Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Viby-StavtrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Aarhus Byråds beslutninger sker heldigvis på baggrund dine henvendelser som borger, fællesrådenes pointer og kommunens embedsfolks grundige undersøgelser. Det er der intet skørt i - tværtimod. Foto: Kim Haugaard

Det virker da lidt skørt, gør det ikke?

Jeg har brug for lige at komme med en masse ros:

Til fællesrådene i Viby og Stavtrup - og til Aarhus Kommune.

For hvor er det skønt, at nogen varetager de lokale interesser, sætter fokus på lokale udfordringer og formidler det videre til lokale beslutningstagere. Endda helt frivilligt.

Og hvor er det samtidig fedt, at en så stor kommune som Aarhus' forsøger at skabe så meget inddragelse, som de kan, når det drejer sig om byudviklingssager og andre lokale problemstillinger. De lytter til fællesrådene og til borgerne.

Hej-hooo for lokaldemokratiet!

Selvfølgelig opstår der situationer undervejs, hvor der ikke er enighed mellem borgere, fællesråd, embedsværket og lokalpolitikere. Men inderst inde arbejder alle med sigte på, hvad der er bedst for vores områder.

Det ville være skørt af os at tage den slags forgivet, hvilket jeg nogle gange fornemmer, at folk gør.

For hvordan skulle der ellers komme noget så konkret som en mere sikker overgang over Ormslevvej i Stavtrup? Eller en ny cykelsti langs Søndervangs Allé? Eller nye busbaner ved Viby Torv?

Eller nogle af de andre trafikudfordringer, som jeg giver et overblik over og status på her i nyhedsbrevet.

Der er langt fra penge til det hele, men det virker smukt, at opmærksomhedens øjne i det mindste hviler på alt det, der kan forbedres. Og skridt for skridt sker der faktisk noget.

Du kan også lade dine opmærksomme øjne glide længere ned i nyhedsbrevet, hvor jeg fortæller om 17 nye lejlighedsboliger, der måske snart skyder op i Viby.

Med den detalje, at de kommer til at ligne nabolejlighederne næsten på en prik. De skal laves af samme entreprenørfirma, har samme ejer, men bygges mange år forskudt.

Det virker da lidt skørt, gør det ikke?

Knap så skørt, hvis du kender baggrunden.

Med den cliffhanger vil jeg bare gerne ønske dig god læselyst!

Billede af Mikkel Hamann Johnsen
Billede af skribentens underskrift Mikkel Hamann Johnsen Journalist
  • Aarhus Byråds beslutninger sker heldigvis på baggrund dine henvendelser som borger, fællesrådenes pointer og kommunens embedsfolks grundige undersøgelser. Det er der intet skørt i - tværtimod. Foto: Kim Haugaard
Lyskrydset ved Viby Torv er én af de punkter, hvor der lige nu sker noget konkret i forhold til at højne trafikken. Dog ikke noget man endnu kan se på krydset. Arkivfoto: Kim Haugaard

Få overblikket: Hvad sker der lige med trafikforholdene i Viby? Her er 9 ting, der kigges på

9 forskellige anlægsprojekter i Viby har Afdelingen for Mobilitet i Aarhus Kommune fokus på, når den kigger på fremtiden.

Søndervangskolen skal måske have fartdæmpning, Søndervangs Allé skal have cykelsti, Lidl-rundkørslen bliver lige nu sikrere, Holme Ringvej undersøges, og Viby Torv får ny busbane inden længe

Kongsvang Station må til gengæld vente på bedre trafikale forhold, og det samme gælder for Bøgeskov Høvej, Rugholmvej og Edisonsvej.

Lad os kigge lidt nærmere på, hvad status er for nogle af de mindre såvel som større trafikudfordringer, Viby byder på.

Hvert år får Aarhus Kommunes mange fællesråd tilsendt en liste over nogle af de trafikale udfordringer og kommende projekter, der findes i de pågældende områder.

Sidste år lavede Viby-StavtrupLIV en artikel ud fra samme liste. Igen i år har vi fået tilsendt samme liste, som Viby Fællesråd har modtaget.

Listen bliver til ud fra fællesrådets og borgernes ønsker, men det er ikke altid, at det hele kommer med.

- Det er selvfølgelig glædeligt, at der bliver rettet op på trafikale problemer. Men når vi fra fællesrådet kigger på listen, kan punkterne godt beskrives som i småtingsafdelingen, siger fællesrådsformand Hans Peter Mehlsen, der uddyber:

9 forskellige steder fremgår af Aarhus Kommunes mobilitetsafdelings liste til Viby Fællesråd. 9 steder, der ønskes forbedret, skal forbedres eller bliver forbedret. Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

- Vi gad godt have, at der blev taget hånd om de overordnede problemer i Viby. Vi har et årligt møde med kommunens mobilitetsafdeling, og der ønsker vi det hver gang. Men med alle de planer, som er lagt for Viby med BRT-busser, motorvejsramper og byggeprojekter, holder kommunen lidt på løsningerne for vejnettet.

Ikke desto mindre skal du ikke snydes for, hvad listen indeholder, og hvor projekterne står:

Edisonsvej kæmper med utryghed

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Edisonsvej ligger lige nu først på Mobilitets liste over mobilitetsudfordringer.

- Beboere på smal strækning med smalle fortov og mange børn føler sig utrygge, står der i det tilsendte.

