Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Viby-StavtrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Jens Thaysen

Overblik: Disse vigtige sager er på vej

Ahhhh, sommer!

Jeg håber, at du for tiden finder pusterummet til at få benene lidt op, tage en tur langs Brabrand Sø og udnytte nogle af de mange kulturtilbud, der blomstrer frem i det lokale her om sommeren.

Spise en is, dyppe kroppen i Aarhus-bugten, synge med på en koncert, eller hvad du nu lyster.

Sommeren fungerer lidt som vores alle sammens velfortjente pause.

Det samme gælder i byrådet.

Juli er måneden uden politiske dagsordener. Der kommer intet nyt fra udvalgsmøder, ingenting, som der skal stemmes om, vedtages eller diskuteres i byrådssalen.

Agurketid, kalder nogle det.

Journalister som mig har svært ved at vride mere saft ud af de dagsordner, der for længst er besluttet, og det er bare sværere at stille de folkevalgte politikere og deres embedsfolk til ansvar, når de ligger på et badehåndklæde.

Det stopper os selvfølgelig ikke i at prøve alligevel - eller i mit tilfælde her: at se mere fremad.

Derfor kan du i nyhedsbrevet her læse om de politiske dagsordener, som får betydning for Viby og Stavtrup, når kalenderen igen siger midt-august, solcremen er lagt bagerst i badeværelsesskabet, og politikerne igen samles om det, der rør sig.

Derudover har vi fået en helt ny side på Viby-StavtrupLIV.

Den nye side hedder Spørg os, og her kan du henvende dig med alt mellem himmel og jord, som du synes, at jeg skal skrive om.

Jeg vil gerne endnu  tættere på dig som læser og skrive om det, som du synes, der er vigtigt. Ellers de ting, der undrer dig, og som jeg måske kan finde svar på. Skyd endelig løs.

Ellers vil jeg dig som altid ønske dig:

God læselyst!

Billede af Mikkel Hamann Johnsen
Billede af skribentens underskrift Mikkel Hamann Johnsen Journalist
  • Foto: Jens Thaysen
Stavtrup Kultur- og Idrætscenter er en af de projekter, som skrider ind i de sidste faser efter sommerferie-perioden. Her er en model af, hvordan det kan komme til at se ud på "Bispemarken". Foto: Mikkel Hamann Johnsen

Planer, der kan ændre Vibys og Stavtrups udseende for altid: Her er de vigtigste lokale sager, du skal holde øje med efter sommeren

Byrådet i Aarhus Kommune har fundet solhat, solcreme og solferie. Derfor kan Viby-StavtrupLIV ikke fortælle noget om, hvad der lige nu sker politisk for vores områder.

Men! vi kan sagtens se på nogle af de vigtige sager, som vi alle har i vente. Faktisk hele fem styks.

Om ganske lidt får kommunen en ny planstrategi, hvori der ligger en del planer for Vibys og områderne sydøst for Stavtrups udvikling.

Stavtrup Kultur- og Idrætscenter er lige nu i offentlig høring, Viby Bakke bliver måske/måske ikke et endeligt for Grøndalsvej, og efter sommeren skal der udarbejdes miljørapport for Viby Renseanlæg.

Selv om lokalpolitikerne ferierer, venter vigtige emner ikke så langt ude i fremtiden - for dem og for os. Blandt andet kan du lige nu give din mening til kende i to offentlige høringer.

Sommeren er nu over os, og derfor kommer der ikke lige så mange politiske byudviklingshistorier på banen.

Byrådet er gået på sommerferie, men derfor kan du sagtens se frem mod, at de vender tilbage på tinge.

Viby-StavtrupLIV har samlet fem vigtige projekter, der kommer til at sætte sit præg på bybilledet og trafikken i Viby og Stavtrup.

Flere boliger og arbejdspladser på vej frem mod 2037

Planstrategi for Aarhus Kommune, med fokus på Viby og Stavtrup. Her i forhold til byudvikling. Illustration: Aarhus Kommune

Planstrategi lyder som en kedelig omgang "og hvad skal det så betyde for mig?", men ikke desto mindre kan det få stor betydning for Viby og for Stavtrup.

Lige nu er byrådet i Aarhus Kommune i gang med at fastlægge retningen for, hvordan kommunen skal udvikle sig - det skal udmunde i den konkrete Kommuneplan 2025.

