet at passe på sårbare grundvandsområder.

Til sidst i nyhedsbrevet kan du se, hvilke boliger, der er blevet solgt i lokalområdet den seneste måned. Og så er der nyt i sagen om det omdiskuterede forslag om at omdøbe Grøndalsvej i Viby til Kurt Westergaards Vej.

God læselyst.

Billede af Kristine Dam Johansen
Billede af skribentens underskrift Kristine Dam Johansen Journalist
  • Det er i krydset her, hvor Ravnsbjergvej går hen over Aarhus Syd Motorvejen, at kommunen ønsker at etablere motorvejsramper. Det kan få stor betydning for både Viby og Stavtrup. Foto: Kristine Dam Johansen
Det er i krydset her, hvor motorvejen møder Ravnsbjergvej, at kommunen ønsker at etablere motorvejsramperne. Stavtrup ses øverst til højre i billedet. Foto: Jens Thaysen

Vejdirektoratet: Et ekstra spor på motorvejen kan være en del af løsningen på rampeprojektet ved Ravnsbjergvej

I forbindelse med projektet om at etablere motorvejsramper ved Ravnsbjergvej/Ormslevvej har Vejdirektoratet tidligere udtrykt bekymring om, at det nye rampeanlæg vil lægge for tæt på de eksisterende ramper ved Viby Ringvej.

Men nu drøfter Aarhus Kommune og Vejdirektoratet en mulig løsning på det problem: Nemlig at etablere et ekstra motorvejsspor mellem de to rampeanlæg, som kan tage en del af den lokale trafik igennem Viby.

Men det vil gøre projektet dyrere end først antaget.

Vejdirektoratet og Aarhus Kommune har drøftet muligheden for at anlægge et ekstra, separat spor parallelt med motorvejen mellem Ravnsbjergvej og Viby Ringvej for at undgå trafikbøvl i forbindelse med det nye rampeanlæg, som kommunen ønsker sig.

Nogle frygter dem, mens andre indædt håber, at de kommer.

Motorvejsramperne ved Ravnsbjergvej/Ormslevvej har været diskuteret i Viby og Stavtrup stort set siden, at Aarhus Kommune først begyndte at arbejde med idéen tilbage i 2012.

Her 11 år senere er kommunens arbejde stadigvæk i gang i samarbejde med Vejdirektoratet, som i sidste ende skal give grønt lys til projektet.

Som Viby-StavtrupLIV skrev tilbage i februar, har Vejdirektoratet blandt andet været opmærksom på, at de nye ramper og den planlagte udvidelse af Ravnsbjergvej til fire spor kan medføre et ekstra pres på det eksisterende rampeanlæg ved Viby Ringvej og herefter et øget pres på Åhavevej.

Vil holde den lokale trafik for sig

Men Aarhus Kommune og Vejdirektoratet har også drøftet flere mulige løsninger på det problem. Et eksempel kan være at etablere en separat vej - i realiteten et ekstra motorvejsspor - umiddelbart syd for motorvejen mellem ramperne på Ravnsbjergvej og Viby Ringvej.

Det fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratet Mette Fynbo.

- Vi har drøftet en parallelvej, fordi vi har set, at sådan en løsning har fungeret andre steder. Men det kræver, at det trafikmæssigt kan lade sig gøre.

- Vejen vil være en separat vej, som vil løbe mellem de to rampeanlæg, men den vil ligge som en del af motorvejsanlægget, siger hun.

Det er på højre side af Aarhus Syd Motorvejen igennem det grønne område, at det ekstra motorvejsspor potentielt kunne etableres. Sporet ville skulle løbe fra det nye rampeanlæg frem til krydset ved Viby Ringvej, som ses øverst til venstre i billedet. Foto: Google Maps 

Formålet med at etablere den ekstra vej mellem de to rampeanlæg er primært at højne sikkerheden.

Når to rampeanlæg ligger forholdsvist tæt på hinanden, betyder det, at mange biler skal flette ind og ud mellem hinanden, og det kan give udfordringer med sikkerheden.