Og utrygge med god grund. Der har både været en bil, som landede på hovedet i en have, samt påkørsel af en trailer på vejstykket.

Status: For nu er hjælp til udfordringen dog afvist, fordi Mobilitet har undersøgt Edisonsvej og vurderet, at problemet ikke er så presserende som først antaget. De holder den dog på listen til fremtiden.

Bøgeskov Høvej får ikke cykelsti lige foreløbig

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Den mulige cykelsti, der skal ligge på Bøgeskov Høvej mellem Skovlundgårdsvej og Grøndalsvej, var også på sidste års liste.

Der er allerede cykelsti fra krydset ved Ormslevvej og til Skovlundgårdsvej, men ønsket er at få den gjort længere, så cyklerne ikke skal køre så tæt på bilerne i.

Status: Der er udarbejdet skitseprojekt og anlægsoverslag, men finansieringen mangler. Projektet er inddraget i den nuværende kortlægning og prioritering af cykelstiønsker i hele Aarhus.

- På grund af stigende materialepriser er det et projekt, der er meget dyrere nu, end det var for få år siden. Men vi håber, at vi får penge til at gennemføre det, lød det sidste år fra Lars Clausen, som er specialkonsulent i Mobilitet.

Søndervangs Allés nye cykelsti

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Søndervangs Allé skal have en ny cykelsti, og som Viby-StavtrupLIV tidligere har beskrevet, er finansieringen her på plads.

250.000 kroner har byrådet sat af til det.

Status: På listen står cykelstien under de "Igangsatte" projekter, og den bliver anlagt over det næste års tid. Den burde ifølge planen stå færdig i 2024.

Kongsvang Station og dens tilgængelighed

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

De bedre adgangsforhold har til Kongsvang Station har vi efterhånden også nævnte en del gange.

I februar afsatte Aarhus Kommune 800.000 kroner til at gøre det nemmere for tog- og letbanepassagerer at komme ned til skinnerne.

Status: Men ... pengene ændrer ikke på, at ændringerne omkring Kongsvang Station tidligst kommer til at ske i 2025. For som specialkonsulent Lars Clausen også sagde i 2022:

- Banedanmark har oplyst, at deres projekt er udskudt til 2025-26. Der er ikke noget, der tyder på, at vores projekt bliver realiseret, før Banedanmark er færdige. Vi vil hellere afvente og få det lavet rigtigt første gang.

Fartdæmpning om Søndervangskolen

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

I Rosenhøj er ønsket fra Viby Fællesråd, at der på vejene omkring Søndervangskolen - mere specifikt Anerovej, Matildelundsvej og Karensmindevej - bliver lavet hastighedszone med lavere fartgrænse.

Samtidig skal der laves vigepligtsændring, så trafikken rundt om skolen kommer til at flyde bedre.

Status: Lige nu udføres der hastighedsmålinger på de tre nævnte veje. Det gør mobilitetsafdelingen for at vurdere behovet for ønskerne. Når målingerne er lavet, vil de derfor se, om det skal prioriteres, når (eller hvis) næste års trafikpulje besluttes politisk.

- Det er et lukket område, hvor det vil være helt oplagt og forholdsvist enkelt at indføre en grænse på 40 km/t. Det ville man typisk gøre med et minimum af fysiske fartdæmpere (for eksempel vejbump, red.) og helst helt uden, sagde specialkonsulent Lars Clausen sidste år.

Viby-StavtrupLIV har tidligere beskrevet indførslen af to nye 40 km/t-zoner i Viby og i Ormslev. Ligesom fartgrænsejusteringerne til 40 km/t er en del af et større projekt i Aarhus Kommune.

Holme Ringvej og BRT-busserne

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Et punkt, som også var med på sidste års liste, er undersøgelserne på Holme Ringvej. Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø kigger på, hvordan de mulige BRT-busser kan komme videre af vejen fra Viby Torv.

Der er både bussluser og vejlukninger i spil i planerne, men det er endnu ikke sikkert, at Holme Ringvej er retningen, som BRT-ruten vil gå. Det er dog stærkt sandsynligt.

Status: Forundersøgelserne er lige nu i gang, skriv mobilitetsafdelingen på listen.

- Hvis det ender med, at BRT-ruten skal via Holme Ringvej, får det betydning for, hvordan vejen i så fald skal indrettes, sagde specialkonsulent Lars Clausen i 2022.

Rugholmvej nemmere og sikrere for cykler

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Endnu et punkt fra sidste år, som ikke har fået mobilitetskærlighed - endnu.

Brabrandstien støder lidt sjovt på den videre cykelsti, ligesom der ved kolonihaveforeningen Rugholm har været tale om at lave bedre afmærkning og stitilslutning mellem Rugholmvej og Norringholmsvej.

Simpelthen for at gøre krydset mere sikkert for de cyklister, som kører til og fra området.

Status: - Lige nu er der ikke penge til projektet, står der på mobilitetsafdelingens liste. Måske kommer der heller ikke penge til det lige foreløbig:

- Det er et mindre projekt, som næppe bliver særligt højt prioriteret at finde finansiering til lige foreløbigt, sagde specialkonsulent Lars Clausen sidste år.