Planstrategien er ikke helt så konkret, men udpeger nogle områder, som skal få "væsentlig tilvækst af boliger og arbejdspladser".

Her er Viby og tildels også Stavtrup udpeget, for der er flere røde pletter på kortet herover, hvor også det gule erhvervsareal forventes at rykke nærmere Stavtrup - illustreret med den gule pil.

Derudover er en anden stor del af strategien, at der skal være såkaldte "blå-grønne netværk" gennem Aarhus og forstadsbyerne, og her er ådalen til Døde Å og Viby Torv specifikt nævnt som en af de større kiler:

Illustration: Aarhus Kommune

I planen nævnes også både nutidens og fremtidens højklassificerede trafikårer. Både på cykel, i bus og i bil.

Viby og Stavtrup står eksempelvis til at få bedre cykelstisystemer, ligesom Viby Ringvej og Skanderborgvej bliver højklasset kollektiv trafik - måske med henblik på de hurtige BRT-busser, som Viby-StavtrupLIV tidligere hare skrevet om:

Illustration: Aarhus Kommune

Lige nu er planstrategien i offentlig høring. Du kan læse den fulde plan, hvis du klikker her, og ellers kan du give din egen mening til kende i form af høringssvar her.

Du kan indgive høringssvar til 15. august kl. 23:59. Et høringssvar kan være negativt såvel som positivt stemt over for en plan, og du er velkommen til at komme med andre konstruktive forslag.

Multihal i høring - giv din mening til kende

Visualisering af Stavtrup Multihal, da projektet stadig var på sit spæde stadie. Illustatrion: Arkitektfirmaet Sleth

Multihalprojektet Stavtrup Kultur- og Idrætscenter hang for nyligt i en tynd tråd, da der var usikkerhed om hallens placering i forhold til grundvandet.

Siden har Aarhus Vand dog vendt tommeltotten opad, og ligesom planstrategien er lokalplanen for multihallen nu i offentlig høring.

Høringssvarene vil så blive behandlet i august og september. Efter planen vil den endelige lokalplan så være vedtaget til december.

Tidligere på året var håbet fra Haludvalgets formand, Per Bo Andersen, at første spadestik ville blive i oktober, men bliver det godkendt til december, kan det 63 millioner kroner dyre projekt i stedet bliver i begyndelsen af 2024.

Kritikken af halplaceringen fra blandt andet Den Grønne Kile Stavtrup lyder på, at hallen vil ødelægge naturskønne omgivelser og give unødigt meget trafik til den nordlige del af Stavtrup - ligesom der mangler parkeringspladser. Her er kritikerne er hallens tilblivelse, men blot placeringen af den.

Multihalprojektet har været mere end 10 år undervejs.

Hvis du ønsker at give din mening til kende, kan du indsende høringssvar her. Det kan du indtil 18. august.

Viby Bakke - skal Grøndalsvej lukke?

Illustration: Arkitema

Høringsperioden er slut, men alligevel kan der stadig ske nogle ændringer i det gigantiske bolig- og erhvervsprojekt på den tidligere JP-grund.

Viby Bakke, som projektet hedder, har fået rigtig mange roser fra blandt andet Viby Fællesråd, naboer og politikere, men den planlagte lukning for gennemkørsel på Grøndalsvej vækker harme.

Rigtig mange forudser, at det vil skabe store trafikale problemer på Ravnsbjergvej og Ormslevvej ned mod krydset ved Skanderborgvej.

Det vil gøre færdslen fra Stavtrup mod Aarhus-midtby til et kaos, lyder det blandt andet i en debatterende facebooktråd af den Viby-valgte politiker Jesper Kjeldsen (S).

Ifølge planen skal lokalplanen for byrådet onsdag 16. august, hvorefter vi ved, om Grøndalsvej for fremtiden vil blive lukket for gennemkørsel. Og om området skal have flere parkeringspladser, hvilket også har været en del af kritikken.

Viby-StavtrupLIV har tidligere beskrevet hele projektet her, hvis du vil læse mere om det.

Fra renseanlæg til regnvandsbassiner og -søer

Visualisering af regnvandssøer i området omkring det tidligere Viby Renseanlæg ved Ormslevvej. Skitsen er vejledende. Illustration: Aarhus Vand

Generelt har Viby-StavtrupLIV beskrevet mange af disse projekter før. Som eksempelvis Viby Renseanlægs forvandling fra renseanlæg til rekreativt område.