- Parallelvejen kan øge sikkerheden, fordi man kan holde den lokale trafik mellem de to ramper for sig, uden at bilerne skal helt ud på motorvejen, siger Mette Fynbo.

Dyrere end forventet

Der er bare det aber dabei, at den nye vej selvsagt gør projektet dyrere, end det allerede er i forvejen, siger afdelingsleder i kommunens mobilitetsafdeling Martin Pape.

- Det er en ekstra udgift, og samtidig vil den nye vej også belaste krydset ved Viby Ringvej/Åhavevej yderligere.

- Én ting er, at man i dag kan køre fra motorvejen til Viby Ringvej og så dreje til højre mod Viby Torv. Men med den nye vej vil der så komme en bane mere, som skal flettes sammen med de højre- og venstresvingsbaner, der allerede er. Det giver nogle knuder, og det arbejder vi på, siger Martin Pape.

- Kræver mere end vi regnede med

Vil der overhovedet være plads til at anlægge vejen langs med motorvejen?

- Det finder vi plads til, hvis behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kræver lidt mere, end vi umiddelbart havde regnet med, siger Martin Pape.

Det betyder dog ikke, at idéen om motorvejsramperne ved Ravnsbjergvej er tæt på at blive droppet.

Aarhus Kommune og Vejdirektoratet arbejder fortsat videre med projektet, men fra begge sider tør man ikke sætte årstal på, hvornår der er afklaret, om projektet kan realiseres.

  • Syd motorvejen 5a6
    Det er i krydset her, hvor motorvejen møder Ravnsbjergvej, at kommunen ønsker at etablere motorvejsramperne. Stavtrup ses øverst til højre i billedet. Foto: Jens Thaysen
  • Det er på højre side af Aarhus Syd Motorvejen igennem det grønne område, at det ekstra motorvejsspor potentielt kunne etableres. Sporet ville skulle løbe fra det nye rampeanlæg frem til krydset ved Viby Ringvej, som ses øverst til venstre i billedet. Foto: Google Maps 
Der er i forvejen mange smukke naturområder omkring Stavtrup. Som her ved Brabrand Sø. Foto: Kim Haugaard

Ny park kan være på vej til Stavtrup - skal give adgang til mere natur og vand

Aarhus Kommune vil udpege og etablere 6-8 nye såkaldte blå-grønne parker rundt omkring i kommunen, og her er Stavtrup nævnt som en oplagt placering.

Formålet med parkerne er blandt andet at passe på sårbare grundvandsområder, som der er flere af i Stavtrup.

Parkerne skal både indeholde grønne og blå elementer, som kommunen formulerer det. Altså for eksempel skov, buske og vildt græs, men også små søer eller vådområder.

Aarhus Kommune vil inden for de næste to år udpege og etablere en række nye såkaldte blå-grønne parker, og en af dem skal højst sandsynligt ligge ved Stavtrup.

Naturen omkring Brabrand Sø, Årslev Engsø og Stavtrup Stationsby er noget af det, rigtig mange borgere i Stavtrup elsker ved at bo i byen, og i løbet af de næste par år kan Stavtrup blive beriget med endnu mere natur.

Da politikerne i byrådet for nylig satte deres underskrifter på kommunens budget for næste år, besluttede man, at der inden 2025 skal udpeges arealer til 6-8 såkaldte blå-grønne parker i kommunen. Altså områder, hvor der gives plads til natur og vand i landskabet.

Her er Stavtrup nævnt som en oplagt beliggenhed.

- Der kommer med overvejende sandsynlighed en blå-grøn i samme område som Stavtrup, men lige nu kan vi ikke sige med sikkerhed, om den kommer til at ligge i byen eller i nærheden af, siger biolog og projektleder i Aarhus Kommune Peter Søgaard.

- Vi er fortsat ved at finde ud af, hvilke kriterier, der skal være opfyldt for de arealer, hvor parkerne skal ligge, siger han.

