- En masse ninjaer er stukket af!

Hvis ikke de læste videre, ville Stavtrups borgere nok ryste i bukserne ved den foruroligende tanke om, at der gemte sig en masse ninjaer i nabolaget.

Heldigvis stod der lidt mere i Karen Marie Grønlund Hansens facebookopslag. Der var tale om små ninjaer lavet som perleplader, og hun bød sammen med sin familie op til en sommerferieninjaskattejagt (prosit!).

På Rugbjergvej, Højvangsvej og det grønne område mellem disse gemte de - hold nu fast - 114 ninjaer sig. Klar til at blive fundet og udvekslet til slikkepinde hos familien bag fredag 14. juli.

- Så var det meningen, at folk kunne komme forbi mellem klokken 17.00 og 18.00 og hente gevinsten, hvorefter vi så ville sætte dem ud igen til lørdag og søndag. Men kun den ene weekend, forklarer Karen Marie Grønlund Hansen og fortsætter:

- Flere skrev til os og sagde, at de uheldigvis var på ferie. Så måtte vi tage en weekend til, og på nuværende tidspunkt må 60-70 børn og voksne have været forbi vores dør. Det er jo helt vildt. Men også helt vildt hyggeligt.

Måske skal vi lige spole tilbage til momentet, hvor én ninja blev til flere, og idéen til skattejagten begyndte at dæmre.

- Jeg har en femårig søn ved navn Christian. Nu har vi sommerferie, og han laver gerne perleplader med Paw Patrol-tema (et børne-tv-program, red.), siger moderen.

- Før har jeg lavet en enkelt ninja, og den havde et simpelt design, der kunne laves i mange forskellige farver. Mit kreative hoved ville nok kede sig, hvis jeg skulle lave den nøjagtigt samme ninja, så jeg gjorde meget ud af at lave hver og én anderledes, siger hun.

Forskellige farver blev til forskellige temaer. Først Star Wars-ninjafigurer. Så Avengers-ninjafigurer. Så Ninja Turtles, Super Mario Bros, Superman, Batman og forskellige dyr.

Sønnen begyndte også at interessere sig for ninja-skabelonen fremfor sine egne skabeloner, og inden længe havde de rundet 40 forskellige ninjaer.

- Jeg tænkte på, hvad vi dog skulle bruge alle dem til. Vi kunne jo hænge dem op rundt omkring som en skattejagt, nævnte jeg for min søn og min mand, fortæller Karen Marie Grønlund Hansen, som blev ved med at lave flere og flere af de små kreationer.

- Og de var heldigvis med på noderne. Det lød jo sjovt.

Parret købte en stor bøtte med slikkepinde, og med lillesøster Agnete på to år i barnevognen trillede Karen Marie, Christian og far-Frank rundt fredag formiddag på de nærliggende veje.

Bevæbnet med perleplader i snor som kom op at hænge. Nu var de klar til leg, og fredagsfornøjeligheden kunne begynde.

- Mens vi lavede dem, tænkte jeg over logistikken. Det ville blive lidt omfangsrigt, og vi kunne ikke have folk rendende hele dagen, forklarer Karen Marie Grønlund Hansen, hvorfor tidsrummet for indløsning af gevinst blev begrænset.

- Først havde vi tænkt, at børnene kunne få én slikkepind for én ninja.

Da en af de første børnegrupper troppede op med 42 ninjaer, kunne de godt se, at det måske ikke var så realistisk.

- Jeg ved, at deres forældre nok er rimeligt glade for, at de ikke kom hjem med 42 slikkepinde, griner Karen Marie Grønlund Hansen, som hørte, at drengene havde brugt tre timer på at finde de mange ninjaer.

Opbakningen var uovertruffen, og familien Grønlund Hansen fik hilst på en masse børn og voksne i løbet af fredag aften.

Pludselig gik der sport i det, for de kunne se, at lokalsamfundet i Stavtrup samledes og hyggede sig med det.

- Vi endte faktisk med at lave endnu flere ninjaer. Min søn og selv min mand, der ikke ligefrem er det mest perleplade-glade menneske, blev helt bidt af det, griner Karen Marie Grønlund Hansen.

Frank Grønlund Hansen gjorde det til sin faste rutine at tage en aftenløbetur op til weekenden, hvor ninjaerne blev omhyggeligt gemt til næste dag.

- Er det ikke dig med ninjaerne? blev han også spurgt, da han forleden var nede for at handle, siger hustruen.