I slut august og gennem september skal lokalplanen for området udarbejdes og indstilles, ligesom der skal laves en miljørapport for området.

Den offentlige høring finder først sted fra november 2023 til januar 2024, men derfor er det kun en god idé at holde øje med, hvordan lokalplanen og miljørapporten kommer til at se ud for området.

Du kan se mere omkring tidshorisonten her, og renseanlægget ligger forresten lige op ad førnævnte projektareal for Viby Bakke.

Byvangs Allé 4 på sig(STIG: "På sig?" Jeg stod af, da jeg læste rubrikken. Har ikke læst brødtekst endnu)

Byvangs Allé 4, lokalplan X089. Kort: Aarhus Kommune

Helt tilbage i 2018 modtog Aarhus Kommune ansøgningen om, at der skulle laves en ny lokalplan for Byvangs Allé 4, og i marts 2021 opstartede en planproces.

Sidenhen har det stået stille, men nu rør projektet på sig igen.

I slut-august begynder Aarhus Kommunes med at udarbejde et lokalplansforslag, og der skal eftersigende være større ændringer.

Viby-StavtrupLIV graver lidt videre i det, men hold øje. Sidst var der tale om etagebyggerier på grunden.

Projekter længere ude i fremtiden

Og som altid kan vi ikke lave en liste uden lige at tilføje et punkt.

Lige nu er der i gang med at blive lavet en bevarende lokalplan for Rosenvænget. Det sker, efter er har været flere sager med nedrivning af bevaringsværdige huse, specielt en gul villa på Irisvej, som næsten blev revet ned.

Derudover har Viby-StavtrupLIV øjnene på den nye plan for Viby Centret, som kommer inden for det næste års tid. Vi har tidligere skrevet om projektet her.

Det enorme byggeprojekt på Store Ravnsbjerg, også kaldet Arla-grunden, har fået grønt lys af kommunen - men er endnu ikke tildelt en sagsbehandler. Det siger Bünyamin Simsek til Viby-StavtrupLIV, og han er vicedirektør i 1927 Estate, som ejer og vil udvikle grunden. Så måske er der også snart nyt i den sag. Selve projektet ligger dog - ligesom de andre projekter her - et stykke ude i fremtiden.

  • Stavtrup Kultur- og Idrætscenter er en af de projekter, som skrider ind i de sidste faser efter sommerferie-perioden. Her er en model af, hvordan det kan komme til at se ud på "Bispemarken". Foto: Mikkel Hamann Johnsen
  • Planstrategi for Aarhus Kommune, med fokus på Viby og Stavtrup. Her i forhold til byudvikling. Illustration: Aarhus Kommune
  • Visualisering af Stavtrup Multihal, da projektet stadig var på sit spæde stadie. Illustatrion: Arkitektfirmaet Sleth
  • Viby Bakke
    Illustration: Arkitema
  • Visualisering af regnvandssøer i området omkring det tidligere Viby Renseanlæg ved Ormslevvej. Skitsen er vejledende. Illustration: Aarhus Vand
  • Byvangs Allé 4, lokalplan X089. Kort: Aarhus Kommune
Eskelunden og Højvangskolen er nogle af de steder, hvor der sker ting og sager, som forbedrer Viby og Stavtrup. Hvad og hvor kunne eller forbedres? Fotos: Silas Bang

Hvis du kunne bestemme alt, hvordan skulle Stavtrup eller Viby så gøres bedre?

På Viby-StavtrupLIV er vi meget interesserede i at høre dit bud på, hvor livet kunne forbedres i dit nabolag. Du er trods alt den, der kender det bedst.

Hvis du nu var borgmester, hvad skulle så ændres til det bedre? Klik ind på den fulde artikel, og kom med et eller flere bud på, hvad det ville forsøde din og/eller din families liv.

8260 er et fantastisk postnummer at bo i ...

... der er ligesom en grund til, at du bor lige præcis, hvor du gør.

De fleste har dog en mening om, hvilke knapper - store som små - man bør skrue på, hvis éns nabolag skulle blive endnu dejligere at færdes i.

Derfor giver vi nu taktstokken, borgmesterkæden, ja, kongecepteret til lige præcis dig:

Hvad ville du ændre på, hvis du - og alene du - kunne bestemme?