Sårbart grundvand i Stavtrup

Formålet med de nye parker er mange.

Udover at give aarhusianerne bedre adgang til natur og rekreative områder i nærheden af, hvor de bor, skal parkerne bidrage til at højne biodiversiteten, beskytte drikkevandet og beskytte sårbare grundvandsområder, så der fortsat bliver dannet tilstrækkeligt grundvand i fremtiden.

Derudover har de blå-grønne parker en klimaeffekt, fordi de kan bidrage til at holde vandet tilbage i landskabet, så det ikke strømmer til byen og skaber oversvømmelser. Og de steder, hvor der plantes skov, vil træerne opsuge CO2.

Udgangspunktet er, at der med realiseringen af parkerne skal omdannes cirka 4000 hektar landbrugsjord på tværs af kommunen til ny natur, skov eller anden form for grundvandsbeskyttelse.

Omkring Stavtrup er der mange sårbare grundvandsområder, så området vil være en oplagt udpegning til en blå-grøn park.

De rødstribede arealer viser sårbare grundvandsområder i og omkring Stavtrup. Illustration: Aarhus Kommune

Fra landbrugsjord til skov

Hvor den nye park ved Stavtrup helt konkret kan eller skal placeres, kan Peter Søgaard fra Aarhus kommune dog ikke sige noget om endnu.

- Vi skal finde den bedst mulige placering, hvor der er mulighed for at opfylde flest målsætninger, og hvor vi ikke spænder ben for, hvad der ellers er planlagt eller ønske om på de begrænsede jordarealer, vi har i kommunen. For eksempel byudvikling, siger Peter Søgaard.

- Så der er en masse interesser i spil, som får betydning for, hvor parkerne kommer til at ligge.

Arealet til en kommende park behøver ikke nødvendigvis være et område, som kommunen i forvejen ejer eller har råderet over.

- Det kan også være, at en privat landmand stopper med at bruge pesticider på sin mark og i stedet begynder at dyrke græsprotein eller rejser skov, siger Peter Søgaard.

- Eller det kunne være Klimaskovfonden eller private virksomheder, som går ind i arbejdet med at skabe mere skov, natur og grundvandsbeskyttelse. Det er de kriterier, vi skal til at definere. Altså hvad der skal til for, at et område kan opfylde formålene med en blå-grøn park, siger Peter Søgaard.

Den endelige udpegning af parkerne skal være på plads, når den kommende kommuneplan for 2025 bliver vedtaget.

  • d Sø002
    Der er i forvejen mange smukke naturområder omkring Stavtrup. Som her ved Brabrand Sø. Foto: Kim Haugaard
  • De rødstribede arealer viser sårbare grundvandsområder i og omkring Stavtrup. Illustration: Aarhus Kommune
Den dyreste villa i denne måned er blevet solgt for 5,8 millioner. Foto: Jens Thaysen

Månedens bolighandler: Se hvor meget husene i dit nabolag er blevet solgt for

Når Ritzaus boligrobot løbende laver artikler om de seneste bolighandler, gælder det også for Viby og Stavtrup.

Vi har samlet bolighandlerne for september, hvor priserne går fra 500.000 for en lejlighed på Grøndalsvej til knap seks millioner for en villa i Kongsvang.

Her får du et overblik over de bolighandler i Viby og Stavtrup, som Ritzaus boligrobot har registreret i september.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Viby: Lykkesholms Allé 21 solgt for 5.825.000 kroner

Den dyreste villa, der er solgt i september, ligger i Kongsvang, hvor et hus på 134 kvadratmeter har skiftet hænder. 

Boligen er fra 1954 og omfatter seks værelser og tre toiletter. Der er en tagetage på 49 kvadratmeter, som er udnyttet til beboelse, og derudover er der en kælder på 58 kvadratmeter. 

De nye ejere får også en grund på 830 kvadratmeter at boltre sig på. Læs mere om boligen her. 