Den ekstra weekend tog familien med glæde fat på, fordi reaktionerne var så gode. En anden mor kom med saftevand til familien Grønlund Hansen, fordi hendes børn havde hygget sig så meget med det.

- Alle har bare været konstruktive og positive. Vi har boet i Stavtrup siden 2013, og vi kender selvfølgelig en del fra byen gennem børnenes institution, men det har givet nogle helt andre relationer, lyder det fra Karen Marie Grønlund Hansen.

- Og så er det bare fantastisk at se engagementet fra de unge. I en tid, hvor man snakker om, at børnene får firkantede øjne foran skærmene derhjemme, er det skønt at se, at de den ene søndag trodsede regnvejret for at gå og finde ninjaer.

Deres skattejagt spredte sig som ringe i regnvandet. Familien Grønlund Hansen fik en af dagene besøg af to børn, der havde lavet hver deres ninja, og de indgik så i næste dags skattejagt.

- Jeg hørte fra en anden forælder, at hendes børn også selv havde lavet ninjaer på perleplader, og så lavede de deres egen skattejagt i haven derhjemme, fortæller Karen Marie Grønlund Hansen og tilføjer:

- Det kan vi da kun være stolte over at have givet inspiration til. Tænk, at det nærmest bliver en hel dille.

Faktisk er de heller ikke længere alene om at gemme perleplader og give dusører i form af slik.

Et brødrepar har efterfølgende lavet godt 50 guitarer i mange forskellige farver. De gemte dem og inviterede mandag og tirsdag i uge 30 til skattejagt.

- Vi bor i den gamle ende af Stavtrup, og vi snakkede om, at det ville være fint, hvis nogle andre tog idéen op og eventuelt lavede noget i den anden ende af byen, siger Karen Marie Grønlund Hansen og fortsætter:

- De to brødre kom forresten og bankede på hos os, da de ville bytte en guitar hver for to af vores ninjaer. Så der havde vi lige en venlig udveksling.

Hvornår - hvis nogensinde - kan Stavtrups børn så igen regne med en skattejagt fra jeres hånd?

- Vi kunne godt tænke os at lave noget til halloween. Måske i et tema med små spøgelser. Men ellers er vi klar på at tage det op næste sommer igen, siger Karen Marie Grønlund Hansen.

- Det passer bare godt til sommerferien. Der er mange børn, som måske ikke er afsted på ferie og keder sig derhjemme, hvis der ikke er en aktivitet én af dagene. Det her skaber jo leg lige uden for døren, siger hun.

For hende gør det heller ikke noget, at flere kopierer sommerferie-skattejagten og fortolker den på deres egen måde.

- Faktisk vil jeg gerne opfordre til det. Prøv lige at tænke: Jeg var bare en 40-årig dame, der fik en skør idé om en ninja-skattejagt. Og det endte jo helt okay, griner hun og tilføjer afsluttende:

- Så hvis du får en skør idé til at fremme det lokale sammenhold, skal du endelig bare prøve den af. Også selvom det intet har med ninjaer at gøre. Der skal nok være nogen, som griber den.

Skoven er ikke særlig stor, ligesom byen ej heller er det.

Alligevel bringer "Kirkeskoven" stor glæde til de lokale i Ormslev. Ikke mindst på grund af en masse farverige sten, som ligger i skovbryn og skovbund området rundt.

På stenene står navnene på de forskellige planter, som stenene ligger ved. Kornel, hyld, hestekastanje, hvidtjørn, ask og guldnælde.

Faktisk kan du lige nu finde omtrent 20 af dem i Kirkeskoven, og der kommer hele tiden flere til. For Lene Kieldsen, der bor lige i nærheden på Buggesgårdvej, kan hverken lade være med at male dem eller lægge dem ud.

- Det handler om, at jeg godt kan lide at få familier og børn til at stoppe op. Måske lede efter stenene og få en god snak om planterne, deres navne og deres placering i naturen som helhed, siger hun om sit projekt, som hun kalder "Kend din skov".

- Jeg kender alligevel en del bysbørn, der nærmest ikke kan nævne et eneste plantenavn. Så det her er en af mine måder at fortælle om biodiversitet på.

Man kan godt se, at biodiversiteten fylder hos Lene Kieldsen. På flere skilte ved hendes hjem står der "Vild med vilje", "Giftfri have" og "Her kalder vi ukrudt for juhu-krudt".