Lidl-rundkørsel mere sikker for cykler

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

En forbedring, som slet ikke står på listen, men hører under punktet "Øvrige kommende projekter i området", er rundkørslen ved Lidl, hvor Christian X's Vej og Jyllands Allé møder hinanden.

Siden 2017 er der sket fem ulykker for cyklister i rundkørslen, senest i december. Derfor besluttede Teknik og Miljø, at den skulle gøres mere sikker for cyklister ved at lede dem anderledes "uden om" rundkørslen.

En såkaldt sortpletudbedring.

Status: Anlægsarbejdet er faktisk i gang lige nu og skrider planmæssigt frem. Rundkørslen skal være helt færdig over de næste uger - måske måneder.

Viby Torv og Viby Ringvejs nye busbaner

Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Vi har allerede nævnt, at BRT-busserne skal gennem Viby Torv, men det skal mange andre busser allerede.

Ofte sander det til med bilkøer nær torvet, og for nyligt blev det besluttet, at der skal laves flere busbaner ved Viby Torv og på Viby Ringvej.

Punktet står heller ikke på mobilitetslisten, men nævnes også under "Øvrige kommende projekter".

Status: Selve anlægsprojektet er ikke begyndt endnu, men burde begynde i slutningen af 2023 eller begyndelsen af 2024. Aarhus Kommune regner med, at de to nye busbaner står færdige i løbet af 2024.

10 millioner kroner er der i alt sat af til de to nye baner. Pengene skal også gå til en tredje ny busbane omkring Aarhus Universitetshospital.

  • VibyTorv001
    Lyskrydset ved Viby Torv er én af de punkter, hvor der lige nu sker noget konkret i forhold til at højne trafikken. Dog ikke noget man endnu kan se på krydset. Arkivfoto: Kim Haugaard
  • 9 forskellige steder fremgår af Aarhus Kommunes mobilitetsafdelings liste til Viby Fællesråd. 9 steder, der ønskes forbedret, skal forbedres eller bliver forbedret. Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Illustration: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
Pukkelbump, pudebump, mariehønebump. Kært bump har mange navne, men det er én af de udfordringer, som Stavtrup Fællesråds trafikgruppe presser på med, der snart skal komme klarhed om i Stavtrup fra Aarhus Kommunes side. Foto: Ole Christensen

Nu bliver Ormslevvej endelig mere sikker - og 6 andre trafikproblemer, der kigges på i Stavtrup

Hvert år giver Aarhus Kommunes mobilitetsafdeling en status på, hvad den kigger på af trafikudfordringer i byer og områder - Stavtrup heriblandt.

Listerne får fællesrådene tilsendt, og i forvejen er de bygget på deres egne ønsker om, hvilke problemer der skal forbedres.

I Stavtrup kommer der blandt andet styr på overgangen fra Vestergårdsvangen over Ormslevvej, ligesom der kigges på fartdæmpende tiltag på Ormslevvej - måske endda en ny 40 km/t-zone.

Pukkelbumpene er oppe at vende, overgangen på Jarlsmindevej ligeså, ligesom lastbiltrafikken gennem byen bør forsøges sænket.

Trafikgruppen i Stavtrup Fællesråd har modtaget Aarhus Kommunes liste over, hvad der sker - og skal ske - med trafikproblemer i byen. Og gruppen ønsker den gerne endnu mere opdateret.

I år har Stavtrup Fællesråd ligesom Aarhus Kommunes mange andre fællesråd modtaget en liste over de trafikale udfordringer, som byen og området omkring står overfor.

Ligesom sidste år har Viby-StavtrupLIV fået lov til at kigge listen igennem, udfolde de forskellige problemer og give en status. Nogle er allerede under kommunens mobilitetsafdelings lup, mens andre lader vente på sig.

Fire forbedringsforslag nævnes i alt, men i trafikgruppen hos Stavtrup Fællesråd mener de dog, at listen kunne indeholde lidt flere af de trafikudfordringer, som byens borgere bakser med til daglig.

- Derfor skal vi holde et møde med Aarhus Kommune et sted efter sommerferieperioden, hvor vi får tilføjet flere punkter, fortæller Karen Yde fra fællesrådets trafikgruppe.

Her er de mobilitetsudfordringer, som ønskes udbedret af Stavtrup Fællesråd. De blå er dem, som allerede findes på Aarhus Kommunes egen liste, og de orange skal ifølge fællesrådet også tilføjes. Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Her går vi lidt i dybden med samtlige de nævnte udfordringer:

Ormslevvej ved Vestergårdsvangen og -ringen

Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Viby-StavtrupLIV har tidligere skrevet om projektet og finansieringen af det.

Udfordringen ligger i, at det kan være svært at krydse Ormslevvej for gående, der kommer fra Vestergårdsvangen og Vestergårdsringen og skal over på den anden side ved Råhøjparken videre mod Højvangskolen og Klokkeskovvej.

Der findes allerede en etableret overgang på stedet, men denne har Stavtrup Fællesråd, grundejerforeningen Vestergårdsvangen og boligforeningen Alboa ønsket mere markant for at øge sikkerheden.

Status: Som nævnt i ovenstående link er der afsat én million kroner i alt fra Aarhus Kommune til den nye fodgængerovergang.

Arbejdet begynder til september her i 2023. Det er i hvert fald, hvad mobilitetsafdelingen forventer, og den bliver færdig i løbet af 2024.