Viby: Rosenholms Allé 14 solgt for 5.650.000 kroner

Tæt på Kongsvang Station ligger et hus på Rosenholms Allé 14, som har fået nye ejere. 

Villaen er opført i 1956, og foruden et boligareal på 124 kvadratmeter hører der også en kælder til huset på hele 113 kvadratmeter. Få flere detaljer om handlen her.

Viby: Helgesgade 5 solgt for 5.374.000 kroner

I Kongsvang tæt på grænsen til Aarhus C er et hus på Helgesgade 5 blevet solgt. Her er der tale om en ældre villa fra 1916, hvor de nye ejere kan indrette sig på 122 kvadratmeter. Under huset befinder der sig også en kælder på 70 kvadratmeter. Læs mere om boligen her. 

Stavtrup: Rugbjergvej 55 solgt for 4.500.000 kroner

Det dyreste hus, der er solgt i Stavtrup i september, ligger på Rugbjergvej 55. Her er tale om et hus på 144 kvadratmeter, og som bonus er der også en kælder på 85 kvadratmeter.

Derudover er der en forholdsvis stor grund på hele 1006 kvadratmeter.

Huset blev bygget i 1968, og ifølge BBR-registret indeholder boligen seks værelser og to toiletter. Læs mere her

Viby: Bernstorffsvej 7 solgt for 3.900.000 kroner

En række huse på Bernstorffsvej har været involveret i en meget omdiskuteret sag om en ny lokalplan, hvor en bygherre ønskede at opføre etageejendomme med indkig til de gamle villaers haver, som Viby-StavtrupLIV tidligere har skrevet. 

Planerne blev imidlertid skrottet, og nu er en af villaerne på vejen, Bernstorffsvej 7, blevet solgt. Boligen, der er handlet, er bygget i 1924 og har et samlet areal på 131 kvadratmeter og en kælder på 77 kvadratmeter. 

Huset har har haft samme ejer i 41 år, siden det sidst blev handlet i 1982. Dengang kostede det 615.000 kroner. Få flere detaljer om huset her.

Stavtrup: Søskrænten 176 solgt for 3.650.000 kroner

I 12 år har sælgerne boet i det røde rækkehus, som de i 2011 købte for 2.125.000 kroner. Men nu er det slut, og boligen på 118 kvadratmeter har skiftet hænder. 

Huset er opført i 2003 og har ifølge de offentlige registre tre værelser og to toiletter. Læs mere om boligen her. 

Stavtrup: Søskrænten 51 solgt for 3.400.000 kroner

Huset er steget betragteligt i værdi, siden sælgerne selv erhvervede sig boligen i 2018 for 2.799.000 kroner. 

Nu er en ny ejer klar til at rykke ind, og han har altså været klar til at lægge 600.000 kroner mere for boligen, som er bygget i 1992 og rummer 97 kvadratmeter. Boligen er inddelt i fire værelser og et toilet. Læs mere her. 

Stavtrup: Jarlsmindevej 132 solgt for 3.333.333 kroner

Venner og bekendte har formentlig trukket lidt på smilebåndet, når de har hørt, hvad køberne af Jarlsmindevej 132 har givet for deres hus. Det er i hvert fald et beløb, der er nemt at huske, og det samme er husets boligareal, som udgør 111 kvadratmeter. 

Ifølge de offentlige registre er der fire værelser og to toiletter i huset, som er fra 1979. Læs mere om talnørdernes bolig her. 

Stavtrup: Salamandervænget 16 solgt for 3.275.000 kroner

Huset er forholdsvist nyt, og siden det blev bygget i 2012, har der ifølge ejernes oplysninger til BBR ikke været nogle væsentlige ombygninger. Boligarealet er på 110 kvadratmeter fordelt på fire værelser og et toilet. Grunden udgør et areal på 227 kvadratmeter. Købsaftalen blev underskrevet 10. juli, og overtagelsesdatoen var 15. september.