Hun har selv gravet græsset væk og lavet flere diger i sin have, som mange måske vil kalde lidt kaotisk, da der er mange forskellige planter og meget lidt flad græsplæne. Men det vrimler med liv.

- Min far havde sådan en prydhave, hvor alt stod snorlige. Det var hans passion, men jeg måtte jo aldrig noget i hans have som barn, og derfor vidste jeg, at min egen have aldrig måtte blive ligesom min fars, forklarer hun.

Hun kommer selv fra Viby omkring Rosenvangskolen og har ligeledes boet i Salamanderparken i Stavtrup, inden hun flyttede til Ormslev for snart tre år siden.

Det var i Salamanderparken, at selve kapitlet med de farverige sten begyndte.

- Jeg startede først med at male mønstrede Mandala-sten, men da der var corona-nedlukket, begyndte jeg at skrive muntre og positive citater på nogle af dem, fortæller Lene Kieldsen om den blomstrende interesse.

- De positive citater lagde jeg rundt om søen i mit nabolag, og jeg fik en masse positiv respons. Det gjorde folk glade at gå forbi dem, men desværre var der også en del børn og unge, som hærgede og kastede dem i søen.

Hun måtte i hvert fald stoppe med at lægge dem ud, for hver gang var de væk efter nogle dage.

Da Lene Kieldsen flyttede til Ormslev, tog hun initiativet op igen og lagde atter citat-sten ud. Denne gang rundt omkring i landsbyen.

- Her oplever jeg, at der er en anden respekt for dem. Jeg har det sådan set fint med, at folk tager stenene med hjem, hvis de kan relatere til dem og bliver glade for dem. Bare de ikke bliver smidt væk, slår hun fast.

- Men generelt bliver de liggende, og folk i byen har udtrykt stor begejstring for dem. Jeg er blevet spurgt, om der ikke snart kommer flere sten, de kan finde.

Det er også den slags reaktioner, der får hende til at blive ved med at male og lægge dem ud. Hun maler ikke lige så ofte sten til sig selv, som hun maler sten til byen.

Og du er ikke bange for, at de på sigt forsvinder i hobetal igen?

- Altså, det er da fedest for fællesskabet, hvis folk lader dem ligge, griner hun og fortsætter:

- Men jeg har det sådan, at når jeg har lagt en sten, så har jeg givet den fra mig. Så gør det mig ikke lige så meget, hvis den en dag er væk.

I forvejen prøver Lene Kieldsen at lægge sine "Kend din skov"-sten, så de tydeligt kan ses, og så de ikke bliver væk lige med det samme.

Men naturen er nu engang uforanderligt foranderlig. Det kan ske helt af sig selv.

- Jeg kan ikke helgardere mig mod, at der trisser en ræv eller en mus forbi og puffer til en sten, så den ikke længere kan ses. Eller hvis en ny plante slår rod og blokerer udsynet til stenene. På en måde er netop dét jo også så smukt ved naturen.

Hun har ikke selv en biolog- eller gartneruddannelse. Blot en ren fritidsinteresse.

Den tidligere dansklærer tager altid sin telefon med sig på tur, for hvis Lene Kieldsen ser en plante, hun ikke kender, slår hun den straks op.

- Her kommer en opfordring til dem, der har samme interesse. Der findes en genial app, som hedder "Seek", som kan bestemme, hvilke f.eks. planter, insekter, svampe osv. du står overfor, og hvor den i størstedelen af tilfældene gætter rigtigt, forklarer Lene Kieldsen om appen, som dog fungerer bedst til iPhone.

- Samtidig bidrager man til viden om lokal flora og fauna i det større perspektiv, fordi billederne bliver samlet i en database.

For at huske alle plantenavnene i sin egen have lægger hun sten, som er lidt mindre dekorerede, men har en smule information om planten. Så kan hendes egne børn og eventuelle gæster også lære dem at kende.

Som her med skarntyden:

For netop ved at kende til planternes navne og funktioner kan de måske bedre få en plads i vejkanten, i parken eller i andre folks haver.

Hun henviser til tv-programmet "Giv os naturen tilbage", som kører på DR i øjeblikket og har Frank "Bonderøven" Erichsen som vært, hvor man kalder biodiversitetskrisen - altså manglen på oprindelig natur i form af planter og insekter - for en informationskrise.

- Ukrudt er også blomster, når man først lærer dem at kende, citerer Lene Kieldsen også gerne fra Peter Plys.