Utryghed ved krydset fra Klokkeskovvej til Bispevej

Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Et lignende problem finder vi ved overgangen på Jarlsmindevej.

Her, hvor Klokkeskovvej og Bispevej næsten mødes, er der også lavet en overgang for gående og cyklister. Passagen befinder sig dog lige præcis ikke i 40 km/t-zonen, hvilket gør, at biler tit accelererer og kører hurtigt, hvilket så alligevel giver utryg overgang.

- Der forventes, at en del børn fra både Højvangskolen og Friskolen skal over krydset på vej til fritidsaktiviteterne, skriver Stavtrup Fællesråd om problemet.

Der vil især komme aktivitet i krydset, hvis/når Stavtrup Kultur- og Idrætscenter-projektet bliver en realitet på dets nuværende planlagte placering på Bispemarken.

Ad Bispevej ligger i forvejen blandt andet Hospice Søholm, KFUM-spejderne Flammegruppen og en integreret institution.

Status: Mobilitetsafdelingen kigger på problemet, men indlemmer det i selve multihalprojektet. En del af Bispevej skal i den forbindelse laves bredere (1,5 meter), hvilket vil påvirke overgangen, så man lige så godt kan tage det hele på én gang.

Lige nu er Stavtrup Kultur- og Idrætscenter i offentlig høring, så du har mulighed for at nævne Jarlsmindevej-overgangen, hvis du vil give din mening om denne til kende.

Nyt "fortov" på Ormslevvej langs Råhøjparken

Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Langs Ormslevvej er der gode, brede cykelforhold, men ikke langs med Råhøjparken.

- Smal gangsti i betonbelægningssten med dårlig plads til gående og cyklende, skriver trafikgruppen fra Stavtrup Fællesråd om det godt 200 meter lange stykke.

I forvejen er der asfalteret og afstribet "fællessti", altså hvor du både kan cykle og gå, fra vestsiden af byen til cirka ved Vestergårdsvangen, og denne fortsætter så igen fra Vestermarken og videre.

Status: Mobilitetsafdelingen nævner på deres liste, at de kigger på at få de 200 meter betonbelægningssti opgraderet til netop asfalteret fællessti, så det bliver rarere at cykle og gå.

Hvornår der sker noget, nævner listen ingenting om, men blot at det "søges fremmet".

Ormslevvej fra østlig byzonetavle til Klokkeskovvej

Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Som vigtig trafikåre kommer Ormslevvej til at blive nævnt en del gange her i artiklen. Den deler trods alt sydbyen fra midt- og norddelen af Stavtrup.

Fra den østlige byzonetavle til rundkørslen ved Klokkeskovvej får Stavtrup Fællesråd meldinger om utryghed på grund af høj fart.

I 2017 fik samme vejstykke en ny fartgrænse på 50 km/t, hvor det før var 60 km/t. Ændringen havde en umiddelbar effekt, men farten er sidenhen blevet målt i april 2022, hvor hastighederne ikke var sænket så meget som tidligere.

Status: Stavtrup Fællesråd foreslår nu en hastighedsnedsættelse til 40 km/t på dette vejstykke.

- Tiltag til sænkning af hastigheden, eventuelt i forbindelse med etablering af flere krydsningssteder søges, står der på mobilitetsafdelingens liste, så det ligner ikke, at en ny fartgrænse først er målet.

Ormslevvej fra Klokkeskovvej til vestlig byzonetavle

Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Dette forslag minder lidt om ovenstående punkt, da hele Ormslevvej generelt blev sat ned fra 60 km/t til 50 km/t i 2017.

Fra Klokkeskovvej-rundkørslen og til det vestlige byzoneskilt ønsker Stavtrup Fællesråd dog ikke, at fartgrænsen sættes videre ned til 40 km/t som i det andet forslag.

- Der ønskes fartreducerende tiltag på strækningen for at sikre hastighedsgrænsen overholdes, skriver de.

Som tidligere nævnt kommer der på stykket over det næste år en overgang ved Vestergårdsvangen og Vestergårdsringen, hvilket kunne være et tiltag, der sænker farten.

Det kan også være flere bump, chikaner eller andet.

Status: Endnu ikke på mobilitetsafdelingens liste.

Lastbiltrafik gennem byen skal laste mindre

Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Endnu et punkt, som Stavtrup Fællesråd ønsker tilføjet, er udfordringen med lastbiltransport og anden tung trafik gennem byen.

Det drejer sig mest om de lastbiler, der kommer fra E45 eller Herningmotorvejen via Brabrand og benytter Søholmvej for at komme mod deres mål i Aarhus Havn, Viby eller andre steder i Aarhus S.

Tung trafik giver ekstra støj for naboer langs Søholmvej og Jarlsmindevej, specielt nær førnævnte bump, men er især problematisk ved Århus Friskole, hvor børn krydser vejen nær et sving.

- Der ønskes en begrænsning af gennemkørsel med lastbiler fra Søholmvej, skriver fællesrådet, så der er altså ikke tale om et forslag om ubetinget lastbilstop.

Status: Endnu ikke på mobilitetsafdelingens liste.

Der må da snart ske noget med de 40 km/t-bump

Mobilitetsafdelingen og Stavtrup Fællesråds trafikgruppes mobilitetsudfordringer i Stavtrup. Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen

Stavtrup Fællesråd afventer fortsat Aarhus Kommunes evaluering af hastighedszonerne på Jarlsmindevej og Klokkeskovvej. Det drejer sig mest om de berygtede pukkel-/pude-/mariehønebump.