Læs mere her

Viby: Krabbesholms Allé 17 solgt for 3.200.000 kroner

Der er foretaget generationsskifte i et hus på Krabbesholms Allé. Boligen er for nylig blevet handlet i en såkaldt familieoverdragelse, hvor forældre blandt andet kan sælge boliger til deres børn på særlige vilkår.

Sælgeren af huset har boet der siden 1979. Dengang kostede det 660.000 kroner. Med købet råder de nye ejere over et boligareal på 90 kvadratmeter. Der er 55 kvadratmeter i tagetagen, og kælderens areal er på 90 kvadratmeter. Bliv klogere på huset her. 

Viby: Risdalsvej 56 solgt for 2.950.000 kroner

Huset ligger tæt på krydset mellem Skanderborgvej og Ringvej Syd, og huset har et boligareal på 133 kvadratmeter. De fleste huse har det med at stige i værdi over årene, men det har ikke været tilfældet her. Sidst huset blev handlet var i 2018, hvor det dengang blev købt for præcis samme pris - 2.950.000 kroner.

Grunden, som ejendommen ligger på, er 290 kvadratmeter. Se mere om huset her. 

Viby: Christian X's Vej 2 solgt for 2.387.500 kroner

I 36 år har en lejlighed på Christian X's Vej stået i samme ejers navn, men det er slut nu. Lejligheden har skiftet hænder, og den nye ejer kan rykke ind på 78 kvadratmeter. Boligen er inddelt i tre værelser. Der er også et toilet.

Sælger har haft lejligheden siden 1987, og dengang hed salgsprisen 474.597 kroner. Læs mere her. 

Viby: Grøndalsvej 298 solgt for 2.100.000 kroner

Boligarealet for huset er 148 kvadratmeter, men ejendommen udgør i alt et areal på 291 kvadratmeter.

Huset er opført i 1975 og har ifølge boligejernes oplysninger til BBR ikke været igennem en større ombygning. Boligen indeholder fem værelser og to toiletter. Se mere her. 

Viby: Bøgeskov Høvej 63 solgt for 2.100.000 kroner

Et af de hvide rækkehuse, som ligger tæt på Ormslevvej/Ravnsbjergvej, er for nylig blevet solgt. Boligen er opført i 1982 og har et samlet areal på 82 kvadratmeter, som er inddelt i fire værelser og et toilet. Med til huset hører en mindre grund på 206 kvadratmeter. Få flere detaljer og bolighandlen her. 

Viby: Grøndalsvej 48 solgt for 1.205.000 kroner

Tæt på Spar-supermarkedet i Grøfthøjparken ligger denne lejlighed på 64 kvadratmeter, hvor nøglerne nu er blevet overdraget til en ny ejer. 

Sælger har haft lejligheden siden 2006, hvor den dengang blev købt til en højere pris, end den nu er solgt for, nemlig 1.275.000 kroner.

Lejligheden har et boligareal på 64 kvadratmeter og er inddelt i to værelser. Derudover er der et toilet. Aftalen blev indgået 4. august, og nøglerne skifter hænder 23. september. Læs mere her. 

Viby: Ormslevvej 70B solgt for 1.300.000 kroner

Boligen ligger på Ormslevvej tæt på Viby Ringvej og har et samlet areal på 45 kvadratmeter. Boligen er bygget i 1997 og inddelt i to værelser. Derudover er der et toilet. Se flere detaljer her. 

Viby: Grøfthøjparken 163 solgt for 1.225.000 kroner

Viby rummer mange lejligheder, og i Grøfthøjparken i den vestlige del af bydelen, koster 64 kvadratmeter cirka 1,2 millioner. Til den pris får den nye ejer to værelser og et toilet. Sælger købte selv lejligheden i 2019. Dengang kostede den 1.000.000 kroner. 

Se mere om handlen her. 

Viby J: Grøfthøjparken 161 solgt for 925.000 kroner

En lejlighed i Grøfthøjparken kan også fås til under en million, hvilket bolighandlen her er et eksempel på. Her får den nye ejer 59 kvadratmeter fordelt på to værelser og et toilet. 