Så hun stopper ikke foreløbig med selv at prøve at informere og fremme kampen for biodiversiteten.

Lene Kieldsen indrømmer dog, at det lige så meget handler om netop at lave en anledning til lokale aktiviteter i det fri.

Hun håber på, at det styrker fællesskabet og måske inspirerer andre til at tage sådanne initiativer selv.

Derudover har hun tænkt på at åbne op for arrangementer, hvor folk kan komme forbi hendes have og høre nærmere om, hvordan man får mere liv i sin have ved eksempelvis at bygge diger, lave kvashegn og anlægge små søer.

Hun har selv med disse tiltag gjort sin have til et hjem for mange flere forskellige insekter og smådyr, der nu bor i der. De erfaringer vil hun gerne dele ud af.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. En biodiversitetsworkshop, et åben have-arrangement eller noget i den dur. Hvor interesserede også kunne få blomsterfrø med hjem, siger hun og tilføjer smilende:

- Det kunne også bare være en hyggelig måde at mødes med hinanden her i byen. Vi skal have mere af dét, der styrker fællesskabet.

Da Viby-StavtrupLIV besøgte Lene Kieldsen på Buggesgårdvej, havde hun allerede to nye sten klar og flere på bedding.

Så måske Kirkeskoven snart er et (ekstra) visit værd?

I 1920'ernes og 1930'erne var Viby i god vækst.

Bygninger og kolonihaver skød op, mennesker kom atter og atter til, og forretninger blomstrede som livet omkring dem.

Lad os se på, hvordan det hele så ud dengang sammenlignet med nu.

På Skanderborgvej 115 lå noget så lækkert som en delikatesseforretning.

Bygningen ligger lige midt i Kongsvang, hvilket gav den ikke bare en god placering, men også sit navn: Kongsvang Delikatesse og Pålægsforretning.

Facaden så dengang en del anderledes ud med stort, åbent butiksvindue og indgang.

Nabohuset til venstre er i dag revet ned og indeholder Frederiksbjerg El-installation, inden man kommer hen på hjørnet af Dansgade, der dengang egentlig var hjørnet til Helgesgade.

Jeg snyder også lige lidt, for her kommer der et opfølgende billede fra 1974 og ikke fra mellemkrigstiden. Hvis billederne lægger sig meget op af hinanden, så bryder jeg gerne med kronologien, og se lige Skanderborgvej 115 over 50 år senere:

Fra delikatesse til isbutik. Og nu med den genkendelige hjørnebygning som nabo, hvor der dengang var cykelforretning.

Jeg aner dog ikke, hvornår den røde farve uden på murstenene kom til.

Odderbanen gik forbi nogle vitale punkter i forstæderne til Aarhus, heriblandt Viby Gasværk.

Viby Kommune vedtog i 1913, at gasværket skulle opføres og levere gas til byens husstande og blandt andet 50 gadelamper i området.

I dag kan gasværket ikke længere ses, da det i begyndelsen af 2023 blev revet ned.

Til gengæld kan man se, at det er nemmere at komme over skinnerne på Odderbanen. Bilerne skal ikke stoppe op, kigge efter tog og så bumle over selve skinnerne, men Kongevej er nu hævet op som Skanderborgvej af en viadukt.

Kongsvang Station er også sidenhen kommet til, og begge billeder er taget på den jernbanebro, som i dag forbinder Christian X's Vej med Rema 1000.

Den her er sjov - mest fordi jeg ikke aner, om jeg har taget billedet på noget i nærheden af det rette sted. Men alligevel giver det en meget god idé om, hvad der skete i Viby i disse år.

Det historiske billede er taget fra, hvad der i dag hedder Uraniavej, og den eneste anden information, som arkiv.dk giver til billedet, er, at man ser mod Rosenvænget.

I dag er der jo fuldt optrukket med villaer, Fredenskirken og Rosenvangskolen i den retning, man ser, så det er svært at rekreere helt 100 procent, hvor de forskellige pejlemærker ville havde stået dengang.

Alligevel skal der lyde en stor tak til Amalie Baden og Jakob Marcussen, der lukkede mig ind i deres hjem og op på deres balkon, så jeg kunne tage et billede så højt oppe fra Uraniavej som muligt.

- Det er sjovt at se, hvordan der har været fyldt med marker for mindre end 100 år siden lige ude foran vores hus, lød det fra parret.