Bumpene giver støj og klirrende køkkenskabe til naboerne. Enkelte bilister har fået skader på deres køretøjer, som efter sigende kan have noget med bumpene at gøre også.

- Der ønskes desuden forbedring af problemet med bilister, der kører på vejsiden og cykelstien for at undgå bumpene, samt problemet med lastbiler og offentlig transport, der kører for stærkt over pukkelbumpene, skriver Stavtrup Fællesråd som et af deres tilføjende punkter.

Status: Bumpene befinder sig som sagt ikke på listen over mobilitetsudfordringer endnu, men evalueringen foregår lige nu, lyder det, de gange Viby-StavtrupLIV har været i kontakt med kommunens ansvarlige sagsbehandler.

I april lød det dog fra rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Nicolaj Bang, at man nok skulle vente "et års tid", før der kommer nyt omkring evalueringen.

  • Pukkelbump, pudebump, mariehønebump. Kært bump har mange navne, men det er én af de udfordringer, som Stavtrup Fællesråds trafikgruppe presser på med, der snart skal komme klarhed om i Stavtrup fra Aarhus Kommunes side. Foto: Ole Christensen
  • Her er de mobilitetsudfordringer, som ønskes udbedret af Stavtrup Fællesråd. De blå er dem, som allerede findes på Aarhus Kommunes egen liste, og de orange skal ifølge fællesrådet også tilføjes. Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
  • Mobilitetsafdelingen og Stavtrup Fællesråds trafikgruppes mobilitetsudfordringer i Stavtrup. Kort: Datawrapper/Mikkel Hamann Johnsen
Så sker der måske snart noget på Byvangs Allé 4. Kollagefotos: Luplau og Poulsen Arkitekter, Google Street View

Villa skal ned, og 17 nye Viby-lejligheder skal op: Men havens gamle træer får lov til at blive stående

Siden 2018 har der været uvished om, hvad der skal ske med en murstensvilla på Byvangs Allé 4. Sidst, der var nyt om projektet, var i 2021.

Nu kan Viby-StavtrupLIV afsløre, at et lejlighedsbyggeri med 17 boliger er på vej, og ifølge entreprenøren Høgh Entreprise har det været et langt sagsforløb hos kommunen, der har krævet en særlig plan og derfor har forsinket projektet.

Ikke desto mindre ligger der nu et udkast, som giver matriklen tre bilparkeringspladser, to cykelparkeringshuse og så en frodig have til beboerne, som skal være i tråd med den oprindelige villas natur.

Der er dog stadig langt til en endelig realisering.

Viby-StavtrupLIV har fået indsigt i de kommende planer for Byvangs Allé 4, som skal gå fra villagrund til frodigt lejlighedsareal.

Projektet har stået stille længe. I hvert fald hvis man kigger på den proces, som Aarhus Kommunes lokalplanportal skildrer, der begyndte i 2018.

Men nu er den her.

Planen om at bygge 17 nye lejligheder på Byvangs Allé 4, hvor en gul murstensvilla står i dag.

- Vi synes selv, at vi har lavet en rigtig god grundplan. Med små, lysgennemstrømmende, lækre lejligheder med altaner eller terrasser på begge sider, siger Kim Richter, medejer af Høgh Entreprise, som er hovedentreprenør på projektet.

- Og så kommer de til at ligne nabolejlighederne på Skanderborgvej 159. De bliver ikke helt ens, for vi har at gøre med en anden grund og andre dimensioner, men den gennemsnitlige person vil nok ikke kunne se forskellen.

Ikke ligefrem et snorlige forløb

Faktisk var det meningen, at Høgh Entreprise ville lave en såkaldt sammenmatrikulering af Skanderborgvej 159 og Byvangs Allé 4. Altså at slå de to matrikler sammen.

Grundene har nemlig samme ejer, og så kunne det lille område med alle lejlighederne have fælles indkørsel fra Byvangs Allé.

Det er den gule murstensvilla her, som skal rives ned og laves om til lejligheder, der kommer til at ligne dem til højre i billedet. Foto: Google Street View

Dengang kunne det dog ikke lade sig gøre at slå matriklerne sammen. Skanderborgvej 159 kunne klares via en simpel byggesag, men byggeriet på Byvangs Allé 4 krævede en ny lokalplan, da der fandtes en speciel tinglysning fra 1943 på grunden.

- Der måtte kun bygges en enkelt bygning i villastil, lød tinglysningen på. Det var svært at få den regel aflyst med andet end en lokalplan, da det krævede accept fra i alt 46 naboer, hvor enkelte ikke ville skrive under, fortæller nuværende sagsbehandler Berit Elleby fra Aarhus Kommune til Viby-StavtrupLIV.

I stedet skød Skanderborgvej 159A, 159B og 159C op for sig selv i 2016 og 2017.

Byvangs Allé 4 måtte afvente.

- Siden da har vi haft et længere og besværligt sagsforløb. Det er fjerde forslag, som vi nu har sendt afsted, forklarer Kim Richter til spørgsmålet om, hvorfor det relativt lille projekt har været så længe undervejs.