Vi kender alle til problematikker som motorvejsstøjen i Stavtrup, de nogle gange utrygge rammer i Rosenhøj, nedrivning af bevaringsværdige boliger i Rosenvænget og Kongsvang, samt bilkøerne på Viby Torv.

Dem sætter vi hos Viby-StavtrupLIV ofte fokus på. Men hvilke andre områder så du gerne forbedret?

Det er dig, der kender dem bedst, og vi leder efter stort som småt. Men jo mere konkret og konstruktiv, du kan blive, jo nemmere er det for Viby-StavtrupLIV at gå videre med.

Skriv det i kassen herunder, og så vil vi gøre vores for, at byrådspolitikere, embedsfolk, fællesråd og andre aktører kommer til at tænke: Ja, det skal vi underfløjtme da have gjort noget ved!

  • Eskelunden og Højvangskolen er nogle af de steder, hvor der sker ting og sager, som forbedrer Viby og Stavtrup. Hvad og hvor kunne eller forbedres? Fotos: Silas Bang

Det skal du også vide: Gymnasie skal hjælpe AGF-talent, og Grøndalsvej skal måske have nyt, omdiskuteret navn

Lidt korte lokalnyheder til dig:

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Viby Gymnasium skal hjælpe AGF-talenter

AGF-direktør Jacob Nielsen (tv.), rektor på Viby Gymnasium Lone Sandholdt Jacobsen og sportschef på ESAA Ole Keldorf går i et nyt talentsamarbejde. PR-foto: AGF

En ny HF-uddannelse har set dagens lys på Viborg Gymnasium. Den er målrettet en meget specifik gruppe af unge - nemlig AGF's unge fodboldtalenter.

Det skriver AGF i en pressemeddelelse.

Startende fra august er det AGF's årgang 2007, som så begynder på den to-årige ungdomsuddannelse.

Den er tilrettelagt, så de to gange om ugen - mandag og onsdag - kan træne på Fredensvang i samme tidsrum som Superliga-holdet.

- For godt et år siden rakte AGF ud til os for at høre, om vi ville være med til at skabe en skolemodel, der passer bedre til de ønsker og behov, klubben har. Vi så en spændende synergi i samarbejdet, og vi var ikke i tvivl om, at vi skulle være en del af dette, siger Morten Sjelborg-Sørensen, der er uddannelsesleder på Viby Gymnasium, i pressemeddelelsen.

- Vi er glade for, at vi nu er nået i mål med et koncept, der vil skabe endnu bedre sportslige vilkår for AGF’s talenter, men samtidig også sikre en god uddannelse, de kan bygge videre på, hvis de vælger at gå den vej.

ESAA Eliteidræt Aarhus er også en del af samarbejdet, og de er i forvejen inde over en del uddannelsesmuligheder for talent- og eliteidrætsudøvere i Smilets By.

Fik du hørt om Kurt Westergaards Vej?

Det er lokalpolitiker Jakob Søgaard Clausen fra Danmarksdemokraterne, som har stillet forslaget om at få en Kurt Westergaards Vej i Viby - lige her ved JP-grunden. Foto: Jesper Bech Pedersen

Jovist, det er godt nok en måned siden, at foreslaget først blev stillet, men for nyligt var det igen op at vende i Aarhus Byråd.

Danmarksdemokraterne foreslår nemlig, at en lille del af Grøndalsvej i stedet skal navngives Kurt Westergaards Vej. Efter den famøse - for nogen måske infamøse - bladtegner Kurt Westergaard, der blandt andet stod bag Muhammedtegningerne.

Det lille stykke af vejen ligger lige ved Jyllands-Postens gamle grund og domicil, og det var som bekendt avisen, der trykte de kritiserede karikaturtegninger.

Anledningen til navneskiftet, skriver Jakob Søgaard Clausen fra Danmarksdemokraterne i forslaget, er, at JP-grunden og området står over for at blive til det nye bolig- og erhvervsområde Viby Bakke.

- Det er vigtigt, at vi husker vores historie, og at vi hylder dem, som har stået forrest i kampen for vores grundlovssikrede rettigheder, lyder det også i forslaget.

Selve beslutningen omkring forslaget er skubbet til efter byrådets sommerferie, så måske vi finder det på dagsordnen igen til august.