Tager vi en tur ind til midtbyen af Viby, har jeg igen haft lidt svært ved at finde denne placering helt korrekt.

Det gamle foto ledsages her med informationen om, at Nordbyvej ligger til venstre og det gamle Skolevej til højre. Alligevel ved vi, at det er taget cirka omkring, hvor Viby Torv ligger i dag.

Træerne står stadig langs med fortorvet - i hvert fald i den ene side - men den lille tankstation står der ikke mere.

Boligerne på den anden side af vejen har måttet lade livet for erhvervsbygningen, hvor Silvan blandt andet ligger i dag, og hvor Kongevej før i tiden også var et ganske trafikeret sted, kan datidens brosten nok ikke sammenlignes med Viby Torv-krydsets asfalt i dag.

Ligesom købmændene flyttede håndværkerne også til Viby for at gøre forretning.

En af dem, der skød op, var Kongsvang Trælasthandel på Dansgade, som givetvis ikke var det eneste hus på vejen, men der var langt mellem villaerne.

Godt nok gjorde vinterens sne ikke meget for fotofarverne dengang, men i dag er der trods alt en del grønnere. Mere hæk, mere have og flere træer i villakvarteret.

Flere naboer er kommet til, og elmasternes kabler er kommet ned i jorden.

Vi nævnte kort, at Rosenvangskolen ikke fandtes på markbilledet fra 1925, men det var så også kun lige ved og næsten.

I 1928 blev Vibys anden skole nemlig indviet med en splinterny, stor skolebygning. 250 elever skulle fordeles på otte klasselokaler og enkelte specialklasser.

Selvfølgelig ikke lige så stor som den, vi ser i dag, men selve hovedbygningen står egentlig meget skarpt den dag i dag.

Skolegården har fået lidt mere asfalt end grusjord, og flagstangen har fået en ny placering.

Rosenvangskolen blev for resten besat af tyskerne under Anden Verdenskrig, og de over 500 elever måtte over på Viby Skole som erstatningsskolested.

På det tidspunkt havde man også udvidet en del mere, men dog ikke lige så meget, som man ser i nutiden. Her er et billede fra 1954 sammenlignet med i dag, hvor en ny fløj sidenhen er kommet til:

"Fællesforeningens Fabrikker" står der, og her henviser det gamle postkort fra 1930 til FDB. Altså den landsdækkende, danske brugsforening og -bevægelse, som havde store fabrikker i Viby.

De ikoniske bygninger kunne ses på lang afstand i et ellers fladt Viby, og de havde rigtig mange tilbygninger.

I dag går jernbanen ikke længere midt gennem området, som vi kender som Sønderhøj, og hvor Erhvervsakademi Aarhus hører hjemme.

Væk er de høje skorstene også, men de irrede, spidse og ikoniske tag pryder trods alt bygningen endnu.

Nu kommer vi til tredje billede i denne artikel, som jeg ikke helt ved, om jeg har fanget den rette placering af: Vibys gamle stadion fra 1935.

Det gamle foto er taget fra Grundtvigsvej, som ikke var mere end en grussti, og man ser mod villaer på, hvad der i dag er Skanderborgvej, mens fodboldspillerne sparker bold.

I dag ligger Viby Stadion, som vi alle bør vide, ikke samme sted, men i Viby Idrætspark ved Nordbyvej.

Området for det gamle stadion er i dag besat med lejlighedsboligerne mellem Birkedalsvej og Byvangs Allé, og en del af det må næsten også være det grønne område Byvangen.

Sidste sammenligning er også eneste i denne artikel, som jeg kunne finde fra 1920'ernes og 1930'ernes Stavtrup. Et billede af Bispegården fra 1936.

Førhen havde gården været almindeligt landbrug med et større svinehold, men i 1918 opkøbte Aarhus Kommune bygningerne og brugte dem til meget populære feriekolonier.

Den røde barak, som ses på billedet, var ofte henover sommeren fyldt med børn og børneleg.

I dag er rutsjebanen væk, og træerne har omsluttet Bispegårdens en anelse mere.

Barakken bliver brugt som værksted af flere kunstnere, der laver og udstiller forskellige kunstværker. Nogle gange holder de også åbent hus, hvor man kan komme ind og se bygningen samt deres kreationer.

Og ønsker du at læse mere om Stavtrups gårdhistorie, kan du læse mere her på Stavtrupportalen.

ㅤㅤㅤㅤㅤ