- Til gengæld har det gjort, at vi allerede har arbejdet meget med undersøgelser af byggeriet og dets detaljer. Der er jo ikke længere tale om en skitse, men om en reel projektfremlæggelse.

I deres udkast, som Viby-StavtrupLIV har fået indsigt i, kan man læse, at de 17 lejligheder fordeler sig på fire etager.

Træerne består

Lejlighederne bliver enten på 37 eller 56 kvadratmeter, og to af dem vil ligge i stueetagen, som også indeholder depotrum og fire bilparkeringspladser.

Sådan kommer Byvangs Allé 4 til at se ud fra nordsiden. Illustration: Luplau og Poulsen Arkitekter

Bilerne skal komme ind fra egen indkørsel, der kommer til at ligge lige ved siden af indkørslen til nabomatriklen. På grunden vil der også være overdækket cykelparkering.

Fra lejlighedernes altaner vil beboerne kunne se ned til et nyt udendørs fællesopholdsrum i haven, der kommer til at huse de selvsamme træer, som står på matriklen i dag.

- Vi vil gerne bevare de originale træer, som står på stedet, fortæller Kim Richter.

- Vi fjerner selvfølgelig lidt vildskud. Vi har lavet en vurdering af, hvilke træer der står i vejen for de større træers udvikling, og så bliver der mere plads til, at grundens flotte træer kan gro. De fleste bliver altså stående.

Træer er ikke det eneste, som Høgh Entreprise og arkitekterne hos Luplau og Pulsen har tiltænkt det nye lejlighedskompleks. Her på skitsen bliver der også nævnt andre planter og blomster samt vegetation på toppen af cykelhusene. Illustration: Luplau og Poulsen Arkitekter

Stadig lange udsigter

Nu skal selve planforslaget for Byvangs Allé 4 udformes, hvilket ifølge planen går i gang til august. Det betyder, at en kommunal sagsbehandler skal gøre lokalplanforslaget klar til først Teknik og Miljø, så Aarhus Kommunes byråd.

Herefter skal byrådet godkende planen til offentliggørelse, den skal gennem offentlig høring, og så skal den endeligt vedtages.

En mere præcis skitse af, hvordan Byvangs Allé 4 kommer til at se ud oppefra, hvis lokalplanen bliver vedtaget, som entreprisefirmaet og ejeren ønsker det for nu. Illustration: Luplau og Poulsen Arkitekter

Med andre ord går der længe, før naboerne på vejen kan se det nye lejlighedsbyggeri skyde op - hvis det vel at mærke bliver vedtaget.

- Jeg vil mene, at vores udkast er blevet så specifikt, at det burde gå igennem for nu, lyder vurderingen fra Kim Richter selv.

- Jeg kan ikke sige noget om, hvad der så sker senere, og derfor kan jeg heller ikke give en tidshorisont. Men vi håber på at komme i mål hurtigst muligt, så lejlighederne endelig kan komme op at stå.

Før alt dette skal Viby Fællesråd dog have et møde med Aarhus Kommune, hvor de bliver informeret om projektet, kommer med deres input og eventuelle forhåndsindvendinger fra naboer.

Det bekræfter fællesrådsformand Hans Peter Mehlsen over for Viby-StavtrupLIV og nævner, at de allerede har kontakt til en af naboerne, som kan blive berørt.

Viby-StavtrupLIV følger selvfølgelig udviklingen.

Byvangs Allé 4 er markeret med gult her. Nord, vest og syd for adressen findes der i forvejen lejlighedskomplekser på tre-fire etagers højde, men på den anden side af vejen er et parcelhuskvarter. To af disse huse vil blive genboer til projektet, hvis det bliver realiseret. Foto: Google Maps
  • Så sker der måske snart noget på Byvangs Allé 4. Kollagefotos: Luplau og Poulsen Arkitekter, Google Street View
  • Det er den gule murstensvilla her, som skal rives ned og laves om til lejligheder, der kommer til at ligne dem til højre i billedet. Foto: Google Street View
  • Sådan kommer Byvangs Allé 4 til at se ud fra nordsiden. Illustration: Luplau og Poulsen Arkitekter
  • Træer er ikke det eneste, som Høgh Entreprise og arkitekterne hos Luplau og Pulsen har tiltænkt det nye lejlighedskompleks. Her på skitsen bliver der også nævnt andre planter og blomster samt vegetation på toppen af cykelhusene. Illustration: Luplau og Poulsen Arkitekter
  • En mere præcis skitse af, hvordan Byvangs Allé 4 kommer til at se ud oppefra, hvis lokalplanen bliver vedtaget, som entreprisefirmaet og ejeren ønsker det for nu. Illustration: Luplau og Poulsen Arkitekter
  • Byvangs Allé 4 er markeret med gult her. Nord, vest og syd for adressen findes der i forvejen lejlighedskomplekser på tre-fire etagers højde, men på den anden side af vejen er et parcelhuskvarter. To af disse huse vil blive genboer til projektet, hvis det bliver realiseret. Foto: Google Maps

Det skal du også vide: Uvished om brand i børnehave, mens en ung panter og store potter er spottet i Stavtrup

Dine korte lokalnyheder:

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Vuggestue-brandens årsag er stadig uvis

Der var tilkaldt ekstra-hjælp fra fire andre brandstationer for at få styr på branden på Søndervangs Allé. Foto: Presse-fotos.dk

18. juni brændte en tidligere institutionsbygning ned på Søndervangs Allé i over otte timer og sendte sort røg over Viby og resten af Aarhus Syd.