Bøde til stor kødproduktion i Viby

Aarhus Kødengro kan ses ved den røde markør. Foto: Google Maps

Fødevarestyrelsen aflagde i maj et besøg hos Aarhus Kødengros, som har til huse på Viaduktvej 7 i Viby. Her blev der delt en bøde på 10.000 kroner grundet blandt andet manglende rengøring.

I 40 år har Aarhus Kødengros leveret madvarer til restauranter, hoteller, cafeer og storkøkkener, så det er meget sandsynligt, at du måske er stødt på det.

I rapporten skriver Fødevarestyrelsen således:

- I produktionslokale ses der i ternmaskine belægning i form af produktrester i det ene hjørne af i kammeret, hvor kødet føres ud til knivene. På udstyr (knive) til ternmaskine ses der produktrester. På bagsiden af ternmaskine ses der gullige belægninger. I hakkehus ses produktrester på kniv og på snegl, hvor denne sider fast i maskinen. I bøfformer ses der produktrester på bevægelige dele. På alle hjul til maskiner og borde ses der gule belægninger af ældre dato.

Århus Stiftstidende har skrevet mere om emnet, og den artikel finder du her.

Ny fysioterapeut på Ormslevvej

De gamle slagter- og købmandslokaler i Viby, hvor der også senere har været solgt E-cigaretter og andet fra, bliver nu fysioterapilokaler. Foto: Google Street View

Lørdag 1. juli åbner Stavtrup-borgeren Flemming Andry sin egen fysioterapi-klinik på Ormslevvej 27.

Det er de gamle købmands- og slagterlokaler på vejen, der nu agerer kliniklokaler.

Andry vil begå en anderledes fysioterapeutisk tilgang kaldet Myo, der ifølge ham selv arbejder mere helhedsorienteret. Man kan læse mere om ham og Myo her.

Bolighandler i Viby og Stavtrup fra juni

Som altid bringer vi ved en ny måneds begyndelse en masse bolighandler for den forgangne måned.

Alle bolighandler registreret i juni kan du altså finde herunder:

1. juni: Rugbjergvej 30 blev overtaget for 5.500.000 kroner - læs mere om salget her.

6. juni: Lykkesholms Allé 29 blev solgt for 4.500.000 kroner - læs mere om salget her.

12. juni: Reventlowsvej 31 solgt for 2.700.000 kroner - læs mere om salget her.

14. juni: Irisvej 21 solgt for 10.700.000 kroner - læs mere om salget her.

14. juni: Højdevej 15 solgt for 3.700.000 kroner - læs mere om salget her.

15. juni: Ormslevvej 231K solgt for 2.800.000 kroner - læs mere om salget her.

19. juni: Salamandervænget 13 solgt for 5.925.000 kroner - læs mere om salget her.

20. juni: Salamandervænget 66 solgt for 5.645.000 kroner - læs mere om salget her.

21. juni: Rosenvangs Allé 7 solgt for 3.098.000 kroner - læs mere om salget her.

22. juni: Fredensborgparken 101 solgt for 3.700.000 kroner - læs mere om salget her.

22. juni: Råhøjen 27 solgt for 1.063.000 kroner - læs mere om salget her.

22. juni: Reventlowsvej 22 solgt for 2.295.000 kroner - læs mere om salget her.

22. juni: Reventlowsvej 38 solgt for 1.750.000 kroner - læs mere om salget her.

26. juni: Brorsonsvej 12 solgt for 6.700.000 kroner - læs mere om salget her.

26. juni: Risdalsvej 9 solgt for 2.900.000 kroner - læs mere om salget her.

28. juni: Grøfthøjparken 159 solgt for 515.000 kroner - læs mere om salget her.

28. juni: Balagervej 66 solgt for 5.300.000 kroner - læs mere om salget her.

  • AGF-direktør Jacob Nielsen (tv.), rektor på Viby Gymnasium Lone Sandholdt Jacobsen og sportschef på ESAA Ole Keldorf går i et nyt talentsamarbejde. PR-foto: AGF
  • Det er lokalpolitiker Jakob Søgaard Clausen fra Danmarksdemokraterne, som har stillet forslaget om at få en Kurt Westergaards Vej i Viby - lige her ved JP-grunden. Foto: Jesper Bech Pedersen
  • Aarhus Kødengro kan ses ved den røde markør. Foto: Google Maps
  • De gamle slagter- og købmandslokaler i Viby, hvor der også senere har været solgt E-cigaretter og andet fra, bliver nu fysioterapilokaler. Foto: Google Street View