Sælger har haft lejligheden i nu år, siden han købte den i 2014 for 820.000 kroner. Få flere detaljer her. 

Viby: Grøfthøjparken 160 solgt for 695.000 kroner

Hvis man som køber er på udkig efter en 1-værelseslejlighed i Viby, så kan den i Grøfthøjparken erhverves for knap 700.000 kroner. Her får den nye ejer 38 kvadratmeter. Købsaftalen blev underskrevet 1. september, og nøglerne skifter hænder 1. december. Læs mere her. 

Viby J: Grøndalsvej 54 solgt for 475.000 kroner

Den billigeste bolig, som er blevet solgt i september i Viby og Stavtrup, er lejligheden her på anden sal Grøndalsvej. Det er en virksomhed, som har erhvervet sig lejligheden fra sælger, som har haft boligen siden 2016. Dengang måtte han lægge 300.000 kroner for de 24 kvadratmeter, som lejligheden fordeler sig på. 

Læs mere her. 

  • Den dyreste villa i denne måned er blevet solgt for 5,8 millioner. Foto: Jens Thaysen

Det skal du også vide: Grøndalsvej bliver ikke til Kurt Westergaards Vej og serierøver på spil i Viby

Her kommer et kort nyhedsoverblik.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Grøndalsvej bliver ikke til Kurt Westergaards Vej nu og her

Tegneren Kurt Westergaard, kendt for sin Muhammed-tegning, boede i Viby frem til sin død i 2021. Foto: Henning Bagger

Et politisk flertal i Århus Byråd var tidligere i år klar til at støtte forslaget fra Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen om at omdøbe Grøndalsvej i Viby til Kurt Westergaards Vej for at ære den århusianske muhammedtegner.

Men det bliver ikke til noget lige nu og her, skriver Århus Stiftstidende.

Teknisk Udvalg har onsdag 4. oktober besluttet at lægge forslaget ned i kommunens såkaldte navnebank over mulige vejnavne, som kommunens fagfolk kan finde inspiration i, når der anlægges nye veje og pladser.

I Jakob Søgaard Clausens øjne betyder det, at forslaget næppe nogensinde bliver til virkelighed. 

Men i Venstre tror Gert Bjerregaard fortsat på, at forslaget kan komme i spil, når forvaltningen og rådmanden om et par år skal vælge et nyt vejnavn til Grøndalsvej, som bliver omdannet i forbindelse med byggeriet på Viby Bakke. 

Serierøver på spil i Viby

- Det er røveri, og jeg har et våben. Hvis du giver mig alle pengene i kassen, kommer du ikke til skade, sagde den 35-årig mand under et af røverierne i Viby. Genrefoto: Jesper Bech Pedersen

En 35-årig mand har erkendt en række røverier i Viby, som er begået mellem den 16. september til den 2. oktober. 

Røverierne er blandt andet sket i Letkøb på Rosenvangs Allé, på Q8 på Ormslevvej og i Coop 365 på Holme Møllevej. Det skriver Århus Stiftstidende

Under røverierne er den 35-årige mand ikke sluppet afsted med noget særligt af værdi. Ved røverierne har han eksempelvis fået 2.000-3.000 kroner eller alt fra et par dåser Red Bull, en flaske Smirnoff vodka og seks pakker Prince cigaretter. 

Ved samtlige røverier brugte den 35-årige mand samme metode. Han havde hånden i lommen, men ingen pistol. Ved det første røveri medbragte han dog en skuetrækker, som han forklarede blev i lommen. To af de andre gange holdt han en kuglepen, en enkelt gang sine nøgler og resten af gangene havde han bare hånden i lommen.

  • Tegneren Kurt Westergaard, kendt for sin Muhammed-tegning, boede i Viby frem til sin død i 2021. Foto: Henning Bagger
  • - Det er røveri, og jeg har et våben. Hvis du giver mig alle pengene i kassen, kommer du ikke til skade, sagde den 35-årig mand under et af røverierne i Viby. Genrefoto: Jesper Bech Pedersen