Kun to dage forinden var bygningen blevet solgt til ejendomsselskabet Nordstern. Østjyllands Politi gik i gang med at undersøge brandårsagen.

Ifølge TV2 Østjylland stoppede efterforskningen dog allerede fredag 30. juni.

- Vi gør derfor ikke yderligere ved sagen, medmindre der pludseligt kommer nye, afgørende oplysninger, siger Østjyllands Politis kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen til TV2 Østjylland.

Der er blevet lavet flere tekniske undersøgelser, og politiet har afhørt en række vidner, men det har ikke været muligt at fastslå årsagen.

Ingen er derfor blevet sigtet, og branden står hen i det uvisse.

Har du hørt om Stavtrup Panterne?

Der er kommet en panter til Stavtrup. Foto: Screenshot af Stavtrup Panternes facebookside

Tiltaget Stavtrup Panterne er opstået som en profil på Facebook, og den bestyres af en 12-årig dreng - og måske en forælder - fra Højvangskolen. "Måske", fordi Viby-StavtrupLIV fik afslag på interview, og vi derfor ikke kender drengens identitet.

Alligevel kan vi ikke helt lade være med at nævne det kreative og sjove iværksættertiltag.

Stavtrup Panterne går i sin enkelthed ud på, at drengen kommer og afhenter din pant og panter det i den lokale flaskeautomat for dig.

Halvdelen af pengene på flaskebonen går så til ham som løn, mens den anden halvdel går enten tilbage til dig eller til et velgørende formål. Det kan være Røde Kors Danmark eller det lokale Stavtrup Kultur- og Idrætscenter.

For at bestille Stavtrup Panterne og drengens hjælp skal du blot sende info om, hvor du bor, hvor panten står, hvor meget pant der cirka er tale om, dit ønske til afhentningstidspunkt, og så hvad din halvdel af panten skal bruges til.

- Din Panter vil bekræfte aftalen, skriver drengen om, når aftalen så er indgået.

Der skal som minimum være for 20 kroners pant, og hvis du ønsker selv at få panten igen, kan der gå én til to uger, inden de ligger i din postkasse.

Derudover skriver han, at han har fået idéen til konceptet, fordi han selv er meget begejstret for DR-iværksætterprogrammet Løvens Hule.

Nu kan du eje halvdelen af finurlig gavl

Den tvedelte tympanon kan ses øverst på bygningen her, og det er så højre side, som kan blive din. Foto: Google Street View

Måske kan du huske, at Viby-StavtrupLIV tidligere har fortalt om Viby Torvs "halve gavle".

Nu er bygningen på Holme Ringvej 148, der tæller den ene halvdel af én af de sjove tympanoner, til salg for den nette sum af 9,25 millioner kroner.

Det bekræfter erhvervsmægler Paul Asger Mühl fra mæglerfirmaet Nordicals.

Bygningen tæller i alt seks ejerlejligheder på sammenlagt 343 kvadratmeter, hvilket giver 57 kvadratmeter i gennemsnit per lejlighed.

- Der er to ledige og fire udlejede. Ejerlighederne er gennemrenoveret for 10 år siden, skriver erhvervsmægleren.

Viby-StavtrupLIV kom meget tæt på forklaringen op den ene af de to sjove bygninger, men sporet endte blindt. Hvis du selv har et godt tip, forfølger vi det fortsat gerne.

Anklager om seksuelle overgreb mod udviklingshæmmet søster

Pia Waldofs (tv.) søster, Lotte Larsen, bor på Bofællesskabet Stautruphus, og det er hende, som har oplevet de grænseoverskridende episoder. Foto: Axel Schütt

Århus Stiftstidende har en historie om Bofællesskabet Stautruphus, der bliver anklaget for ikke at dæmme op for vold og seksuelle overgreb mellem beboerne.

Bofællesskabet er et kommunalt tilbud til udviklingshæmmede voksne, og det er Pia Waldorfs søster, Lotte Larsen, som har oplevet overgrebene.

Blandt andet viser en aktindsigt, at en "... kollega opdager her, at Lotte har åbne bukser, og bh'en sidder forkert på. Lotte peger herefter på gardinet mod terrassen, hvor anden beboer X gemmer sig bagved. Efter Lotte har en samtale med kollega fortæller Lotte at hun ikke kan lidt at beboer X gemmer sig bag gardinet og adspurgt om anden beboer har rørt ved Lotte siger Lotte ja. (...)"

Sagen er politianmeldt, men det er ikke lykkedes Århus Stiftstidende og ej heller Viby-StavtrupLIV at få en kommentar fra Stautruphus-afdelingslederen Merete Munk Jensen, som ikke vil stille op til interview.

I 2020 var der også problemer for andre beboere, og i begge sager har Aarhus Kommune beklaget episoderne.

Hov, pludselig stod der en "park" i Stavtrup

Lån en Park af Aarhus Kommune, her i Stavtrup ved Coop 365. Foto: Tine Pedersen (fra Facebook)

- Sikke det pynter. Hvem har fundet på den superflotte idé? skriver Tine Pedersen fra Stavtrup på Facebook.

På Coop 365's parkeringsplads står der nemlig nu og den næste måneds tid flere store blomsterkrukker ved siden af tre bordbænkesæt.

Svaret på hendes spørgsmål er en tredeling: Aarhus Kommune, Stavtrup Fællesråd og Coop 365-butikken.

Aarhus Kommune satte i maj et nyt projekt i søen, der hedder "Lån en Park". Fra maj til oktober kan foreninger, fællesråd og lokale ildsjæle låne planter, blomster og bænke fra Teknik og Miljøs "grønne bibliotek". Simpelthen for at skabe mere grønt liv og opholdsrum i Aarhus og omegn.

I Stavtrup Fællesråd var de hurtige til at ansøge, og Coop 356 var hurtig til at stille noget af deres areal til rådighed. Så nu kan borgerne nyde den nye plads over sommeren.

- Det gav virkelig god mening, for vi har i fællesrådet kigget på, hvordan Stavtrup skal have mere opholdsrum omkring byens kommercielle centrum, siger Karen Yde, som er Stavtrup Fællesråd-medlem og stod bag ansøgningen.

Kender du andre steder, der godt kunne låne en park? Så kan man ansøge om det via mailadressen groenneomraader@mtm.aarhus.dk, så længe parken kommer til at stå et offentligt tilgængeligt sted.

I ansøgningen skal du beskrive, hvad parken skal bruges til, hvad den skal indeholde, hvordan den skal sættes op, og så skal der være et tilsagn fra ejeren af grunden, hvor parken placeres.

Ikke nok opbakning til ny fælleshave

Fælleshaver kan bruges af byens borgere både til at dyrke afgrøder, passe havens planter og blot som opholdsrum. Som her i Tøjhushave-kvarteret i Randers. Arkivfoto: Annelene Petersen

Og fra et positivt grønt punkt i Stavtrup til et lidt mere slukøret ét.

På det seneste Stavtrup Mødes-arrangement, som Stavtrup Fællesråd arrangerer, blev der under "Eventuelt" nævnt muligheden for en fælleshave i byen.

Borger Åge Ebbesen var personen, der bragte idéen på banen, da han tidligere har været med til at få et lignende fælleshaveprojekt på benene i Årslev.

- Der var desværre kun tre, der var klar til at gå i gang. Der var 11-12, som var interesserede, men ikke alle syntes, at placering bag Rema 1000 kunne bruges, fortæller Åge Ebbesen dog til Viby-StavtrupLIV.

- Tre er alt for få. Vi bør minimum være 10 aktive, der starter op.

Pengene til projektet skulle komme fra den såkaldte KlimaPuF - en pulje hos Aarhus Kommune, hvor ansøgende borgere kan bede om op til 10.000 kroner til lokale, grønne formål.

- Jeg har ikke opgivet idéen, men jeg tænker, at vi måske kan tænke i en anden placering i et grønt område i Stavtrup, hvis muligheden opstår, siger Åge Ebbesen.

Farten bliver sænket på motorvejen - mest på E45

Ved hele strækningen her fra Aarhus N-afkørslen til Aarhus S-afkørslen på E45 skal laves tresporet. Illustration: Vejdirektoratet

Mens Stavtrup venter på, at der kommer nogle løsninger på motorvejsstøjen, hvor blandt andet hastighedsdæmpning er foreslået, så sænker Vejdirektoratet i stedet hastigheden på E45 nær Aarhus.

Det drejer sig om to motorvejsbroer mellem Motorvejsafkørsel Aarhus Syd <49> og til motorvejskrydset til Aarhus V, som skal laves bredere, og hvor du nu kun må køre 80 km/t.

Men! efter sommerferien sker der ifølge Vejdirektoratet også en fartnedsættelse på Aarhus Syd Motorvejen. Motorvejsbroerne ved Afkørsel <1> ved Hasselager samt Motorvejsafkørsel <50> ved Hørning også skal udvides.

Det betyder også 80 km/t på den strækning, men for nu ikke på resten af Aarhus Syd Motorvejen syd for Stavtrup og Ormslev.

Nogle af fartnedsættelserne vil være permanente indtil 2026, skriver Vejdirektoratet, da der på hele strækningen fra Aarhus Syd til Aarhus Nord vil være on-and-off-arbejde på motorvejen.

  • Der var tilkaldt ekstra-hjælp fra fire andre brandstationer for at få styr på branden på Søndervangs Allé. Foto: Presse-fotos.dk
  • Der er kommet en panter til Stavtrup. Foto: Screenshot af Stavtrup Panternes facebookside
  • Den tvedelte tympanon kan ses øverst på bygningen her, og det er så højre side, som kan blive din. Foto: Google Street View
  • Pia Waldofs (tv.) søster, Lotte Larsen, bor på Bofællesskabet Stautruphus, og det er hende, som har oplevet de grænseoverskridende episoder. Foto: Axel Schütt
  • Lån en Park af Aarhus Kommune, her i Stavtrup ved Coop 365. Foto: Tine Pedersen (fra Facebook)
  • Fælleshaven 09
    Fælleshaver kan bruges af byens borgere både til at dyrke afgrøder, passe havens planter og blot som opholdsrum. Som her i Tøjhushave-kvarteret i Randers. Arkivfoto: Annelene Petersen
  • Ved hele strækningen her fra Aarhus N-afkørslen til Aarhus S-afkørslen på E45 skal laves tresporet. Illustration: Vejdirektoratet